Annonce


Lovende takter mod rivaler
RMB-AaB-QF7-2012_48_110312_BP.jpg
Rødovre vandt 4-1 over rivalerne fra Herlev i en træningskamp fredag aften. Foto: Arkiv
Ishockey Fredag aften tørnede Rødovre Mighty Bulls og Herlev Eagles sammen i sæsonens første træningskamp. Tyrene var stærkest og vandt med sikre 4-1, og der var samtidig spilletid til alle omklædte spillere.

Træningskamp
Rødovre Mighty Bulls – Herlev Eagles 4-1
(0-0, 3-1, 1-0)
20:35 1-0 Andy Contois (Terminesi, Astrup)
24:16 2-0 Rasmus Astrup (Karvinen, Contois)
29:40 3-0 Adrian Ekström (Rådde)
31:11 3-1 Mikkel Holten Møller
40:57 4-1 Andy Contois (Astrup)
Udv.: RMB 6×2, HE 3×2
Tilskuere: Ca. 500 (skøn fra rnn.dk)

Rødovres kæder:
Målmænd: Sebastian Dahm/Frederik Jacobsen
1. Mike Rådde – Sebastian Bergholt. Jannik Karvinen – Michael Smidt – Adrian Ekström
2. Jeff Terminesi – Tobias Hansen. Mathias Bau Hansen – Rasmus Astrup – Andy Contois
3. Emil Bigler – Morten Allesøe. Anders Schultz – Mikael Christensen – Mike Daugulis
4. Matias Lassen. Ulrich Linnet – Patrick Rasmussen – Mikkel Sørensen

Annonce

Tilbage efter sommerferien og første træningskamp i sæsonen var på hjemmebanen i Rødovre Skøjte Arena mod rivalerne fra Herlev. Kampens hoveddommer var Martin Engelhardt.

1. periode
Der blev gået til makronerne fra første færd. Det var umiddelbart ikke til at se på de første minutter, at det var sæsonens første træningskamp for begge hold.

 

Der var gode chancer til begge hold i begyndelsen – Adrian Ekström fik en god mulighed for tyrene, der er i dagens anledning spillede i sæsonens nye trøjer. Trøjen lignede den gamle – bare suppleret med spillerens nationalitet i form af to små flag på ryggen.

 

Mathias Bau fandt Rasmus Astrup på modsatte stolpe efter seks minutter, men Herlev-målmand Jesper Engelin reddede flot. Kort efter fik Herlevs Ivan Puncochar to minutters udvisning. Rødovre kom ikke frem til noget stort, og udeholdet blev fuldtallige halvvejs i perioden.

 

Som lovet spillede cheftræner med fire kæder fra start, og det gav således godt med spilletid til fjerdekæden. Kæden greb også chancen med aggressivt spil og gå-på-mod.

 

Andy Contois blev udvist i to minutter for holding med seks et halvt minut igen. Men blot 15 sekunder fik Herlevs Frederik Hentze to minutter for interfererence mod Mikael Christensen. Mike Rådde spillede et utrolig stærkt fire mod fire-spil. Rødovres ene svensker vokser med opgaven og er vel en af profilerne på backlinien i denne sæson.

 

Herlev fik en spiller udvist i det samme, som Rødovre blev fuldtallige, og tyrene fik 10 sekunder i fem mod tre. Rødovre forsøgte sig med hurtig puckgang i powerplay, men Herlev holdt stand.

 

Som perioden skred frem blev Rødovre det kontrollerende hold, men stillingen var fortsat 0-0 ved første pause.

 

2. periode
Efter blot 25 sekunder kunne amerikanske Andy Contois bringe Rødovre foran 1-0. Han trak fra Herlevs backer og kom alene med målmanden, der køligt blev udplaceret.

 

Kampen fortsatte i det høje tempo, og lysten til at angribe var fremtrædende hos begge hold. Rødovre kunne øge til 2-0 efter et flot, flot sammenspil. Det var Jannik Karvinen, der med en præcis tværaflevering fandt Rasmus Astrup, og han tøvede ikke. Hjemmeholdet havde for alvor krammet på Herlev.

 

Herlev spillede sig længere frem på banen i følgende minutter og havde et par ganske fornuftige forsøg. Sebastian Dahm blev testet for alvor første gang i kampen.

 

En af liniedommerne på til tælling efter at være blevet ramt af en puck under Herlevs fremløb på venstresiden. Han kom dog på benene igen kort efter.

 

Godt halvvejs i perioden blev det 3-0 ved Adrian Ekström. Pucken ramte en knækket stav, der lå på isen, og pucken røg lige ud til svenskeren der satte den sorte gummiskive indenom målmanden. En ret så favorabel position for tyrene med en halv kamp igen. I samme situation byttede Sebastian Dahm plads med reservemålmand Frederik Jacobsen.

 

Kort efter reducerede Herlev til 3-1, og det ville måske være med til at vække ørnene fra nabokommunen.

 

Jeff Terminesi blev udvist i to minutter for hooking med otte et halvt minut til pausen. Jacobsen fik hurtigt noget at se til, men han lukkede fint af i Herlevs powerplay. Terminesi kom på isen igen.

 

Herlev var i overvejende puckbesiddelse, men Rødovre lukkede godt ned for udeholdet, det måtte kæmpe for at komme frem til de åbne chancer.

 

Med tre minutter til pause fik Anders Schultz to minutter for holding the stick. Kort efter måtte både Jannik Karvinen og Martin Rahbek ud i to minutter efter en batalje foran Herlevs målmand. Især Mikael Christensen viste, hvorfor han spiller undertalsspil. Han er en evig trussel for modstanderen, når denne skal sætte spillet op på blå linie.

 

Efter 40 minutter var stillingen 3-1 til Rødovre. En fortjent føring, men Herlev rørte på sig i specielt anden halvdel af perioden.

 

3. periode
Under et minut inde i perioden gjorde Rødovre det grumme ved Herlev og bragte sig på 4-1 ved Andy Contois tæt under mål og på forarbejde af Rasmus Astrup. En god start på perioden for tyrene.

 

Efter fem minutter opstod en dobbeltchance til Adrian Ekström, men svenskeren formåede ikke passere Herlevs målmand.

 

Herlev fik en kæmpe chance efter otte minutter, men målmand Frederik Jacobsen hev en pragtredning frem, der fremkaldte fortjente klapsalver.

 

Tobias Hansen blev udvist i to minutter for interference, da der manglede halvdelen af perioden. Rødovre gjorde det fænomenalt i undertal og holdt Herlev helt væk fra målet.

 

Med syv minutter igen opstod kæmpe chancer til Rødovre tæt under mål, men Adrian Ekström misbrugte igen på en sprælsk målmand.

 

Tredje periode havde været en ren ekspeditionssag for Rødovre, der med scoringen tidligt i perioden afgjorde kampen. Til gengæld blev der masser af istid til de unge spillere, der fik god føling med ishockey på højeste niveau.

 

Mikkel Sørensen er en af de unge, der var taget op fra RSIK til kampen, og han viste gode takter, ligesom nytilkomne Anders Schultz. Matias Lassen på backsiden fik også prøvet sig af.

 

Kampen sluttede med en udvisning til Anders Schultz kort før tid, men måltavlen viste 4-1 efter 60 minutter. En god sejr for Rødovre, der viste prøver på det spil, der må forventes af dem i sæsonen. En god skalp at tage i første træningskamp og så mod Herlev, der blev sejrherren i sidste sæsons første træningskamp mod tyrene.

 

Frederik Jacobsen kom i øvrigt ind og gjorde en rigtig god figur på de 30 minutter, han fik.

 

Rødovre Mighty Bulls spiller næste træningskamp på næste fredag, den 17. august, kl. 19.30 på hjemmebane mod Odense Bulldogs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top