Annonce


Vilje, sammenhold og fight
michael-smidt-RMB-herlev11_.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Kaptajn for Rødovre Mighty Bulls, Michael Smidt, kigger frem mod sæsonstarten i AL-Bank Ligaen på fredag mod SønderjyskE. Han fremhæver vilje, sammenhold og fight som nøglepunkter til endnu en succesrig sæson på isen.

Når Rødovre Mighty Bulls indleder sæsonen på fredag, vil kaptajn Michael Smidt snøre skøjterne til sin 16. sæson med tyren på brystet. Holdets mest rutinerede og garvede spiller er derfor vant til at reflektere over de sæsonmæssige ændringer på et ishockeyhold.

”Så er vi så småt i gang med den nye sæson. Det er en tid, hvor man kigger tilbage på den forgange sæson og sammenligner holdet fra sidste med det nye. Og selvfølgelig sætter forventningerne for den indeværende sæson. Der er altid en masse tanker, spørgsmål og uklare forhold og selvfølgelig en masse forventninger,” siger 33-årige Michael Smidt.

Annonce

Sidste sæson blev en god historie for Rødovre, der dog til syvende og sidst måtte kapitulere til AaB Ishockey.

”En flot slutspilsplads og ud i syv kampe til det sidste. Selvom vi, fans, sponsorer, frivillige og alle folk omkring ishockeyen i Rødovre alle var skuffede lige efter nederlaget, så må man efterfølgende konstatere og være stolt over, at vi klarede os så godt i grundspillet, vandt så mange kampe og kunne spille lige op med top3-holdene i ligaen,” siger han og fortsætter.

”Alle vores talenter fik spilletid, vi var det hold, der havde flest danskere på isen generelt, og på mange vigtige pladser og ikke at forglemme en af de laveste budgetter i ligaen. I mine øjne en stor præstation og noget, der gør mig stolt med at bære tyren og ”C’et” på brystet.”

Lavt budget
Sæsonen 2012/2013 vil næsten vanen tro blive med en masse unge og sultne talenter, der vil kæmpe for deres chance på Rødovres mandskab.

”Sæsonen byder på nogle spændende unge talenter endnu engang, et lavt budget, få udskiftninger på holdet og den samme aggressive canadiske spillestil, som Brad Gratton har med sig,” udtaler Smidt, der ikke ser det lave spillerbudget som et problem.

”At vores lave budget ikke tillader indkøb af store stjerner eller de bedste danskere i ligaen, betyder omtrent det samme som sidste år: ikke det store.”

Det har i mange år været varemærket for Rødovre, at der er et utrolig stærkt sammenhold. Det vil formentlig komme tyrene til gode også i den nye sæson.

”Mange trænere bruger klicheen ”vilje slår teknik”, og der er helt sikkert meget rigtigt i det. Hvis man har viljen, sammenholdet og man fighter hver eneste kamp, så vil man uundgåeligt få en del points og god chance for at tippe de tætte kampe over til ens fordel.”

Få udskiftninger
Der har kun været meget få udskiftninger i spillertruppen op til denne nye sæson, og det er også en faktor, der taler for, at Rødovre får en ny god sæson.

”Det faktum, at vi har få udskiftninger, betyder, at spillerne kender hinanden rigtigt godt og specielt i pressede situationer, så vi ved, hvordan hinanden reagerer. Det gælder ikke kun for min egen kæde, hvor Jannik og jeg har spillet sammen i mange år, men også for de tre andre kæder, hvor man har spillet sammen nu i mere end et år. Det betyder faktisk mere, end man aner, og det håber jeg kan blive endnu en af vores styrker i år,” lyder det fra ’Smitty’.

Der er blevet hentet et par stærke backs ind, som er udset til at skulle blive en trussel fra blå linje i blandt andet powerplay, der efter kaptajnens vurdering halter lidt

”En af de ting, vi dog skal fokusere mere på, er vores powerplay, som ikke har været i top. Det træner vi meget på pt. Så skal vi undgå at have alt for mange udsving i kampene og i længere perioder, så vi ikke taber kampene eller mere end én i træk,” forklarer han.

Stadig stolt
Michael Smidt har tidligere luftet idéen om at stoppe som professionel ishockeyspiller. Men efter flere overvejelser har kaptajnen fortsat og skal i gang med sin femte sæson med ”C’et” på brystet.

”Jeg glæder mig personligt til at trække trøjen over hovedet endnu en sæson, og så længe at jeg har denne glæde, lyst og motivation, så spiller jeg med tyren på brystet. Selvfølgelig skal jeg også kunne tilføre holdet noget – spillet på banen og i omklædningsrummet,” siger han og forklarer, hvornår han eventuelt stiller skøjterne på hylden.

”Den dag jeg ikke kan løbe fra de unge knægte eller skubbe dem rundt ude ved banden, så har jeg altid været af den opfattelse, at man skal stoppe, mens legen er god.”

Dem, der måtte tro, at Smidt er ved at blive indhentet af alderen, kan godt tro om igen. Faktisk er forwarden i glimrende form.

”Jeg har trænet godt hele året og er i min bedste form i mange år, så jeg håber også at kunne gøre en forskel ude på banen, for holdet,” slutter kaptajn Michael Smidt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top