Annonce


Bowlere skal redde World Cup Hallen
WEB_bowling-worldcup_040508_BP.jpg
World Cup Hallen holder lukket i hele juli måned og det gør ondt rent økonomisk.
SOMMERKRISE: Likvide problemer er blevet World Cup Hallens onde sommerplage. Bowlinghallen mangler op imod 900.000 kr. for at klare sig sommeren over. Pengene håber man, at medlemmerne vil låne den traditionsrige hal.

I 90’erne kørte alting glat i World Cup Hallen i Rødovre Centrum. I dag er det kun banerne der er velsmurte. Den traditionsrige bowlinghal har i de senere år været inde i et økonomisk stormvejr. Sidste sommer manglede man 1,2 millioner kroner for at holde sig oven vande og betale lønninger og husleje i sommerperioden. I år er situationen bedre, men langt fra gunstig. World Cup Hallen står med et akut likviditetsproblem på mellem 800.000 kr. og 900.000 kr. for at klare sommeren og i sidste uge havde man derfor indkaldt bowlingklubbernes medlemmer for at drøfte situationen.

Lånebevis
På mødet fortalte bestyrelsesformand Martin Guldager og World Cup Hallens forretningsordfører om situationen, inden de kastede en appel ud til medlemmerne om, at de skulle give hallen en økonomisk saltvandsindsprøjtning i form af lånebeviser.
“Vores regnskab er 200.000 kr. bedre end budgetteret, men vores store udfordring er stadig sommerperioden. Derfor holder vi dette møde, så medlemmerne kan være med til at redde bowlinghallen,” forklarede Martin Guldager.

Annonce

100.000 kr.
De omkring 200 fremmødte medlemmer kunne tegne lånebeviser på henholdsvis 500, 1000 eller 2000 kr. på selve dagen og en af de første der tegnede et lånebevis og dermed hjalp bowlinghallen i kampen mod overlevelse, var 37-årige Stefan Jeppesen. Han har spillet i Bowlingklubben Center i mere end 25 år og han var ikke i tvivl om, at han ville hjælpe.
“Brugerne er med til at betale, og det synes jeg er en god social løsning.  Alle løfter i flok,” forklarede han. Hans bidrag og mange andres har indtil videre betydet, at World Cup hallen har lånt over 100.000 kr. Det beløb forventes dog at stige.
“Missionen er lykkedes og vi har allerede fået flere penge ind end vi havde forventet. Vi har dog først lige sendt lånetilbuddet ud til hallens over 1500 medlemmer på mail, så man kan vel godt forvente at tallet bliver endnu større,” lyder det begejstret fra forretningsordfører i World Cup Hallen, Gert Nielsen.

Penge retur
Hvis alt går vel, får brugerne deres penge tilbage om tre år med et renteafkast på 3,25 procent. Det kan altså vise sig at blive en givtig forretning for bowlerne, men de kan også risikere ikke at se deres penge igen. Det gjorde Martin Guldager helt klart overfor de fremmødte.
“Hvis hallen lukker, så får I ikke pengene tilbage. Efter sommerferien begynder vi at tjene penge igen og så er det vores opgave at sætte pengene til side til jer,” forklarede han.

Løber risikoen. Den risiko er Stefan Jeppesen villig til at tage.
“Det kan godt være vi ikke få pengene igen, men det frygter jeg ikke. Idéen blev solgt godt og jeg er godt tilfreds med løsningen,” siger han.

Kommentarer

4 kommentarer om “Bowlere skal redde World Cup Hallen”

  1. Kenneth siger:

    Bowlere skal redde World Cup Hallen:

    Jeg kan godt se at det er en svær situation man står i og at bowlingklubberne måske ikke ha et sted at spille hvis hallen går konkurs og må lukke ned, MEN det er ikke en god måde at få forretningen til at løbe rundt på, da det jo er en privat forretning at drive hallen.
    Det vil sikkert i manges øjne blive opfattet som om man tager gidsler, ihvertfald synes jeg det er et skråplan at komme ind på

  2. Anne Nielsen siger:

    Det svarer til at tisse i bukserne for at holde varmen.
    Det er absolut ikke en holdbar løsning.

  3. Martin Guldager siger:

    Til Anne & Kenneth

    Hvis det havde været en “privat” forretning ville jeg kunne forstå Jeres synspunkter, men World Cup Hallen er en selvejende institution ejet af bowlingklubberne i Rødovre. Det vi har gjort, er jo blot at spørge vores “ejere” om kapital og jeg er meget tilfreds med den opbakning og de tilkendegivelser World Cup Hallens ledelse har modtaget herpå.

    God sommer.

    Martin Guldager
    Formand / DSI World Cup Hallen

  4. Benny Andersen siger:

    Likvide problemer ????
    Tror da pokker med de medarbejdere
    ANSÆT NOGLE PROFFER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top