Annonce

Karvinen fortsætter hos tyrene
Ishockey Jannik Karvinen har besluttet at fortsætte i sin barndomsklub. Han har nemlig forlænget sin kontrakt med Rødovre Mighty Bulls for én sæson.

Rødovre Mighty Bulls kunne tirsdag aften under testkampen mellem Danmark og Italien melde ud, at holdets målfarlige angriber Jannik Karvinen fortsætter endnu en sæson hos tyrene.

”Jeg er rigtig glad for at vende hjem til Rødovre efter et år i Sverige. Holdet og klubben fungerer godt og her er rigtig god stemning. Både for klubben og for mig selv har det været en god sæson. Jeg har både lavet masser af point på isen og fået landsholdserfaring,” siger han til klubbens hjemmeside. Med til en succesrig sæson hører også, at Karvinen blev far til en dreng i slutningen af marts.

Annonce

Rødovres canadiske cheftræner, Brad Gratton, hilser også kontraktforlængelsen velkommen.

”Det er dejligt at se, at Karvinen har valgt at blive i Rødovre. Han er en spillertype som mange hold er ude efter og heldigvis får vi glæde af hans spil i endnu en sæson. Han har en fantastisk målnæse, et godt blik for spillet og står de rigtige steder,” siger ’Grats’, der for tiden opholder sig i Canada.

Store dele af holdet på plads
Jannik Karvinen er den ottende angriber på Rødovres hold, der er sikre på at tørne ud for tyrene i den kommende sæson.

”Vi har store dele af holdet på plads til næste sæson, og jeg er meget glad for, at Karvinen bliver en del af truppen. Han er et bevis på, hvor dedikerede spillere, administration, fans, sponsorer og frivillige er. Alle har klubben i hjertet,” udtaler Brad Gratton til mightybulls.dk.

Jannik Karvinen blev i sidste uge vraget til det danske VM-hold, og i samme forbindelse udtrykte han uvished over, hvor karrieren skulle fortsætte. Det er der hermed kommet klarhed over, og han kan nu begynde at se frem mod en ny sæson med tyren på brystet.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top