Annonce


Ventetiden er ovre
jannik-karvinen_RMB-Copenhagen_01_251111_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Rødovre Mighty Bulls træder som det sidste hold ind i AL-Bank Ligaen 2012/2013, når SønderjyskE kommer på besøg fredag aften. ”Hvis vi spiller vores spil, så kan vi slå dem,” siger cheftræner Brad Gratton. Vi har også optaktskommentarer fra Jannik Karvinen.

Ventetiden har været lang – og for nogle direkte uudholdelig. Fans af Mighty Bulls kan som de sidste i Danmark se frem til, at deres hold kommer i aktion fredag aften i den nye sæson af AL-Bank Ligaen. Modstanderen hedder det notorisk højt placerede mandskab fra SønderjyskE.

Efter en lang forberedelse – og en ekstra uge i forhold til de øvrige hold – er tyrene parat på sæsonens første opgave.

Annonce

”I den sidste uge har vi arbejdet på vores systemer og set en masse video af sidste sæsons kampe mod SønderjyskE. Vi har stor respekt for dem, og de havde et godt hold i sidste sæson, ligesom de på papiret har et godt ét igen i denne sæson,” siger cheftræner Brad Gratton og tror på sejren.

”Hvis spillerne kan tage den ild, de har haft i øjnene hele ugen, med mod SønderjyskE, så bliver det en god kamp. Hvis vi spiller vores spil, så kan vi slå dem.”

Enkelte ændringer
Ligaen er forudset til at blive tæt som aldrig før, og det er også en påstand, der falder i Rødovres canadiske træners smag.

”Jeg tror på, at alle hold kan vinde på alle aftener – fra niende- til førstepladsen. Der er nogle enkelte ting, jeg vil ændre på mod de forskellige hold. Det er formentlig kun noget, den trænede tilskuer vil bemærke. Vi glæder os alle sammen til at komme i gang, for vi har snart trænet op til starten i to måneder. Træningskampene er gået fint, men nu gælder det virkelig,” lyder det.

To af holdets nye back-udlændinge, canadiske Jeff Terminesi og slovakiske Jan Jarábek, er udset til at blive nøglespillere i overtalsspillet.

”Jeff er en smart spiller, der vil lægge ro på vores powerplay. Han kommer ikke til at lave en masse mål, men han kan finde de enkelte spillere. Jan har et rigtig godt skud, så jeg ser hellere ham som skytten i powerplay. Men jeg mener, vi har to gode backs til at styre det,” bemærker Gratton og fortsætter.

”Powerplay er for mig hårdt arbejde og rykke pucken hurtigt rundt. Positioneringen er vigtig, men vi skal ikke køre pucken for meget rundt. Der skal skydes mere på mål, og returpuckene skal opfanges. Vi skal ikke være bange for, at det ikke kommer til at fungere i powerplay.”

Hårdt arbejde udkonkurrerer ofte talent
Fredagens modstander er udråbt som stærk mesterskabskandidat nok en gang, men forudsigelser er ikke noget, der fylder i hovedet på Gratton.

”Jeg vil ikke ud i nogen forudsigelser om holdenes placeringer i år. Det er så svært at forudsige, og man kan bare se på os i sidste sæson. Vi var dømt til ottende- eller niendepladsen, men vi lå højt placeret i perioder,” udtaler han.

En af Rødovres dyder er hårdt arbejde og masser af fight. Det kommer tilskuerne i Rødovre Skøjte Arena og landets øvrige arenaer til at opleve igen i denne sæson.

”Nogle gange bliver talent udkonkurreret af hårdt arbejde. Talent er naturligvis vigtigt, men hvis du med hårdt arbejde presser modstanderen ud i fejl, så vil målene komme. Det er sådan, vi fik presset flere hold i sidste sæson, og det skal vi fortsætte med,” lover Brad Gratton.

Vil blive bidt af farten
Han håber på optimal støtte fra lægterne, men er også godt klar over, at det til tider kan være svært at lokke flere tilskuere til.

”Det kunne være fedt at få fyldt hallen igen et par gange som i sidste sæson, men jeg er godt klar over, at ishockeyen har konkurrence fra andre ting som fodbold og tv-programmer. Hvis man er ny som tilskuer, kan man godt være lidt forvirret efter en eller to kampe. Men når de først har været der flere gange, får de et bedre kendskab til sporten, og mange vil blive bidt af farten,” slutter Brad Gratton.

Jannik Karvinen var Rødovres målsluger nummer ét i store dele af sidste sæson. Han er klar til at styre videre i den nye, ligesom resten af hans holdkammerater.

”Alle folk glæder sig til, at det gælder nu. Vi har trænet på alle vores typer af spil; styrespil, opspil, powerplay og så videre. Vi har været hele vejen rundt og fået detaljerne på plads,” siger han og fortsætter.

”Kæderne er nærmest bibeholdt fra sidste sæson, så det er en stor fordel for os, at vi ikke skal bruge ligeså lang tid på at spille kæderne sammen, som andre hold måske skal.”

Vilje slår teknik
Karvinen vurderer SønderjyskE som en modstander, der kan hentes point imod.

”SønderjyskE er et stærkt hold, men alle er klar over, at vi kan spille op med alle – at vi ikke bare skal lægge os ned. Vi har overrasket flere gange sidste år,” siger han, og glæder sig desuden over holdets nye ansigter, der alle har gjort det godt.

Opskriften på succes er ikke så kompliceret, som andre måske ville synes.

”Hvis vi begynder at tænke for meget individuelt, så bliver det noget rod. Det er en holdsport, og det virker bedst, når vi arbejder sammen. Jeg har altid sagt, at vilje slår teknik. Hvis man vil det mere end modstanderen, så vinder man,” slutter Jannik Karvinen.

Rødovre Mighty Bulls har samtlige spillere klar til sæsonpremieren mod SønderjyskE i Rødovre Skøjte Arena. Kampen begynder fredag aften kl. 19, og hoveddommerne bliver Chris Deweerdt og Michael Hicks.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top