Annonce


Rødovre er tredjebedst
BOLIGMARKEDET: Kun to steder i Region Hovedstaden har huspriserne klaret sig bedre end i Rødovre, hvor de på et år er faldet meget mindre end i nabokommunerne.

Måske er det slet ikke tilstandsrapporten på huset, som boligkøberne tjekker først, når de kigger hus i Rødovre. Måske er det pasningsmuligheder, folkeskoler og idrætsfaciliteter.

Det mener i hvert fald medlem af kommunalbestyrelsen, Michel Berg, hvis jyske accent afslører, at han selv er forholdsvis ny i kommunen.
“Børnefamilier kigger på, hvor der er gode tilbud til børn og her står Rødovre stærkt. Vi har løbende sikret at vi overholder pasningsgarantien, og investere massivt i vores folkeskole og idrætsfaciliteter,” siger Michel Berg.

Annonce

Han glæder sig over, at huspriserne i Rødovre kun er faldet med 1,9 procent fra 1. kvartal 2011 til 1. kvartal 2012, mens de andre steder er styrtdykket.

Tal fra Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Dansk Ejendomsmæglerforening og Finansrådet viser, at priserne i samme periode kun er steget to steder i Region Hovedstaden, og at Rødovre er den af de resterende kommuner, hvor de er faldet mindst.
Nabokommunen Herlev klarer sig næstværst i hovedstadsområdet med et prisfald på hele 16 procent, mens det heller ikke ser for godt ud i Hvidovre, med et prisfald på 9,2 procent.

Skoler og snedrydning
Selvom der selvfølgelig er forskel på huse og priser, mener Michel Berg, at en af grundene til Rødovres flotte placering skal findes i placeringen tæt på København og gode jobmuligheder indenfor en rimelig transporttid.
“Sidst, men ikke mindst, har vi holdt fokus på at gøre Rødovre indbydende, med renovering af veje, nye lygtepæle og et stærkt fokus på udviklin- gen i vores boligområder,” siger Michel Berg, der som tilflytter selv har lagt mærke til en anden væsentlig ting.

“En lille detalje er eksempelvis, at man om vinteren tydeligt kan mærke forskel på snerydning, når man kører fra Københavns Kommune ind i Rødovre,” siger Michel Berg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top