Annonce

NHL-stjerne efterlyser hårdere arbejde
frans-nielsen-landsholdet.jpg
NHL-stjernen Frans Nielsen vil have, at Danmark leverer hårdere arbejde ved VM-kampene. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Den danske NHL-center Frans Nielsen blev kåret til kampens spiller mod Italien. Han håber dog på, at danskerne tager de mere synlige arbejdshandsker på til kampene ved VM.

Frans Nielsen er vel Danmarks mest feterede ishockeystjerne, og han satte også et solidt aftryk på isen i Rødovre, da Italien blev slået 4-2. Men der var ikke lutter tilfredshed at spore hos den venlige midtjyde, der som center tjener til dagen i NHL hos New York Islanders.

”Vi fik nogle gode chancer derude og scorede vel på størstedelen af dem. Det gik næsten for let de første ti minutter, og så scorede Italien lidt. Men det var en lærerig kamp for os, og vi ved nu, at Italien også kan spille med,” siger han til rnn.dk og krydser fingre for en bedre kamp mod Tjekkiet på fredag.

Annonce

”Spiller vi på fredag mod Tjekkiet, som vi gjorde i anden periode i dag, så er kampen jo ovre. Så scorer tjekkerne tre-fire mål, og vi får det svært.”

Danmark skal arbejde hårdere
Første periode var for Danmark kendetegnet ved stor angrebslyst og naturligvis de tre medfølgende scoringer. Men det var tilsyneladende ikke gavnligt for kampens videre forløb.

”Et eller andet sted ville vi alle sammen gerne lave mål, og det blev lidt envejshockey. Vi har fået bevist i dag, at der ikke er nogen lette kampe. I dag arbejdede vi ikke så hårdt, som vi burde, og det er ikke acceptabelt,” siger Frans Nielsen, der agerer som den ene af to assisterende kaptajner på landstræner Per Bäckmans VM-hold.

Italien var bestemt ikke nogen ’walkover’ i aftenens testkamp, og der skal derfor holdes et vågent øje med den lille ishockeynation, når holdene mødes igen på søndag i VM-turneringen.

”Spiller vi på bare 90 procent, så er de ligeså gode som os og kan let være med. Så det var en god kamp for os, da vi nu ved, at vi skal arbejde hårdere, når vi møder dem til VM,” slutter Frans Nielsen, der efter kampen blev kåret til Danmarks bedste spiller. Han noterede sig for ét mål og to assister.

Det danske VM-hold rejser onsdag til Stockholm for at lade op til fredagens VM-premiere mod Tjekkiet.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top