Annonce


Rødovre er klar med gospelkor for lungesyge
lungeforening.jpg
Hanne Dalsgaard har selv en lungesygdom, men det skal ikke forhindre hende i at synge. I Rødovres Lokale Lungeforening starter hun nu et gospelkor for borgere med lungesygdomme og KOL. "Vi kunne også godt bruge nogle gode og sunde lunger, så alle er i princippet velkomne til at være med," Foto: Red.
sundhed De har ikke så meget luft i lungerne, men de har vind i sejlene. Nystartet lokal lungeforening i Rødovre vil skabe socialt samvær mellem ligesindede. Åndedrætsbaseret motion og et specielt gospelkor for lungepatienter er nogle af de nye tiltag.

Rødovre Lokale Lungeforening har kun få måneder på bagen, men Foreningen buldrer derud af i et hæsblæsende tempo, der selv ville gøre de mest hærdede motionister stakåndet.
“Vi kan ikke redde hele verden på et halvt år, men vi er kommet rigtig langt med vores arbejde allerede,” forklarer den lokale formand Preben Laursen.
Lungeforeningen er et tilbud til alle lungepatienter og deres pårørende. Foreningen har et tæt samarbejde med Sundhedscentret, og der vil løbende blive afholdt arrangementer og foredrag om relevante emner, der vedrører lungepatienterne.

Op og stå
Den nystartede lokalforening har mærket stor interesse fra Rødovre borgere med luftvejslidelser. Det kræver ikke særskilt medlemskab at deltage i Rødovre Lokale Lungeforenings arrangementer, men vi håber, at rigtig mange interesserede vil melde sig ind i Danmarks Lungeforening, www.lunge.dk og komme til vores arrangementer, motionstilbud og gospelkor.

Annonce

Aktiviteter
KOL står for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom, men i folkemunde er sygdommen nok bedst kendt som ‘rygerlunger’.  KOL-patienter har nedsat lungefunktion, men det forhindrer ikke den lokale afdeling af Danmarks Lungeforening i at arrangere aktiviteter, hvor man får sved på panden.
I samarbejde med RKA har den nye forening opstartet flere motionshold, velegnet for KOL-patienter og personer med andre luftvejslidelser.
“Vi har startet fire hold op, hvor vi laver åndedrætsstyrkende øvelser og styrketræning. Begge med fokus på vejrtrækningen,” forklarer Hanne Dalsgaard, der er stifter af den nye forening.

Planken ud
De nye tiltag slutter dog ikke her. Foreningen går nemlig planken ud, og inden længe har de planer om at stable et gospelkor på banen, da gospelkor er fyldt med energi, glæde, nærvær, musik, sang og fællesskab og så kan vi forny luften i vores lunger, lære at synge – måske for nogle af os – lidt kønnere med tiden, men ‘hver fugl synger med sit næb’, så lad ikke tonen holde dig tilbage (november 2012). Jeg tror virkelig, at gospel er en rigtig god idé,” fortæller Hanne Dalsgaard.
 
Ensomhed
Preben Laursen er enig. Han håber, at foreningens nye tiltag vil lokke Rødovres mange lungepatienter frem og ud af ensomheden.
“Mange KOL-patienter og personer med andre lungesygdomme har det med at gemme sig i hjørnerne. Nogle kommer sjældent ud fra deres lejligheder. Ikke, fordi de ikke vil gå ned af trappen, men fordi de ikke kan klare turen op igen. Det betyder, at de sidder ensomme derhjemme, og det kan føre til depressioner. Vi håber derfor, at vi når ud til dem, så vi kan fortælle om de tilbud vi har til dem,” siger Preben Laursen. Vi lægger ud med, at Gentofte, Glo-strup og Herlev hospitaler får udleveret flyers til indlagte patienter fra Rødovre Kommune, som bestyrelsen tilbyder besøg på afdelingen, privat eller på Sundhedscentret, hvis patienten er interesseret i at høre, hvad Rødovre Lokale Lungeforening kan hjælpe med, i forlængelse af kommunens rehabiliteringstilbud.
Hvis man vil høre mere om Rødovre Lokale Lungeforening, kan Preben Laursen kontaktes på telefon: 28 14 84 78. Man kan også læse mere om foreningens aktiviteter på hjemmesiden www.lunge.dk under Rødovre Lokalafdeling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top