Annonce

Fiasko i overtiden
avarta-HIK_10_300912_BP.jpg
Danni Jensen måtte udgå efter blot 22 minutter med en ankelskade. Foto: Brian Poulsen
Fodbold Hvis ikke, der hang og lurede sorte skyer over Espelunden søndag eftermiddag, så kom de i hvert fald i overtiden i kampen mellem Avarta og HIK. Hjemmeholdet sov i timen og tabte 1-2 efter at have ført 1-0, og den store fiasko blev en realitet dybt inde i kampens overtid.

Avarta – HIK 1-2 (1-0)
1-0 Michael Ø. Poulsen (12’)
1-1 Patrick Timo Jørgensen (50’)
1-2 Jacob Josephsen (90’+2)
Tilskuere: 368

Avartas startopstilling (4-5-1): Rasmus Pryts – Casper Windfeld, Jesper Kristoffersen, Henrik Volquardsen, Ousmane Seck – Nicolaj C. Kjergaard (73’ Sebastian Nielsen), Jesper Larsen, Michael Ø. Poulsen (46’ Morten Johansen), Daniel G. Andersen, Danni Jensen (22’ Mikkel Dahl) – Alexander Lazerevic

Annonce

Det var en fiasko af de helt store, publikum på Espelunden Stadion søndag eftermiddag blev vidner til. I hjemmekampen mod HIK gik alt galt til sidst for Avarta, og så var det gæsterne, der løb med sejren efter en scoring to minutter inde i dommerens tillægstid.

Skuffelsen blandt tilskuere, spillere og trænere var til at få øje på, og så blev de i forvejen truende, sorte skyer over stadion bare endnu mørkere, da dommeren fløjtede kampen af blot et halvt minut efter 1-2-målet.

Avarta begyndte dog kampen med at være i teten. Michael Ø. Poulsen var også første mand på måltavlen, da han let og uhindret sparkede bolden det sidste stykke over stregen tæt under mål. Et flot og gennembrudsstærkt angreb blev afsluttet med en god chance, og riposten faldt ud til midtbanespilleren, og så var stillingen 1-0.

Føring ved pausen
Det var dog ikke et helt ufarligt HIK-hold, der mødte de grønblusede. Udeholdet var ganske tæt på efter lidt over et kvarter, men bolden blev i sidste ende sparket væk af Avartas forsvar. Kort efter var der et drøn på stolen i samme ende.

Danni Jensen blev skadet midtvejs i halvlegen, og han lod sig udskifte. Det resulterede i en hjemmebanedebut til 19-årige Mikkel Dahl.

Resten af halvlegen bød på flere gode gennembrud fra Avartas side, men stillingen blev ved 1-0 efter 45 minutter.

I anden halvleg ændrede tingene sig imidlertid radikalt. Det var som om hjemmeholdet havde glemt fantasien og gejsten i omklædningsrummet, for det var bestemt ikke prangende, det Avarta leverede.

Efter seks minutter udlignede Patrick Timo Jørgensen for udeholdet til 1-1 efter et teknisk godt spark højre for målet efter et indlæg, og målmand Rasmus Pryts var prisgivet.

HIK fortsatte dominansen, mens Avarta havde mere end svært ved at spille sig frem til chancer. Gæsterne fik en kæmpe chance efter et kvarter, men bolden blev reddet på stregen.

Overtidsfiasko
Jesper Larsen måtte ned og bide i græsset efter en nærkamp, men blev hurtigt klar igen. Han og resten af holdet kunne dog ikke rigtig dæmme op for HIKs mange gennembrud.

Få minutter før overtiden havde Avarta dog et udmærket forsøg fra debutant Dahl, men ind ville bolden ikke. I stedet, i en situation inden et frispark med højlydt intern kommunikation på Avartas hold, udnyttede HIK pladsen og gjorde det til 1-2 ved Jacob Josephsen to minutter inde i overtiden.

Bolden nåede kun lige at blive givet op, og så fløjtede dommeren kampen af til stor frustration og ærgrelse for Avartas mandskab. Det ene point blev således foræret bort til eftermiddagens gæster, og stemningen på stadion blev slukket totalt.

En lille solstråle, og med garanti blot en ringe trøst for Avarta, var afslutningen på en lang måltørke på hjemmebane. Efter tre kampe uden scoringer fra Avarta, gjorde Michael Ø. Poulsen en ende på den midlertidige og negative stime.

Cheftræner Christian Grønbæk talte efterfølgende med dagens dommertrio på vej ud af banen. Dommere, som i øvrigt ikke havde deres bedste dag på kontoret.

Avarta er med nederlaget placeret som nummer 11 i 2. division øst (11 point), mens HIK rykker forbi og lander på 10. pladsen.

På næste søndag skal Avarta en tur på Amager, hvor modstanderen hedder Fremad Amager kl. 13 i Sundby.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top