Annonce

“Sundt ikke at kunne bunde”
aplus-bilsyn_02_030812_BP.jpg
Den hidtidige karrierevej for 31-årige Mikkel Noes Westergaard har budt på både spænding og udfordring. Han er uddannet biløkonom, ansat som kommerciel chef hos Applus Bilsyn på Korsdalsvej . Foto: Brian Poulsen
portræt Den hidtidige karrierevej for 31-årige Mikkel Noes Westergaard har budt på både spænding og udfordring. Han er uddannet biløkonom, ansat som kommerciel chef hos Applus Bilsyn på Korsdalsvej, og så er han af den overbevisning, at chancer er til for at blive grebet.

“Det er sundt at blive skubbet ud, hvor du ikke kan bunde, og så kan du starte med at finde ud af, hvilken vej du skal svømme.”
Udmeldingen er ikke til at tage fejl af. Mikkel Noes Westergaard er en ung erhvervsmand, der er fuldstændig bevidst omkring, hvordan han vil frem i sin karriere. Han tøver ikke med at tage de chancer, som vil kunne bringe ham længere og højere til vejrs i en udfordrende erhvervsverden.
Han er født og opvokset i Vejle og blev uddannet biløkonom fra Aarhus Erhvervsakademi i 2004. Fascinationen og glæden ved biler har fra barnsben fyldt meget i Mikkel Westergaards hverdag. Et job som mekaniker har aldrig været det foretrukne, så der blev hentet inspiration andetsteds fra i forsøget på at finde en god uddannelse med relation til bilbranchen.
“Jeg sad og læste i et bilblad for mange år siden, at jeg kunne blive biløkonom, og så kom jeg frem til, at det kunne jeg godt tænkte mig,” siger han og fortæller om uddannelsens opbygning.
“Jeg gik i skole fire dage om ugen, og havde fri fredag, hvor jeg arbejdede i en bilforretning. Det var det her med at kombinere teori og praksis, som var et godt element.”
Efter praktiktiden flyttede han og kæresten til København, hvor han havde fået en assistentstilling for den administrerende direktør i Daimler Biler. I 2006 blev han forfremmet til marketing manager, og karrieren havde derved taget yderligere fart.

Headhuntet Bilsyn
I august 2011 blev Mikkel Westergaard headhuntet til hans nuværende stilling som kommerciel chef hos Applus Bilsyn på Korsdalsvej med ansvar for forretning, salg og marketing. Et job, han nyder fuldt ud, og hvor der er en daglig udfordring.
“Det er et spændende job, der har indfriet mine forventninger. At drive en synsforretning er ligesom at drive en butik eller supermarked. Der er en vare, der skal sælges. Det skal være nemt for kunden, og du skal indfri deres forventninger hurtigt. Jeg skal sørge for, at der kommer kunder i butikken,” forklarer Mikkel og beskriver udviklingen inden for bilsyn.

Annonce

“Der er blevet fri konkurrence, og alle kan lave bilsyn, hvis de lever op til kravene. Fra at være monopol, er der nu stærk konkurrence. Før var der 100 synshaller, og nu er der 400 synshaller, og antallet af biler er det samme. Så udbud og efterspørgsel har rykket sig lidt, og det gør jo, at det er rigtig svært at konkurrere.”
De tillærte kvalifikationer fra studietiden er mere end brugbare for Mikkel Westergaard i jobbet hos Applus Bilsyn. Her skal der lægges markedsføringsplaner, som løbende vil blive evalueret i modsætning til i en bilforretning.
“Det at købe en bil er et overvejelseskøb for mange mennesker. Det er noget, de har tænkt over i lang tid. Så det er svært at måle markedsføringseffekten i en bilforretning. Det er relativt nemt at måle markedsføringseffekten i en synsforretning, fordi folk har et behov her og nu for at få synet deres bil,” siger Westergaard.
“Et af mine største ønsker var at komme tættere på og se effekten af blandt andet markedsføringsplanerne, som jeg har arbejdet med i min skolegang.”

Den rette hylde er fundet
Mikkel Westergaard er ikke i tvivl om, hvordan han henter ny energi og lader op til arbejdet i virksomheden på Korsdalsvej.
“Jeg lader op til arbejdet ved at træne mandag, onsdag og fredag morgen. Når man har et job, man kan godt lide, så er det jo dejligt. Hvis du er glad for dit job, så skal du i princippet aldrig på arbejde mere, for så laver du det, du synes godt om,” lyder det.
Det er blevet muligt at tage den treårige uddannelse til biløkonom i Lyngby, men kravet for at begynde på studiet er, at man har en praktikplads.
“Man skal vælge uddannelsen, hvis man synes branchen er spændende. Jeg synes uddannelsen er unik, fordi skolegang og praktik bliver kombineret,” udtaler Westergaard, der er bosiddende i København, men som også handler i Rødovre Centrum.
I en alder af kun 31 år ligger der en lang karriere og venter forude. Men for den unge erhvervsmand er fokus 100 procent på den nuværende opgave hos bilsynsforretningen.
“Jeg har fundet den helt rette hylde i bilbranchen, og det er helt vildt spændende. Det hele har flasket sig meget godt i min foreløbige karriere, og jeg har været vidt omkring. Hvis du altid performer til dit maksimale, så vil det altid være positivt for dig. For så vil du blive tilbudt noget nyt på et tidspunkt,” slutter Mikkel Noes Westergaard.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top