Annonce

Ingen skal dø alene
florine_01_260412_BP.jpg
Hvis man vil vide mere om Vågetjenesten kan man kontakte Florine på telefonnummer: 21 44 27 30. Foto: Brian Poulsen
VÅGETJENESTE Alle mennesker er bange for at dø. Ikke mindst dem, som står foran det store farvel, uden nogen at sige det til. Derfor har Røde Kors i Rødovre nu oprettet en vågetjeneste, hvor frivillige støtter døende i deres sidste timer. Men de mangler en supplerende leder.

Normalt hjælper Røde Kors med at redde liv over- alt i verden. Sådan er det ikke med vågetjenesten. Her hjælper frivillige døende mennesker gennem de sidste svære timer. Det kan både være barskt og uhyggeligt men som regel er det smukt og meningsfuldt, siger Florine De Jong, leder af vågetjene- sten i Rødovre. Hun har selv været til stede, mens ældre personer har udåndet og oplevet, hvor taknemmelige pårørende, der ikke selv har kunnet overskue de sidste timer, er blevet.
“Der er desværre utroligt mange ensomme, som ikke har nogen til at holde sig i hånden, når de sidste dage nærmer sig. Der træder vi ind og viser menne- sket den respekt og varme som alle fortjener,” siger Florine De Jong.
Hun er en ud af flere frivillige, som på skift sidder ved sygesengen og læser højt, synger sange eller holder i hånden og lytter. Men vågetjenesten har et problem. De mangler en supplerende leder, da den nuværende er en ung læge, som snart får meget travlt med sit arbejde.
“Dermed også sagt, at man gerne må have en sundhedsfaglig baggrund, som man kan bruge i det frivillige arbejde. Det er ikke meningen, vi skal være selskabsdamer, men udfylde en vigtig funktion, når der er brug for nogen til at våge over den døende, og gøre overgangen så blid som muligt,” siger hun og tilføjer:
“Det kan godt være hårdt. Men de fleste har erfaring fra tidligere. Enten har de privat oplevet et menneske dø, eller også har de en uddannelse, hvor man har stået i situationen, men vi taler rigtig meget om det, og der er tilbagemeldinger fra hver vagt, hvor vi diskuterer, hvordan de næste fire timer ser ud. Det kan være hårdt, men de døende og pårørende, hvis der er nogen, bliver så taknemmelige, at det er det hele værd,” understreger Florine De Jung.
Der kan nemlig godt være pårørende, som er alene med en gammel mor, og så kan det være udmattende at sidde alene i flere dage, der kan vi hjælpe med at aflaste begge parter lidt. Røde Kors målsætning er gennem frivillig indsats at forhindre og afhjælpe menneskelig nød, lidelse og diskrimination, og det gør Vågetjeneste, fordi de afhjælper ensomhed for de døende,” uddyber formand for Røde Kors i Rødovre, Bent Pettersson.
Han håber, at der er en person derude, der gerne vil hjælpe Florine med det store ansvar det er at lede Vågetjenesten.
Selv ser Florine sit arbejde, som den ultimative sidste tjeneste, man kan gøre et andet menneske.
“Inderst inde ved vi alle sammen, at tanken om at ligge alene i det øjeblik man skal dø, er den mest forfærdelige der findes. Der er en angst for, hvad skal der ske og om det gør ondt. Tanken om, at man ikke er alene, giver en enorm tryghed og ro, og jeg kan kun sige af erfaring, at det er en kæmpe lettelse for de døende, at der sidder nogen og snakker med dem. Ikke mindst, fordi det sidste der ofte forsvinder er hørelsen,” siger hun.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top