Annonce

Dommeren afgjorde kampen
avarta-herlev_14_050812_BP.jpg
Dommeren havde ikke en af sine bedste dage ifølge Christian Grønbæk. Foto: Arkiv
Fodbold Cheftræner for Avarta, Christian Grønbæk, fremhæver dommerens beslutninger omkring straffespark som årsag til, at kampen mod Helsingør endte, som den gjorde. Indsatsen er han ellers fint tilfreds med.

Der var store chancer fra første fløjt i kampen mod Helsingør, og Avarta-træner Christian Grønbæk var generelt tilfreds med indsatsen i første halvleg.

”Vi giver dem en anelse for mange chancer i første halvleg. Men vores målmand tager de chancer, der kommer, så det gør han fint. 0-0 ved halvlegen var fint nok, når de også har en del chancer ligesom os, så kan vi ikke være utilfredse med det,” siger han.

Annonce

Sidste halvdel af anden halvleg stod der Helsingør på det meste, og det var der en naturlig årsag til.

”De sidste 20 minutter må vi spille uden en af vores allerbedste spillere, da Jesper Larsen måtte skiftes ud. Det påvirker holdet, at vi må skifte ham ud. Han var flad for kræfter, og det får vi aldrig helt erstattet. Men vi valgte også at slå spillet om, og det ramte dem også godt i nogle situationer,” udtaler Grønbæk.

Helsingør udnyttede et tildelt straffespark få minutter før slutfløjt. En situation, som Avarta-træneren ærgrer sig over.

”Jeg ser situationen sådan, at det er det, der afgør kampen i dag. Hvis vi ser på antallet af chancer i anden halvleg, så var vi måske tættere på, end de var. Det, der afgør kampen, er om dommeren dømmer straffe eller ikke. Der var straffe til Helsingør, men han vælger ikke at dømme noget til Danni Jensen lidt tidligere, hvor der også var straffe. Det, synes jeg, er en svag beslutning fra dommeren,” siger han.

Løser opgaven godt
Målmændene havde en stor eftermiddag med flere fine redninger og får også ros med på vejen.

”Begge målmænd spillede en stor kamp, men ellers var det to hold, som ikke havde tabt inden kampen. Helsingør har scoret mange mål modsat os, der til gengæld har holdt nullet. De havde også respekt for os, så det var to gode hold,” siger Grønbæk og fortsætter.

”Vi får løst opgaven meget godt i dag, og så kan man altid sige, at vi skal være skarpere foran kassen og bevare roen lidt mere på midtbanen. Men generelt set synes jeg, Avarta matcher et hold som Helsingør fint nok i dag. Spillerne tackler kampen fint.”

Træneren vil ikke fremhæve specifikke spillere for indsatsen mod Helsingør, og med den nye uge er det også tid til at kigge fremad for Avarta-mandskabet.

”Det er holdet, der taber og vinder. Nu skal vi have drengene op med humøret, for det gør altid ondt at tabe kampen så sent. Vi skal bare køre videre i samme stil, og vi viser også momenter i dag, som fungerer godt. Vi tror på, at det, vi foretager os, er rigtigt,” slutter Christian Grønbæk over for rnn.dk.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top