Annonce

Millioner til IT, veje og børn
smartboards4_190810_BP.jpg
Et forsøg med Ipads og computere, samt mere matematik og dansk skal løfte Rødovres folkeskoler. Foto: Brian Poulsen
budget 2013 Rødovre Kommune bruger næste år næsten 20 millioner kroner ekstra på IT-udstyr i skolen, trækker lukkedagene tilbage, giver institutionerne flere penge og forbedrer veje og stier. Til gengæld lukker Islevgaard og det bliver dyrere at komme af med sit affald.

Der var plads til flere rundt om bordet, da budgettet for 2013 skulle underskrives. Kun SF og Dansk Folkeparti kunne komme til enighed med Socialdemokraterne om næste års budget, der endte med at se langt lysere ud, end før politikerne gik til sommerferie.
Større bloktilskud, befolkningsvækst og tekni-ske rettelser gav politikerne mulighed for at trække en lang række foreslåede besparelser af bordet. Og det gjorde de.
Ikke mindst besparelsen på det sociale område på 7 millioner kroner blev hurtigt sløjfet, ligesom lukkeugerne i sommerferien er skrinlagt og selvtillidsprojektet ‘Young Care’ fortsætter.
Samtidig er forligsparterne blevet enige om at igangsætte et forsøg med tablets til alle elever mellem 0. og 5. klasse og pc´ere på alle de ældste klassetrin på Nyager Skole.  Også hjemmeplejen får tablets, da de vil spare en masse spildt tid på planlægning og aflyste besøg.
“Vi er 17 ud af 19 medlemmer af kommunalbestyrelsen, der har lavet et budget, som afspejler at vi ønsker en høj velfærd i Rødovre. Vi er heldige og dygtige til at finde flere penge, og har været så privilegerede, at vi kan fjerne en række besparelser fra budgetforslaget. Samtidig er vi inde og gøre det, som mange andre kommuner kun snakker om. Nemlig at investere massivt i IT og mere velfærd for børn og ældre,” siger en glad borgmester Erik Nielsen.

Islevgaard lukker
I SF ærgrer man sig over, at det ikke er lykkedes at blive enige med nabokommunerne om at køre akuttilbuddet for psykisk følsomme, Islevgaard videre.
“Vi ville gerne bruge pengene, men det ville Herlev Kommune ikke. Nu håber vi så, at nogle af opgaverne kan løftes i Sundhedscenteret, hvor vi tilfører 3,6 millioner kroner ekstra,” siger Torben Petersen, der også glæder sig over et nyt forsøg med solceller på Byggeren og i Teknisk Forvaltning.
“Omkring Sundhedscenteret er det vigtigt, at vi kommer videre. Vi skal stadigvæk fastholde fokus på de kroniske sygdomme, men vi skal åbne op for, at borgerne kan bruge det til endnu mere,” tilføjer Erik Nielsen, der også glæder sig over, at der er fundet penge til projektet ‘Plant et træ’, hvor kommunen forpligter sig til at plante et træ for hvert nytfødt barn.

Annonce

Dyrere affald
Til gengæld bliver det dyrere at komme af med sit affald. Men det kan ikke være anderledes, mener borgmesteren.
“Indenfor nogle år vil det blive et krav, at vi sorterer mere og mere affald. Vi kan lige så godt gøre tingene ordentligt med det samme, og derfor stiger priserne på renovation  med 650 kroner om året det første år, og så falder gebyret efterhånden som materialerne bliver betalt af,” understreger Erik Nielsen.
Mere matematik. Som den eneste borgerlige part i forliget ser Niels Spittau frem til, at Sundhedscenteret træder ind i en ny fase, men også, at der på skoleområdet er afsat penge til at give eleverne mere undervisning og matematik og dansk.
“Vi ved fra vores lokale virksomheder, at der kommer elever ud af skolen, som ikke engang har tilstrækkelige færdigheder i matematik. Det skal vi have ændret hurtigst muligt,” siger Niels Spittau, der også glæder sig over, at parterne har fundet penge til undersøge ud-viklingsmulighederne for Roskildevej.
“Vi skal kunne tiltrække nye borgere og virksomheder. Derfor er det glædeligt, at der er sat penge af til stier og veje, og til at se på, hvordan man kan gøre eksempelvis Damhustorvet, der er som en dør til byen, mere attraktivt,” tilføjer Niels Spittau.  

Du kan læse mere om budgettet på Rødovre Kommunes
hjemmeside rk.dk

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top