Annonce

Fjerde sejr på stribe
RFC_herrer-OG-hafnia_02_280112_BP.jpg
Foto: Arkiv
Floorball Rødovre FC fejer al modstand af vejen i øjeblikket. Fjerde sejr på stribe kom fredag aften på udebane, da Hvidovre Attack FC blev slået med 7-1 på en nærmest skræmmende effektivitet.

Hvidovre Attack FC – Rødovre FC 1-7
(1-2, 0-4, 0-1)
12:52 0-1 Marko Krogsgaard (Gotfredsen)
16:40 0-2 Michael Mathiasen (Andersen)
23:29 1-3 Michael Mathiasen (Andersen)
34:02 1-4 Marko Krogsgaard (Andersen)
38:09 1-5 Jacob Andersen (Eklund) pp1
39:04 1-6 Marko Krogsgaard (Nissen)
52:12 1-7 Oscar Eklund (Starcke)
Udv.: HAFC 2×2, RFC 1×2

Holdene i Unihoc Floorball Ligaen øst må gyse en ekstra gang, når de skal op mod mestrene fra Rødovre FC i øjeblikket. Holdet ser sig ikke tilbage, men sætter sig på kampene fra første fløjt.

Annonce

Fredag aften ude mod Hvidovre Attack FC blev cifrene fra i onsdags hjemme mod Vallensbæk gentaget, 7-1, og holdet er nu suverænt tophold i ligaen.

Bulletinerne går på, at hjemmeholdet var ok med i første periode. Herefter trak Rødovre fra, og så eksploderede målscoringen i anden periode med fire af slagsen. Tredje periode blev faktisk kampens bedst spillede fra Rødovre side, mens hjemmeholdet blev udstillet som statister i store perioder. Der blev dog kun scoret et enkelt mål fra Rødovres stav.

Aftenens store pointslugere blev kaptajn Jacob Andersen med ét mål og fire point. Marko Krogsgaard gjorde Carsten Bjerregaard kunsten efter fra sidste kamp og lavede et hattrick på de to første perioder.

Svenske Oscar Eklund var tilbage på banen (har været optaget af en del aftenarbejde i et par af kampene) og krydrede indsatsen med ét mål og én assist.

Fint pasningsspil
Wing Carsten Bjerregaard fortæller om kampen, der bød på masser af fint pasningsspil.

”Jeg syntes, vi for alvor fandt det pasningsspil, og de kombinationer, vi ved, vi kan, frem. De første par kampe har vi kun periodevis leveret varen, men mod Hvidovre syntes jeg, vi spillede en god kamp hele vejen igennem. Især skal vores førstekæde have stor ros. Når de rammer niveauet, er de uden tvivl den absolut bedste formation, man finder i den danske liga,” siger han.

Rødovre lavede ’kun’ et enkelt mål i powerplay, men der er lovende takter i overtalsspillet.

”Vores powerplay ser bedre og bedre ud. Vi lavede et enkelt mål i overtal, men boldtempoet var højt og vi kom frem til mange gode chancer. Alt i alt kan vi kun være tilfredse med sæsonstarten. Fire kampe og fire sejre må siges at være godkendt,” slutter Carsten Bjerregaard.

Rødovre FC skal i aktion igen på tirsdag, når holdet ude møder Copenhagen SFC i pokalturneringen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top