Et trivselsprojekt i indskolingen på Islev Skole har sat kulør på den lille skolegård. Elever fra de tre mindste klasser og alle lærere og pædagoger brugte hele sidste uge på at dekorere deres skolegårde med tal og bogstaver. Trivselsprojektet har til dels til formål at inddrage bevægelse. For selvom Rødovres skoler har fået Smartboards, betyder det ikke nødvendigvis, at al undervisningen skal foregå i klasselokalerne.
“Der er mange gode aspekter ved at inddrage skolegården i undervisningen. Undersøgelser og forskning viser, at børn trives og lærer bedre, når man bevæger sig i undervisningen,” siger Hanne Moesgaard Broman, der er lærer i en 0. klasse på skolen.
Aktiv undervisning
De farverige nye læringsværktøjer kan dels blive til genstand for leg i frikvartererne, men lærerne i indskolingen har også planer om at bruge klasselokalet og skolegården i et sammenspil.
“Vi maler de 120 mest hyppige, danske ord i forskellige farver på træplader og sætter dem op i skolegården. En opgave til eleverne kunne så være at gå ud i skolegården og finde alle blå ord, og komme tilbage i klassen og skrive dem ned i deres hæfter. Man kan også gå ud og hoppe fem-tabellen eller hinke alfabetet, så der er mange muligheder,” forklarer hun.
Fælles projekt
“Vender nullet den rigtige vej?” spurgte en af eleverne fra 0. klasse, da hun med malerpensel i den ene hånd gjorde sig klar til at farvelægge asfalten.
Spejlvendte tal og bogstaver er et velkendt fænomen i de små klasser, men heldigvis var hjælpen tæt på i det her tilfælde. Trivselsprojektet var nemlig også et projekt, der gik ud på at ryste eleverne på de tre klassetrin bedre sammen, og derfor kunne de lidt ældre elever hurtigt komme med gode råd.
“De mindste børn kan godt være lidt bange for de ældre børn, og når vi laver sådan en trivsels- uge, hvor vi blander eleverne, bliver det hele lidt afdramatiseret. De små lærer af de store, og alle er sammen om et fælles projekt,” forklarer Hanne Moesgaard Broman.