Annonce


Stak af fra plejehjem – faldt i søvn i Jysk
jysk_02_230712_BP.jpg
En ældre kvinde gik forleden 2,5 kilometer til Jysk her på Frederikssundsvej, hvor hun faldt i søvn i en af butikkens senge, indtil Falck-reddere hjalp hende hjem til plejehjemmet. Foto: Brian Poulsen
uhyggeligt Sidste år måtte politiet tage helikopter og sporhunde til hjælp i deres eftersøgning af demente ældre, der uden at give besked, forlod Rødovres plejehjem. Forleden modtog politiet ikke engang en efterlysning, selvom beboeren havde været væk i fire timer. Det får nu de pårørende til at foreslå brug af chips eller fodlænker.

En forvirret ældre dame, der først går en tur på 2,5 kilometer og derefter tager en lur i en seng i Jysk, lyder som en harmløs hi- storie. Men den demente kvinde var stukket af fra sit plejehjem i Rødovre, og nåede at sove i forretningen i halvanden time ,før nogen opdagede hende.
Der var ellers masser af mennesker som vidste, hun var væk.
“Torsdag middag blev jeg ringet op fra plejehjemmet, der fortalte, at min mor var væk og havde været det i cirka 1 time. De havde ledt alle vegne på plejehjemmet efter hende, men uden resultat. Jeg kørte med det samme hen på plejehjemmet, hvor personalet var meget kede af, at min mor var væk, men i de 14 dage hun havde boet på plejehjemmet, havde hun ikke været dørsøgende, så de var overbeviste om, at hun stadig var på plejehjemmet, et eller andet sted. Dog fandt personalet det mærkeligt, at min mor havde taget sin kalder af, for den ved hun godt, at hun skal have på hele tiden,” fortæller Elisabeth Kvist Nielsen, som er datter til den forsvundne kvinde. Hun blev enig med personalet om, at politiet nu skulle involveres, da hendes mor normalt kun er oppegående i 10-15 minutter, før hun vil ind og ligge, fordi hun er så træt.
“Jeg gik først rundt i hele nærområdet og ledte efter hende, og kørte derefter rundt til forskellige adresser, hvor hun kunne befinde sig, men alt sammen forgæves. Plejehjemmet ringer til mig igen klokken 16 for at fortælle, at min mor er fundet. Det er en helt fantastisk lettelse,” siger Elisabeth Kvist Nielsen.
Anstrengende tur. Mens personale og venner havde ledt efter hende, var moderen gået fra Broparken Plejehjem til Jysk på Frederikssundsvej 348. En tur på 2,5 kilometer, som tilsyneladende krævede en lur i en af forretningens senge på halvanden time.

Ingen ID
“Desværre havde hun ikke noget legitimation på sig og hun kan ikke længere huske andet end sit navn. Personalet i Jysk ringede til politiet for at spørge, om de havde fået en efterlysning af en gammel dame, men det havde politiet ikke,” siger Elisabeth Kvist Nielsen, der undrer sig over dette, da hun jo for flere timer siden var blevet enige med personalet om at involvere politiet.
“Herefter ringer de efter en ambulance, som kommer og Falck-redderne får vækket min mor. I hendes rollator finder de et tomt pilleglas med hendes CPR.nr. på, hvorefter de ringer til politiet og får adressen på Broparken Plejehjem. I min mors optik har hun bare været ude at gå en lille tur, men hun var både forvirret, sulten, tørstig og træt,” fortæller Elisabeth Kvist, der håber, at kommunen vil indføre fodlænker til demente ældre.
Alvorligt indgreb i den personlige frihed
I et skriftligt svar, afviser socialudvalgsformand, Britt Jensen mere eller mindre at skærpe sikkerheden yderligere.
“Jeg blev ked af at læse om din oplevelse, med at din mor forlod plejehjemmet. Det er en meget ubehagelig oplevelse du beskriver, som vi alle gerne vil være foruden. Vi har arbejdet meget med at sikre vores demente beboere på plejehjemmene, og på baggrund af tidligere episoder, har vi skærpet opmærksomheden og sat yderligere initiativer i værk på plejehjemmene, så vi kan undgå, at demente beboere forlader plejehjemmeme og ikke kan finde tilbage,” skriver Britt Jensen og fortsætter:

Annonce

Alarmbrikker
“Vi har på alle vores plejehjem et kaldesystem, hvortil der kan tilknyttes en vandre- alarm så der går et kald til medarbejderne, hvis en beboer forlader plejehjemmet. Alle udgangsdøre har disse alarmer, og de områder, hvor alarmden skal melde, at en beboer er på vej ud, kan målrettes den enkelte beboer. Derudover har vi enkelte beboere, hvor vi har suppleret alarmbrikkerne med en GPS løsning.”
I sit svar antyder Britt Jensen, at der er lige så meget brug for menne- skelig omhu, som teknologiske tiltag.
“Alarmbrikken og andre initiativer gives efter en individuel vurdering, fordi det er et alvorligt indgreb i den enkelte borgers handle – og bevægelsesfrihed. Og derudover har alle løsninger den svaghed, at beboeren kan tage alarmen af og derved gå fra plejehjemmene. Derfor er det naturligvis også nødvendigt, at vores medarbejdere viser årvågenhed og er meget opmærksom på borgerne,” slutter Britt Jensen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top