Annonce


Gadeidræt på højt plan
GAM3_Finals_01.jpg
GAM3 var værter for en hyggelig dag med streetbasket for de unge. Foto: Janus Engel Rasmussen
Streetbasket Der blev nettet i stor stil, da der i lørdags blev afholdt DM i streetbasket med deltagelse af tre hold fra Kærene. Turneringen, der var arrangeret af GAM3, blev en stor succes og havde endda et internationalt snit.

Der var gang i basketball-banen hele lørdagen i gadeidrætsfaciliteten StreetMekka på Enghavevej i København. GAM3, der er en nonprofit-organisation, og som arrangerer gadeidræt, slog dørene op for Danmarksmesterskabet i tre mod tre-streetbasket.

De deltagende spillere havde en alder på 10 til 18 år, og Kærene i Rødovre stillede op med to pigehold og ét drengehold.

Annonce

”Det forløb rigtig godt. Vi havde en fantastisk dag med deltagere ude fra boligområderne. Vi afholder dagen, fordi vi først og fremmest godt kan lide street-kulturen, og så holder vi den her årlige dag, hvor vi bringer alle elementerne sammen med dans, streetbasket og live-koncerter,” siger direktør i GAM3, Simon Prahm. Han fortsætter.

”Hvis man tager perspektivet for de unge i boligområderne, så er det noget, de ser rigtig meget frem til og træner op til i løbet af foråret og sommeren.”

Internationalt snit
Havde det enkelte hold ikke kvalificeret sig til DM, var det muligt at tilmelde sig en åben række og på den måde stadig kunne være med til dagen. Turneringen havde desuden deltagelse af udenlandske hold, der spillede om at kvalificere sig til World Tour.

”Vi havde også en række internationale hold, der kom og deltog, og de giver et løft til hele arrangementet. De kan være med til at vise de unge, at man kan komme langt med hård træning og dygtiggørelse,” lyder det fra Simon Prahm.

De mange hold og selve turneringsdagen var blandt andet blevet til ved hjælp af frivillighedens kræfter. Mads Højgård er én af flere fra Kærene, der er med til at gøre noget for de unge.

”Spillerne syntes, det var sjovt at være med – blandt andet på grund af, at de kunne se de professionelle hold spille. Det var en stor oplevelse. Der var også en dunkekonkurrence og elitehold fra hele verden. Så det var en super fed dag,” siger han.

Flotte præstationer
De tre hold fra Kærene spillede en god turnering, og det var en oplevelsesrig og hyggelig dag for de unge.

”Det ene pigehold, KCB Girls, kom i playoff men blev slået ud i semifinalen. Så havde vi et drengehold med, der hed ASE. De spillede nogle gode kampe, men tabte dog finalen. Det andet pigehold, The Slackers, gik hele vejen til finalen og vandt den,” fortæller Mads Højgård, der er frivillig på fjerde år.

Selve disciplinen, tre mod tre, er ny under FIBA – basketballforbundenes verdensorganisation. Reglerne er lidt anderledes end dem, man kender fra den normale indendørs basketballdisciplin.

”Der er tre på hvert hold plus en udskifter, og så spiller man effektivt i ti minutter på én kurv. Det gør spillet meget intenst, at man ikke har løb op og ned ad banen. Der er stort udelukkende afslutninger, og man har 12 sekunder til at afslutte modsat de normale 24 sekunder,” slutter Simon Prahm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top