Annonce

Effektivitet er en mangelvare
avarta-roskilde_07_020912_BP.jpg
Avarta måtte gå fra banen med et 0-1 nederlag i bagagen. Foto: Brian Poulsen
Fodbold Et gennemgående tema for Avarta-træner Christian Grønbæk efter nederlaget på 0-1 til FC Roskilde var manglen på effektivitet foran målet.

Avarta kunne ikke hamle op med FC Roskilde, der kommer fra en tilværelse i 1. division i sidste sæson. Udeholdet kom flyvende fra start.

”Roskilde er et godt hold, er hurtige i omstillingen og kører direkte mod mål. Vi lavede nogle lidt tåbelige fejl, hvor vi bliver straffet ved, at de skød på mål. Så sker der det, at man bliver lidt shaky, og det skulle vi lige have rystet af os – det tog cirka 20 minutter,” siger Christian Grønbæk efter kampen. Han fortsætter.

Annonce

”Vores spil fungerede bedre i takt med halvlegen, og vi begyndte at spille lidt mere uden fejl. Men vi nåede aldrig at blive rigtig farlige.”

Udeholdet var igen dominerende fra anden halvlegs start.

”I anden halvleg var vi igen godt klar over, at de ville komme med stor fart, for de kommer et niveau oppe fra i 1. division. Vi ved, vi skal være klar fra start,” lyder det.

Skal være skarpere
I forhold til sidste hjemmekamp var der byttet lidt rundt i startopstillingen hos Avarta. Mohamed Ali var rykket op på toppen, mens Alexander Lazerevic spillede på den offensive midtbane sammen med Morten Seifert Bierrings.

”Ali er en super god spiller og er hurtig. Han er en, man spiller i fødderne og en god boksspiller. Men i dag spillede vi mod et godt hold, der stod stærkt. Vi har dog nogle gode chancer set ud fra det. Roskilde scorede, mens vi selv brændte en friløber. Det var forskellen i dag og på, hvor vi hver især er i øjeblikket,” forklarer Christian Grønbæk.

Når chancer som en friløber ikke bliver omsat til scoring, så er det svært at få point hjem i en stærkt besat division. Avartas målscore efter de to sidste hjemmekampe er på 0-3.

”Vi omsætter ikke chancerne. Vi skal være mere skarpe foran kassen. Hvis vi vil spille med oppe i toppen på det her niveau, så skal vi score, når vi står helt fri for mål. Hvis man ikke gør det, så taber man 1-0,” udtaler Christian Grønbæk og understreger afslutningsvis.

”I dag var vi godt organiseret. Vi sejlede heller ikke, da de scorede på hjørnesparket. Vi havde styr på forsvaret og midtbanen, men vi skal til at være lidt mere kølige foran kassen.”

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top