Annonce

Brad Gratton ny chef for U20
brad-gratton_RMB-traening38_080811_BP.jpg
Brad Gratton har fået jobbet som ny landsholdstræner for U20. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Brad Gratton, der er cheftræner i Rødovre Mighty Bulls, er blevet ansat som ny træner for det danske U20-landshold. Canadieren skal altså varetage to jobs i den kommende sæson.

Rødovres canadiske cheftræner, Brad Gratton, overtager hvervet som landsholdstræner for U20 efter Todd Björkstrand. ’Grats’ skal stå i spidsen for de unge løver i den kommende sæson.

”Da jeg blev ringet op og tilbudt jobbet, blev jeg meget beæret og på samme tid også spændt over at kunne få lov til at repræsentere Danmark og lede holdet. Jeg vil sige tak til Rødovre Mighty Bulls for at give mig chancen, for der vil jo være tidspunkter, hvor jeg vil være med landsholdet i stedet for i Rødovre. Så jeg er meget taknemmelig,” siger Gratton til mightybulls.dk.

Annonce

Han ser frem til at arbejde med holdet og de mange nye ansigter, som han skal møde.

”Førsteprioriteten på landsholdet vil være at skabe en ny identitet på holdet fra dag ét. Vi arbejder allerede på hvilke spillere, der er interessante, så vi kan skabe det stærkeste hold. Vi kigger blandt andet efter arbejdsmoral, struktur og selvfølgelig færdighederne hos spillerne. Det er aldrig nemt, og vi vil hele tiden evaluere præstationerne,” udtaler ’Grats’ og fortsætter.

”Lige meget hvilken ishockeyspiller du spørger, så er jeg sikker på, at han vil repræsentere sit land med stolthed. Så de spillere, vi udtager, skal kæmpe 100 procent og virkelig have lyst til at repræsentere Danmark – og holdet! Det handler om ”vi”, og ikke ”jeg”, og vi må alle arbejde sammen for at nå vores mål om at rykke op igen.”

Tingene faldt på plads
Brad Grattons nye job betyder, at der vil være perioder i den kommende sæson, hvor han er med U20-landsholdet og derfor er borte fra Rødovre Mighty Bulls. Men U20-landstrænerjobbet bliver en sidebeskæftigelse og hovedfokus vil naturligvis være på tyrene.

”En ting, jeg fra starten vidste, var, at RMB skulle give mig lov til at tage jobbet. For jeg vil gå glip af nogle træningskampe i august inden sæsonen. Men det faldt alt sammen i orden, og RMB har sagt god for jobbet, og så jeg har fået en assistenttræner, som jeg skal over og lægge planer sammen med,” siger Gratton til rnn.dk og fortsætter.

”Jeg tror, at den vigtigste ting er at være forberedt på, når jeg er med U20-landsholdet. Jeg er allerede i gang med at planlægge flere ting omkring RMB, og så kan jeg altid godt lide at planlægge nogle måneder ud i fremtiden. Den største bonus ved det hele er, at 90 procent af holdet er bevaret og spillerne kender systemet, hvordan vi spiller og hvad jeg forventer af dem hver dag. Hvis jeg havde 15 nye spillere eller hvis det var mit første år i RMB, så ville det være meget, meget udfordrende.”

Gratton skal med U20-landsholdet til VM i Frankrig til december (hvor den danske turnering ligger stille) og til en turnering i Omsk i Rusland i den sidste halvdel af august.

 

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top