Annonce


Mestrene uddelte klø
RFC_herrer_16_030312_BP.jpg
Foto: Arkiv
Floorball De forsvarende mestre fra Rødovre FC uddelte onsdag aften store klø til gæsterne fra Vallensbæk Floorball. Kampen endte 7-1, og Rødovre har indledt sæsonen forrygende med tre sejre i tre forsøg.

Rødovre FC – Vallensbæk Floorball 7-1
(2-0, 2-1, 3-0)
03:09 1-0 Carsten Bjerregaard (Kristensen)
18:38 2-0 Jannik Dalkvist (Kristensen)
22:54 3-0 Tobias Nielsen (Andersen)
29:47 4-1 Carsten Bjerregaard (Andersen) pp2
41:35 5-1 Carsten Bjerregaard (Kristensen)
44:07 6-1 Jannik Trolle
58:33 7-1 Jacob Andersen (Clausen)
Udv.: RFC 1×5, VF 3×2

Udeholdet fra Vallensbæk fik ikke et ben til jorden i onsdag aftens kamp i Stadionhallen. Rødovre bragte sig foran efter tre minutter, og de så sig ikke tilbage i en til tider opskruet atmosfære med mange hårde nærkampe.

Annonce

Kampen endte hele 7-1, og mestrene fra Rødovre har dermed fået fuld gevinst efter sæsonens første tre opgør.

Aftenens store målsluger blev Carsten Bjerregaard, der med et hattrick førte an i målscoringen – det ene mål i en overtalssituation fem mod tre i anden periode.

Anfører Jacob Andersen styrede tropperne med flotte pasninger og godt overblik. Rødovre formåede desuden at overleve et undertalsspil i fem minutter i midten af tredje periode, efter at Michael Mathiasen blev præsenteret for det røde kort efter en situation i et af hjørnerne.

Rødovre-målmand Mike Trolle stod en ny stor kamp og havde mange store redninger. Kampens største redning stod gæsternes målmand dog for, da han på imponerende fik sideforflyttet sig til modsatte stolpe og reddet kontraafslutningen fra Jannik Dalkvist.

Godt tilfreds
Cheftræner Martin Erichsen var efterfølgende godt tilfreds med sine troppers indsats i udklasningen af gæsterne.

”Vi spillede rigtig godt i første periode, sløsede lidt i anden og spillede så rigtig rutineret i tredje periode. Så alt i alt er jeg meget godt tilfreds med 7-1,” siger han og kommenter videre på spillet i powerplay.

”Vallensbæk kender os efterhånden så godt, at de godt ved, hvem de skal dæmme op for i vores powerplay. Men ét mål i powerplay er fint, selv om vi gerne ville have lavet et eller to mere.”

Aftenens forholdsvis få tilskuere i Stadionhallen bemærkede formentlig udeholdets svenskere, der kommunikerede med deres nye holdkammerater.

”Jeg syntes, Vallensbæk gav os ordentlig modstand i dag. De har forstærket deres hold med nogle svenskere, og de gjorde det rigtig godt i mange dele af spillet. Men vi kæmpede og stod godt i defensiven, mens vi var skarpe fremadrettet i dag, og det er jeg rigtig godt tilfreds med,” lyder det.

Rødovre er fortsat ubesejrede i Unihoc Floorball Ligaen øst efter tre kampe.

”Vi har vundet tre kampe ud af tre, men spillet har godt kunnet været bedre, så det arbejder vi selvfølgelig videre med. Vi skal være bedre til at spille os ud af nogle situationer. Når de går frem og presser, bliver det lidt for stillestående, og vi er for dårlige til at få bolden ud,” slutter Martin Erichsen efter matchen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top