Annonce

Jøden der blev jyde i Carlsro
Rachlin_Forside_2.jpg
Samuel Rachlin, f. 1947, mangeårig udlandskorrespondent for Danmarks Radio og en af TV2's pionerer som den første ankermand på Nyhederne. Bogen ‘Mig og Stalin - og andre essays’ er udgivet af People’s Press. Foto: Presse
NY BOG I en ny bog tager Samuel Rachlin sin læser med rundt i sin verden. En rejse der på dansk jord startede i Lang-huset i Carlsro. Læs uddraget af bogen her.

 Af Samuel Rachlin 

Drengene omkring mig var ved at knække sammen af grin. Tårerne trillede ned ad kinderne på dem, de  rullede rundt i græsset og holdt sig på maven, overvældet af det ene latteranfald efter det andet. Noget så morsomt havde de aldrig været ude for før. Når andre kom til, blev jeg peget ud for dem:
“Har I hørt den bedste? Han siger, han er jyde.”
Jeg så uforstående fra den ene til den anden og prøvede som en vild at finde ud af, hvad der var galt. Jeg  kunne ikke begribe, hvad årsagen til al den morskab var. Det var mine første måneder i Danmark. Jeg var ti år, og stedet var Langhuset Carlsro i Rødovre – et af de helt nye store boligkomplekser opført i slutningen af halvtredserne som socialt boligbyggeri, gråt i gråt og massiv jernbeton. Vi stod i en af de overdækkede  gange på bagsiden af huset, og latteren rungede mellem betonmurene.
Drengenes latteranfald var ikke det eneste mærkelige, jeg havde oplevet i de forløbne måneder i det nye  land, så jeg holdt ud. Jeg må have set så fortabt ud, at en af drengene til sidst forbarmede sig over mig og  endnu en gang prøvede at rede trådene ud:
“Hvad landsmand er du?” spurgte han. Troskyldigt og stædigt gentog jeg: “Jeg er jyde,” vel vidende hvad udfaldet ville være. Det slog heller ikke fejl. Da latteren var ved at lægge sig, indskød en af de andre:
“Er du så vestjyde eller sønderjyde?” Et nyt latterbrøl gjaldede ud over Carlsro. Men min redningsmand havde ikke givet op og prøvede med et nyt spørgsmål:
“Jamen, hvor er du født henne?” “I Sibirien,” svarede jeg, som sandt var. Inden nogen af de andre kunne nå at tænke sig om, var den lille slagfærdige der igen med et nyt spørgsmål: “Findes der jyder i Sibirien?” Nu ville latteren slet ingen ende tage, og det var helt håbløst at prøve at redde situationen. Jeg kunne ikke stille noget op og forstod i øvrigt stadig ikke, hvad der var så morsomt.

Annonce

Den sibiriske jyde
Jeg havde endnu ikke fået sans for dansk drengehumor, og endnu mindre var jeg i stand til at skelne mellem de danske vokaler – i mine ører var ø og y den samme lyd. Og når jeg prøvede at forklare mine Rødovre-venner, at jeg var jøde, kom jeg uvægerligt og med usvigelig konsekvens til at sige, at jeg var jyde.
I de kommende uger og måneder gik jeg skiftevis under navnet “den sibiriske jyde” og “den sorthårede kanariefugl”. Siden hen lærte jeg både at sætte pris på dansk humor og at kende forskel på vokalerne, men episoden fra Rødovre blev stående som et af mine tidligste og stærkeste minder om mødet med Danmark og danskerne. Jeg tror ikke, at mine lattermilde venner forstod, at jeg var jøde. Ganske vist brugte de rask væk udtrykket “at jøde” noget fra nogen, men jeg tror alligevel ikke, de var helt klar over, hvem jøderne var, eller hvad det ville sige at være jøde.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top