Annonce


Rødovre Kommune går aktivt ind i skorstenssag
skorsten-hoejnaesvej_091009.jpg
I fire år har naboer til en larmende skorsten på Højnæsvej måtte leve med støjgener. Rødovre Kommune vil nu stå for finansieringen af isoleringen og så efterfølgende forsøge at opkræve pengene hos ejeren af byggeriet. Foto: Arkiv
skortsen på højnæsvej I fire år har naboer til en larmende skorsten på Højnæsvej måtte leve med støjgener. Flere forsøg på at få ejeren til at mindske støjen er mislykkedes, men nu ser det ud til at lysne. Rødovre Kommune går nemlig nu aktivt ind i sagen og vil reducere støjen på ejerens regning.

Sagen om en larmende skorsten på Højnæsvej ser nu endelig, efter fire år og umådelig meget tovtrækkeri mellem de involverede parter, ud til at nå sin ende.
Naboer til et boligbyggeri på Højnæsvej har i fire år kæmpet en hård kamp for at få ejeren af byggeriet til at reducere støjen fra en skorsten, da den overskrider de påbudte støjgrænser.
Ejeren har modtaget flere påbud om at få støjgenerne reduceret, og i september måned 2011 blev han sågar politianmeldt og dømt til at betale en bøde på 10.000 kr., samt tvangsbøder på 5000 kr. ugentligt. 50-V37 Diverse påbud og bøder har dog haft ringe effekt.

Selvhjælpshandling
Skorstenen larmer dog stadig lige så meget som for fire år siden, men nu har Rødovre Kommune imidlertid besluttet, at man ikke længere vil vente på at ejeren af byggeriet selv tager ansvar. Teknik- og 920-450 Miljøudvalget har besluttet selv at gribe til handling og dermed fjerne støjen fra anlægget.
I sagsfremstillingen vurderer Teknisk Forvaltning, at støjen er til væsentlig gene for beboerne, og at det ikke er forsvarligt fortsat at lade beboerne være generet af støjen, og indstiller derfor, at der varsles og udføres en selvhjælpshandling i form af en støj- isolering af afkastet.

Annonce

Møgsag
Formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Svend Erik Pedersen (F), kalder sagen for en rigtig ‘møgsag’.
“Når vi nu ender op med at måtte beslutte at kommunen må sørge for at problemet bliver løst, kan man jo i bagklogskabens klare lys naturligvis spørge om, hvorfor vi ikke gjorde det fra starten,”  siger han og fortsætter:
“Skorstenen støjer for meget og er til unødig gene for naboerne – dette har vi været enige om lige fra starten. Det er et privat anlæg og derfor er det den private ejers ansvar at     sikre at anlægget overholder de miljømæssige krav. Dette er vi i kommunen, domstolen og politiet enige i. Afgørelserne er klokkeklare.
Men hvad sker der, hvis ejeren ikke efterlever afgørelsen – trods sanktioner i form af dagbøder? Tilsyneladende ikke noget,” lyder det fra Svend Erik Pedersen.

Nu stopper larmen

Rødovre Kommunes rådgiver i sagen, har tidligere anslået at det vil koste 35.000 kr. at isolere skorstenen, og dermed begrænse mængden af støj. Rødovre Kommune vil nu stå for finansieringen af isolerin- gen og så efterfølgende forsøge at opkræve pengene hos ejeren af byggeriet.
“At kommunen nu – for at beskytte naboerne – bliver nødt til at tiltvinge sig adgang til anlægget for at løse problemet er en rigtig dårlig løsning for alle parter. Men det er åbenbart nødvendigt for at få problemet løst. Heldigvis er det uhyre sjældent, at miljøsager kører op i en spids på denne måde. I mine 10 år som formand for Teknik- og Miljøudvalget har vi ikke haft en tilsvarende sag. Man finder normalt i fællesskab fornuftige løsninger som alle parter kan leve med,” forklarer Svend Erik Pedersen endvidere.
Thomas Ludvigsen er nabo til den famøse skorsten. Han mener ikke det er rimeligt at Rødovre Kommune nu skal punge ud, men han glæder sig til at kunne lægge sagen bag sig.
“Det er bestemt ikke rimeligt at kommunen skal betale og jeg håber de på et senere tidspunkt kan få pengene fra ejeren. Jeg er bare glad for, at skorstenen nu snart vil holde op med at larme. Det har jeg set frem til længe.” siger han. Rødovre Kommune forventer, at de nødvendige foranstaltninger vil blive udført i august måned i år.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top