Annonce

Jannik Hansen glad for gensynet
jannik-hansen-landsholdet.jpg
Jannik Hansen var glad for gensynet med Rødovre Skøjte Arena i tirsdagens sejr over Italien. Foto: Brian Poulsen
Ishockey NHL-spilleren Jannik Hansen var for en kort stund tilbage på isen i Rødovre, da han med det danske landshold vandt 4-2 over Italien. ”Det er en sjov følelse at være tilbage i Rødovre,” siger han og ser nu frem mod VM på fredag.

Jannik Hansen havde på forhånd set meget frem til at spille på sin gamle hjemmebane i Rødovre Skøjte Arena. Kampen mod Italien blev et glædeligt gensyn med ’The Great Dane’.

”Det er en sjov følelse at være tilbage i Rødovre. Det er syv-otte år siden, jeg sidst spillede her. Og det er altid rart at løbe på isen her i hallen. Jeg blev også kaldt tilbage til Sumpen efter kampen, og jeg kan også huske dem, fra da jeg spillede her. De har altid været her for at bakke os op, og møder talstærkt op til kampene,” siger Vancouver-spilleren til rnn.dk.

Annonce

Danmark førte 3-1 efter første periode, men kom herefter i lidt vanskeligheder. Italien fik reduceret og sendt spændingen tilbage i matchen.

”Vi kommer forholdsvis godt fra start og får scoret et par hurtige mål. Vi har kampen der, hvor vi vil have den. Men Italien får presset os lidt meget i især anden periode, og vi giver dem nogle kontraløb. Hvis man ikke lukker af for en modstander som Italien, så får de troen på det. De får målet til 3-2, og så er det faktisk en ny ishockeykamp igen,” forklarer Jannik Hansen, der håber, at det bliver ændret til første VM-kamp.

Bredden er blevet større
”Det er selvfølgelig noget, vi skal have rettet op på. Posen skal lukkes, når vi er foran med 3-1. Vi skal ikke lukke dem ind i kampen igen, men sørge for at være disciplineret i den situation.”

Hansen deltog senest ved VM for Danmark for fire år siden i canadiske Quebec. Nu glæder han sig til at være sammen med holdkammeraterne igen til en slutrunde.

”Drengene derinde spiller det samme som for fire år siden. Der er mange af de samme spillere på holdet, og de har alle fået fire års mere rutine. Og de har spillet i Sverige, Tyskland og Finland de sidste par år. Bredden er langt bedre på det her hold, end det jeg har været med på tidligere,” siger han.

Jannik Hansen satte fødderne på dansk grund i fredags og skal bruge resten af ugen på at blive helt klar til VM. Men der var også positive takter i aftenens testkamp.

”Vi har meget mere at give af. Vi har haft nogle enkelte træninger sammen nu, og der er nogle spilstystemer, der lige skal køres ind. Men det er utrolig positivt at se vores undertals- og overtalsspil i dag. Vi står godt i boxplay og får scoret nogle vigtige mål i powerplay. Vi ved, at hvis man har nogle gode undertals- og overtalskæder, så kan man komme langt i en VM-turnering,” udtaler Hansen, der ikke kom på måltavlen i aften.

Danmark stiler fremad
Danmark er spået gode muligheder for en kvartfinale i år, og NHL-spilleren ser også gode chancer for det danske landshold.

”Jeg ser frem til at spille en VM-turnering for første gang i fire år. Det er et stort show, og der er mange dygtige nationer, vi skal spille mod. Der er virkelig noget at komme efter i år. Vi føler, vi har holdet til at presse på og lave et rigtig godt resultat,” lyder det. Og nu gælder det ikke kun om overlevelse i A-gruppen.

”Tidligere har det været overlevelse, men nu fornemmer man godt i omklædningsrummet, at vi stiler fremad. Vi vil presse de forskellige hold og være med, hvor det er rigtig sjovt.”

Det nye turneringsformat til VM med syv indledende puljekampe tiltaler også en af Danmarks største profiler.

”Det giver nogle flere kampe, hvor det tidligere var én kamp, man skulle vinde. Nu er der langt flere af de kampe, der er rigtig sjove at spille. Der er hold med, som vi ligger og kæmper med om OL-kvalen og videre fremad. Jeg ser meget frem til starten på fredag,” slutter Jannik Hansen, inden autografskrivningen tager over for den ombejlede Rødovre-dreng.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top