Annonce

Ny sejr over rivaler
RMB-AaB-QF1_14_230212_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Rødovre Mighty Bulls fulgte præstationen i pokalturneringen mod Copenhagen Hockey op med sæsonens første sejr over naboerne i AL-Bank Ligaen. Tyrene hentede en 5-2-sejr i Frihedens Idrætscenter efter en stærk første periode. ”Vi spillede en god kamp,” siger målscorer Adrian Ekström.

Copenhagen Hockey – Rødovre Mighty Bulls 2-5
(1-3, 1-1, 0-1)
00:47 1-0 Christian Nyman (Carlsen, Svärdström) pp1
11:58 1-1 Mikael Christensen (Contois, Terminesi)
15:08 1-2 Adrian Ekström
19:30 1-3 Mike Daugulis (Schultz, Christensen)
30:19 1-4 Patrick Rasmussen (Contois)
30:43 2-4 Christian Nyman (Pedersen, Carlsen)
42:26 2-5 Jannik Karvinen (Ekström, Bergholt)
Udv.: CH 3×2, RMB 6×2
Skud: 24-26 (11-11, 3-5, 10-10)
Tilskure: 819

Rødovre Migthy Bulls har allerede taget godt og grundigt på naboerne fra Copenhagen Hockey. Ikke nok med, at tyrene slog københavnerne ud i pokalturneringens kvartfinale, nu er det også blevet til sejr i sæsonens første møde i AL-Bank Ligaen mellem de to rivaler.

Annonce

På trods af en dårlig start med en powerplayscoring til Copenhagen allerede efter 47 sekunder, så vendte Rødovre på en tallerken allerede i første periode, der blev vundet 3-1. Resten af kampen blev kørt i land i sikker stil, og det hele endte 5-2 til Mighty Bulls.

Svenske Adrian Ekström lavede målet til 2-1, og han har dermed scoret i sæsonens to første kampe. Dertil har den fysisk stærke forward leveret en fin præstation i forsæsonen.

”Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg er selvfølgelig glad for det, men jeg ved ikke, hvad jeg har gjort anderledes i forhold til sidste sæson. Det været tilfældigheder, som har gjort det. Jeg håber da, det kan fortsætte,” lyder det fra den ydmyge svensker. Han glæder sig over en god kamp.

”Vi spillede en god kamp. Vi havde aftalt, at vi skulle komme hårdt ud, for vi vidste på forhånd, at Copenhagen er et hold, der kæmper hårdt og løber hurtigt på skøjterne. Jeg syntes, vi var det bedste hold i dag.”

Heldigt mål
Den gode start til Copenhagen var hovedsageligt på grund af en udvisning til Mike Daugulis.

”Det var selvfølgelig lidt uheldigt, at ’Daugie’ fik en udvisning så tidligt i kampen. Det kostede et mål, men vi kom godt tilbage i resten af perioden. Det var stærkt at komme tilbage på 3-1 i første periode efter så skidt en start,” vurderer Ekström.

Han forklarer om sin scoring, der faldt med lidt under fem minutter til den første pause.

”Der blev dumpet en puck, og deres backer løb stærkt for at nå den. Men jeg vandt pucken og kørte bag om mål. Jeg så Jannik Karvinen foran mål og ville lave en baghåndspasning til ham, men den ramte skøjten på en back og snød målmanden lidt. Han kunne ikke tage den, så den gik ind. Så det var et heldigt mål,” udtaler Adrian Ekström.

Godt kædesamarbejde
Rødovre førte 4-2 inden kampens sidste periode. Og den føring havde tyrene ikke i sinde at sende over på naboernes hænder.

”I pausen snakkede vi om, at vi skulle fortsætte og køre hårdt på dem. Vi skulle fortsætte det målrettede spil, som vi havde gjort godt, og prøve at få nogle flere mål. Vi scorede til 5-2, og så føltes det lidt, som kampen var ovre,” lyder det.

De gode præstationer er kommet i samarbejde med hans kædekammerater i førstekæden.

”Jeg har et godt samarbejde med Michael Smidt og Jannik Karvinen. Det var godt af ’Gratts’ (cheftræner Brad Gratton, red.) at lade os spille sammen i hele sidste sæson. Så lærer man hinanden at kende og man ved, hvor vi har hinanden på isen,” slutter Adrian Ekström.

Rødovre har dermed fået sæsonens første sejr, og er på tre point efter de to første kampe i denne sæsons AL-Bank Liga.

På tirsdag kommer Frederikshavn White Hawks på besøg i Rødovre Skøjte Arena, og der er kampstart kl. 19. Josh Gratton, der netop er kommet på tryout, var ikke med mod Copenhagen. Han forventes med igen i næste uges to kampe.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top