Ny skuffelse i Lunden
avarta-roskilde_03_020912_BP.jpg
Avarta tabte for anden gang på hjemmebane, da FC Roskilde vandt 0-1 i Espelunden. Foto: Brian Poulsen
Fodbold For anden gang i træk på hjemmebane måtte Avarta bøje sig for modstanderen i 2. division Øst. FC Roskilde havde den afgørende skarphed og vandt 0-1 søndag eftermiddag i Espelunden.

Avarta – FC Roskilde 0-1 (0-0)
0-1 Casper Grønn Larsen (62’)
Tilskuere: 443

Avartas startopstilling (4-5-1): Rasmus Pryts – Casper Windfeld, Michael Ø. Poulsen, Henrik Volquardsen, Ousmane Seck – Jesper Larsen, Morten Seifert, Alexander Lazerevic (76′ Haydar Said), Morten Johansen (83′ Daniel G. Andersen), Danni Jensen (78′ Nicolaj C. Kjergaard) – Mohamed Ali

Annonce

Søndagens modstander fra FC Roskilde er nedrykkere fra 1. division, og kampen var derfor på forhånd udset til at blive en svær opgave for hjemmeholdet Avarta.

Der blev gået til stålet i hele kampen, men gæsterne havde en ekstra effektivitet og skarphed, som Avarta ikke besad. FC Roskilde scorede et kvarter inde i anden halvleg, og slutresultatet endte også med 0-1. Avarta må derfor indse, at det er hårde tider på hjemmebane. Forrige hjemmekamp blev tabt med 0-2 til FC Helsingør.

Udeholdet kom bedst fra start i kampen med et par nærgående afslutninger, mens Avarta stille og roligt spillede sig varme. Ingen af målmændene tillod dog scoringer i de første 45 minutter, hvorfor spændingen var bevaret til anden halvleg.

Måltavlen var for en sjælden gangs skyld ude af drift grundet et lynnedslag for noget tid siden, men dette skulle ikke afholde tilskuerne fra at følge med i begivenhederne på grønsværen.

Store afbrændere
De første fem minutter af anden halvleg tilhørte FC Roskilde. Avarta fik dog efterhånden fundet et par flotte kombinationer frem, men det var ikke nok til for alvor at true udeholdets keeper, der stod en god kamp.

FC Roskilde bragte sig på 0-1 efter 17 minutter på en løs bold otte-ti meter fra målstregen. Det var Casper Grønn Larsen, der udnyttede en hjørnesparkssituation, og han tonsede usvigeligt sikkert bolden i netmaskerne uden chance for Avarta-målmand Rasmus Pryts.

Avartas største chance i kampen var efter 20 minutter og tilfaldt Danni Jensen, der helt alene med FC Roskildes målmand brændte på det skammeligste. En unik mulighed for udligning. Det var Casper Windfeld, der med en lang bold fandt Danni Jensen på kanten af udeholdets felt.

Anfører Morten Seifert Bierrings fik kort efter også en flot aflevering fra Windfeld, men hans afslutning sad inden for målmandens rækkevidde. Med et kvarter igen sendte Danni Jensen bolden på stolpen, og det var ikke en af hurtigløberens bedste dage i den grønne trøje.

Avarta forsøgte at sætte et pres ind i kampens slutfase, men udeholdet stod alt for kompakt til, at der var udsigt til en udligning. Med sejren overhaler FC Roskilde derfor Avarta i tabellen, der efter fem kampe har syv point og ligger nummer otte i 2. division Øst.

På fredag skal Avarta en tur til nabokommunen Hvidovre, hvor der er kampstart kl. 18.30.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top