Annonce

Bronze til El Diablo
rullehockey-eldiablo_15_271012_BP.jpg
Foto: Brian Sejer Poulsen
Skaterhockey I weekenden blev der afholdt Rødovre International Cup 2012 i Stadionhallen, og Rødovre-holdet El Diablo spillede sig frem til bronze. Holdet fik desuden sejren i pokalen, der kørte sideløbende med selve cuppen.

Stadionhallen var i den forgangne weekend omdannet til rullehockeybane, da der blev afholdt en international turnering over tre dage.

Turneringen havde deltagelse af i alt ni hold, der var inddelt i nogle puljer. For Rødovre-holdet El Diablo forløb tingene ovenud positivt, da mandskabet slog et tysk hold i bronzekampen.

Annonce

”Det endte helt perfekt for os, da vi vandt med 6-3 i bronzekampen mod Berlin Buffalos Selection. Vi var det bedste hold set over hele kampen og kom foran 1-0, men Berlin kom tilbage og bragte sig på 2-1. Vi fik udlignet og styrede kampen hjem resten af vejen,” siger en af holdets spillere og trænere, Michael Sauffaus, der glæder sig over turneringens resultat.

”I El Diablo er vi rigtig godt tilfredse med resultatet. Den havde vi gerne købt, inden turneringen var startet.”

Vandt kampen om pokalen
Turneringen var inddelt i puljer á tre hold, og El Diablo havde fornøjelsen af CBS Sport Panthers og Rungsted Rage.

For El Diablo var der mere på spil end blot sejren i selve turneringen. Sideløbende lå nemlig også en kamp om sejren i pokalturneringen.

”Den pulje, vi var i, blev der kæmpet om sejren i pokalturneringen, der giver adgang til pokalvindernes turnering i Europa, der spilles i Schweiz næste år. De to stærkeste hold, Copenhagen Vikings og Vesterbro Starz, måtte ikke spille med i turneringen om pokalen, fordi de skal være med i selve Europa Cuppen, der er for mesterholdene,” forklarer Michael Sauffaus og fortæller om pokalsucces.

”I vores pulje, der spillede om pokalen, vandt vi. Desuden kunne jeg også hente pokalen for vores tredjeplads i selve turneringen. Det var Copenhagen Vikings, der blev etter, og Kolding Knights Vesterbro blev toer.”

En klar succes
El Diablo stillede op til turneringen med et decimeret hold i forhold til tidligere, men det hindrede som afsløret ikke holdet i at opnå et godt resultat i den internationale skaterhockey-turnering.

”Turneringen var for vores hold helt klart en succes. Det grunder lidt i, at vi har mistet en masse spillere og har spillet med et blandet hold af Mesterræks- og 1. divisionsspillere,” slutter Michael Sauffaus.

Målmand for El Diablo, Michael Senderovitz, er sammen med Michael Sauffaus træner for El Diablo samtidig med, at han står på mål for holdet. Han fortalte, at målsætningen var top4, hvilket altså blev indfriet til fulde.

El Diablo spillede i alt seks kampe af to gange 15 minutters varighed i den stærkt besatte internationale turnering. Et andet hold fra Rødovre, Rødovre Pitbulls Selection, oplevede knap så meget succes og endte turneringen som et af de lavest placerede hold.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top