Glæde og ærgrelse
avarta-herlev_01_050812_BP.jpg
Avarta lagde godt ud og vandt åbningskampen for 2012-2013 sæsonen i 2. division. Foto: Brian Poulsen
Fodbold Der var rosende ord til spillerne, da vi efter sejren over Herlev talte med Avarta-træner Christian Grønbæk. Han ærgrer sig samtidig over, at to af holdets profiler tilsyneladende har valgt at forlade klubben.

I første halvleg i søndagens kamp mod Herlev bragte Avarta sig på 2-0, og det var til stor tilfredsstillelse for Avartas træner.

”Det forløb rigtig godt. Vi får fanget dem i nogle områder, hvor vi så får scoret. Vi turde spille, men vi var godt klar over, at de ville prøve at lukke os ned i vores pasningsspil i bagkæden. Det viser de også i anden halvleg, men det var godt i første halvleg, at vi turde spille fremad. Vi kommer ind i feltet og er skarpe. Vi var godt klar over, at det i dag handlede om få chancer og et enkelt mål eller to,” siger Christian Grønbæk til rnn.dk.

Annonce

I anden halvleg var Herlev det dominerende hold, men det var ikke hensigten, at Avarta skulle stå så langt tilbage i banen, som det blev tilfældet.

”Det var ikke nogen bevidst taktik, at vi bliver i defensiven i anden halvleg, men vi kommer under pres og kommer ind i en periode, hvor vi ikke får ro. Men det, vi accepterer, er, at de arbejder hårdt på for at få et mål, og i stedet for at fare op og give chancer væk, så lukker vi dem ned. Det var ikke fordi, de kom helt tæt på. Men anden halvleg blev sådan, selvom det ikke var meningen,” lyder det fra Avarta-træneren og han fortsætter.

”Holdene kender hinanden godt, og vi kan ikke rigtig holde noget skjult for hinanden. I dag får vi bare ramt dem på nogle områder, hvor de var lidt svage. Så det var dejligt.”

Profiler forlader Avarta
Spillerne og hele teamet omkring Avarta kan glæde sig over en premieresejr, men der er alligevel lidt malurt i bægeret i kølvandet på sejren.

”Vi bliver udsat for et attentat i de sidste 48 timer op til kampen. Saban Özdogan springer i målet og beslutter sig for at løbe fra en aftale og spille i en anden klub. Erkan Aslan møder ikke op til kamp i dag og stopper tilsyneladende. Set i lyset af det her, er det flot at se, spillerne går ud og vinder 2-0,” siger Grønbæk og roser de to erstatninger.

”Vi sætter en ny venstre back og en midtbanespiller ind, som begge løser det fint. Men det var ærgerligt med optakten, at de to spillere forlader os, og at moralen ikke er i orden.”

Avarta tabte ikke i sidste sæsons fem kampe, mens det er blevet til tre sejre i træningskampene op til den ny sæson. I dag var holdet således igen uovervindelige.

”Der er bare forskel på, når man vinder og taber, om selvtilliden er i orden. Lige nu er vi inde i, at vi vinder, og så arbejder spillerne og gør lidt ekstra. De vil gerne have, at tingene lykkes, og det er fantastisk. Den bølge skal vi søge at ride videre på,” slutter Christian Grønbæk efter sejren på 2-0 over Herlev.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top