Annonce

Operation indsamler
rodekors.jpg
Søndag den 7. oktober mangler Røde Kors mindst 100 indsamlere, hvis hele Rødovre skal have mulighed for at hjælpe sultne, fattige, syge og krigsramte mennesker i Afrika. Har du en god idé til, hvordan vi får indsamlere nok, så skriv til andre@rnn.dk. Foto: Presse
MÅNEDENS MISSION: Mere end halvdelen af Rødovres borgere støtter ikke Røde Kors Landsindsamling for verdens nødstedte. Ikke fordi de ikke vil, men fordi der ganske enkelt ikke er nok indsamlere. Katastrofalt få har i år sagt ja til at samle ind. Tag godt imod Månedens Mission i oktober: Operation indsamler.

For tre timers hyggelig motion kan du brødføde 25 børn i en måned, give 37 mennesker rent vand i et år og beskytte 50 personer mod malaria. Alligevel er der kun rystende få borgere i Rødovre, der har meldt sig som indsamlere, når Røde Kors samler ind til verdens nødstedte søndag den 7. oktober.
Faktisk er der kun 20 personer, som her to uger før indsamlingen har sagt ja til at samle ind til især børn i den fattigste del af verden, men også til besøgsvenner og lektiecaféer lokalt. Det synes vi selvfølgelig er alt for lidt. Ikke mindst fordi det kræver mindst 122 indsamlere, hvis man skal gøre sig forhåbninger om, at nå ud til ringeklokkerne i hele byen.
I den lokale afdeling af Røde Kors, har man for længst tændt advarselslamperne og advaret hovedkontoret om, at der måske kommer det dårligste indsamlingsresultat nogensinde fra Rødovre, der ellers satte flere indsamlingsrekorder, da vi i marts måned samlede ind til fordel for Kræftens Bekæmpelse.
Dengang kastede Rødovre Lokal Nyt og hundredvis af læsere alle kræfter ind i kampen for Månedens Mission og løftede Balance Club og Radio Rødovres tilbagevendende arrangement op til nye højder.
Vi siger ikke, at vi kan gentage succesen, men for de tørstige, de syge og de hjemløses skyld håber vi, at vi sammen kan gøre en forskel.
Idéen med Månedens Mission har hele året været at vise, hvad Rødovre kan, hvis bare vi står sammen. Her er der en oplagt mulighed.

Fyld hallen
Den første mission vi gennemførte sammen med jer læsere var operation: Fyld Hallen. Her var 4000 mennesker med til at bære Rødovre Mighty Bulls frem til en sejr foran en historisk fyldt Skøjte Arena.
Næste søndag er der ‘kun’ brug for 100. Redaktionen har allerede meldt sig som de første.
Det manglede bare. Når man hører Bent Pettersson, der er formand for Røde Kors i Rødovre fortælle om det store problem med at skaffe indsamlere, får man en stor klump i halsen.
“Vi har desværre haft alt for få indsamlere i de foregående år, hvilket har betydet, at vi kun har kunnet dække ca. halvdelen af vores indsamlingsruter. Det har været frustrerende, fordi der er så mange nødlidende mennesker rundt om i verden som har brug for den hjælp vi vil kunne give med pengene fra Røde Kors indsamlin-gen. Det er vores erfaring, at en indsamler i gennemsnit får 1000 kr. i sin indsamlingsbøtte, og for dette beløb kan Røde Kors fx. give: 25 børn mad i en måned, 37 mennesker rent vand i et år og give 50 mennesker myggenet til beskyttelse mod Malaria.”

Annonce

Giv tre timer.
Den største lyst til at hjælpe fik vi her på redaktionen dog, da vi hørte den afrikanske mor i Tv-reklamen for indsamlingen sige “at hun besøger Røde Kors i flygtninge lejren hver dag, fordi hendes datter er syg, og der ellers hverken var medicin eller mad til hende.”
Vi håber, at du giver dine ansatte tre timer tidligere fri på fredag, som de til gengæld kan bruge på Rødovres dørmåtter.
Og vi håber, at du vil motionere med en bøsse i hånden, frem for at se godt ud i fitnesscenteret. Vi håber, at du tager dine børn i den anden hånd, og får en hyggelig dag ud af den vigtige gode gerning, men først og fremmest håber vi, at du selv vil melde dig som indsamler.
Aldrig har der været så stor brug for dig i Rødovre, som den 7. oktober.
Hvis du vil melde dig som indsamler, støtte med penge via netbank eller høre mere om indsamlingen, kan du kontakte Røde Kors gennem indsamlingskoordinator, Ulla Spangtoft på tlf: 44 94 64 25 eller  sende en E-mail til      ulla.spangtoft@mail.dk

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top