Annonce


Assistenttræner er fundet
Ishockey Rødovre Mighty Bulls har tilknyttet en assistenttræner til cheftræner Brad Gratton. Den tidligere elite- og landsholdsspiller Klaus Mønster tiltræder i klubben, og han glæder sig til arbejdet.

I sidste sæson var Brad Gratton eneste mand i trænerteamet for Rødovre Mighty Bulls. Men klubben har ledt med lys og lygte efter en god assistent til den kommende sæson, og han er nu fundet i skikkelse af Klaus Mønster, der i 80’erne selv spillede for Rødovre. Derudover har han spillet en god portion A-landsholdskampe.

Mønster har tidligere fungeret i trænergerningen for ungdomshold i Rødovre, Gentofte og Hvidovre, og han ser frem til at blive en del af Mighty Bulls.

Annonce

”Det passer mig fortrinligt at blive hjælpetræner. Jeg har et krævende job i det civile, så et cheftrænerjob ville ikke være realistisk for mig nu. Jeg var både overrasket og glad, da jeg blev udvalgt til dette hjælpetrænerjob,” fortæller den 54-årige Rødovre-borger til mightybulls.dk.

Han ser det som noget særligt at blive assistenttræner for den klub, han altid har næret mange følelser for.

”Jeg havde formodentligt ikke sagt ja til samme funktion i nogen anden klub. Men den gamle klubånd sidder i hjertet endnu. For mig vil det ikke være et arbejde, men en utrolig spændende fritidsinteresse, som jeg glæder mig rigtigt meget til at komme i gang med,” siger Klaus Mønster.

Klaus Mønster ’tager over’ fra den tidligere assistenttræner i Rødovre Mighty Bulls, Michael ’Miller’ Widenborg, der dog stoppede i hvervet efter sæson 2010/2011.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top