Annonce


Herredyst i Stadionhallen
anders-larsen_RHK_herrer-virum_14_230912_BP.jpg
Foto: Arkiv
Håndbold Der udspillede sig en rigtig herredyst i Stadionhallen fredag aften, da FIF var på besøg hos Rødovre Håndboldklubs herrer. Hjemmeholdet fik efter en dårlig indledning styr på kampen og vandt 32-27.

Rødovre HK – FIF 32-27 (16-15)

Sæsonen blev i sidste weekend indledt med en smal sejr på udebane i Virum, og point-succesen fortsatte på hjemmebane i Stadionhallen i 2. divisions runde 2.

Annonce

Udeholdet fra FIF blev sendt hjem med et nederlag på 32-27, og det var ganske tilfredsstillende ifølge holdets cheftræner, Jacob Lyng Madsen.

”Det var en rigtig, rigtig god sejr. Vi kom i gang på hjemmebane med to point og egentlig en overbevisende sejr,” siger han og fortæller om en skidt start på matchen.

”Men vi startede kampen rigtig skidt og frygtede lidt, at det bliver en Virum-kamp om igen, hvor vi ikke er klar. Vi kom bagud 5-1, da der ikke engang var spillet 10 minutter. FIF kom i høj fart og løb lige igennem vores forsvar, og der var store frustrationer.”

Ros i pausen
Efterhånden som halvlegen skred frem, fik hjemmeholdet dog styr på begivenhedernes gang.

”Vi kom heldigvis i gang, og forsvaret begyndte at bevæge sig længere frem. Vi kom tilbage i kampen, og ved pausen var vi foran 16-15,” lyder det fra træneren, der også uddelte ros i pausen.

”I pausen fik drengene ros for et godt comeback og for at have fået styr på kampen igen. Holdet fulgte også det taktiske oplæg til punkt og prikke.”

Rødovre holdt føringen i anden halvleg og kørte sejren hjem primært på en bedre fysik end gæsterne.

”I anden halvleg fik vi mast dem rent fysisk, hvor de blev trætte, og så kunne vi tage sejren. Kristoffer Hansen blev vores topscorer med 10 mål. Han tænker ikke så meget, men brager bare igennem med 110 procent,” slutter Jacob Lyng Madsen.

Kampens to bedste spillere fra Rødovre var ifølge cheftræneren målmand Thorkil Andersen og 10-måls-skytten Kristoffer Hansen. Andersen stod en glimrende kamp og havde stor ære i Rødovres første sejr på hjemmebane i sæsonen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top