Annonce

På vej i semifinalen
IMG_7295.jpg
Foto: Brian Poulsen
Ishockey Første akt i AL-Bank Cup-kvartfinalen mellem lokalrivalerne Rødovre Mighty Bulls og Copenhagen Hockey endte med en sejr til tyrene på 3-2. Kampen var ikke velspillet, men havde et væld af gode chancer i begge ender. På tirsdag hos Copenhagen bliver det afgjort, hvem der går i semifinalen.

1. pokalkvartfinale
Rødovre Mighty Bulls – Copenhagen Hockey 3-2
(0-0, 2-1, 1-1)
32:46 1-0 Mathias Bau Hansen
35:32 2-0 Andy Contois (Bau Hansen)
38:20 2-1 Thomas Svärdström (N. Carlsen, Rosenthal) pp1
47:21 2-2 Sergei Cubars (Nielsen)
48:01 3-2 Mike Daugulis (Christensen)
Udv.: RMB 3×2, CH 1×2
Skud: 25-22 (14-9, 9-5, 2-8)
Tilskuere: 604

Rødovre Skøjte Arena lagde fredag aften is til første pokalkvartfinale mellem Rødovre og Copenhagen, og det var hjemmeholdet, der kom bedst fra land i dén duel ved at tage en sejr på 3-2.

Annonce

Det var ikke en kamp, der vil gå over i historien som velspillet. Dertil bar spillet stadig præg af, at det er tidligt på sæsonen.

Kampens indledende 20 minutter bød på et væld af hurtige omstillinger og nærgående afslutninger fra især Rødovres stav. Men periodens resultat skal især tilskrives de to målmænd, Sebastian Dahm og Christian Møller, der begge fik lukket af på bedste vis for deres respektive hold.

Rødovre satte samtlige fire kæder i spil fra start, og cheftræner Brad Gratton gav dermed spilletid til samtlige spillere på holdet. Nyerhvervelsen, slovakken Jan Jarábek, kom godt ind i kampen og kunne se store chancer til blandt andet Jannik Karvinen og Jeff Terminesi, mens Sebastian Bergholt forsøgte sig med en fræk wraparound.

Åbnet op for posen
I anden periode blev der igen afsluttet i stor stil, og begge hold nåede faktisk at have to afslutninger på stængerne – for Rødovre var det Jannik Karvinen, der var uheldig begge gange. Men over halvvejs i perioden scorede Mathias Bau Hansen til 1-0 på en kraftanstrengelse venstre rundt om målet.

Under tre minutter efter føringsmålet øgede Andy Contois til 2-0 efter en forsvarsfejl af Copenhagen. Copenhagen fik dog reduceret nogle minutter senere ved Thomas Svärdström, og så var kampen igen helt åben.

Førstekæden med Michael Smidt, Adrian Ekström og Jannik Karvinen viste gode takter, og tyrene gjorde en god indsats i undertal, mens overtalsspillet ikke flød. En fortjent føring til hjemmeholdet, inden kampens sidste periode.

Rødovre hev den hjem
I tredje periode fortsatte det lidt rodet og usammenhængende spil fra begge hold. Det var Copenhagens Sergei Cubars, som scorede periodens første mål til 2-2 efter en forsvarsbrøler af tyrene. Men jublen blev hurtigt overtaget af Rødovre, der bragte sig på 3-2 efter en fin detalje af Mike Daugulis.

Chancerne fortsatte ufortrødent til begge mandskaber, men stillingen holdt kampen ud, og Rødovre er dermed tættest på en semifinale inden returopgøret på tirsdag hos Copenhagen. Men videre avancement kræver dog bedre præstationer af RMBs bærende spillere.

Rødovres nye back, Jan Jarábek, måtte udgå med fire minutter igen efter en tackling op ad banden. Han så ramt ud og måtte foroverbøjet skøjte fra banen. Det er endnu uvist, hvor slem skaden er.

Som nævnt duellerer rivalerne igen på tirsdag i Frihedens Idrætscenter, hvor der er kampstart kl. 19.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top