Annonce

Generalprøven gik som håbet
morten-madsen-landsholdet.jpg
Der er dele af Danmarks spil, som skal ændres til VM-premieren på fredag, påpeger Morten Madsen. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Danmarks generalprøve gik som håbet for Rødovre-drengen Morten Madsen. Men den assisterende kaptajn påpeger dog også mangler i spillet. ”Der er en masse småting, som vi lige skal have finpudset til på fredag,” siger han til rnn.dk.

Det var – som alle de andre Rødovre-drenge på landsholdet – nostalgisk for Morten Madsen at løbe på isen til tirsdagens testkamp mod Italien i Rødovre Skøjte Arena.

”Det var rigtig sjovt at være tilbage på hjemlig is. En sjov oplevelse. Det er mange år siden, og fedt at der også var så mange andre gamle Rødovre-spillere med. Det gjorde det også ekstra specielt. Jeg har spillet sammen med flere af dem i mine ungdomsår,” siger den fysisk stærke wing, der er den ene af Danmarks assisterende kaptajner.

Annonce

Danmark hev en 4-2-sejr hjem og fik dermed den bedst mulige generalprøve, inden det for alvor går løs med VM-premieren på fredag mod Tjekkiet.

”Kampen i dag var som en generalprøve skal være. Forhåbentlig kan vi spille lidt bedre på fredag oppe i Stockholm. Vi gjorde nogle ting godt, men også nogle ting skidt. Vi skal ændre lidt over det hele. Skyde lidt mere og være bedre i egen zone. Der er en masse småting, som vi lige skal have finpudset til på fredag,” forklarer Morten Madsen efter kampen.

Tørster efter kampe, der gælder
Ventetiden har været lang for de spillere, der har været med i landsholdets træningslejr siden midten af marts.

”Vi glæder os alle sammen til at komme for alvor i gang efter en masse træningskampe. Det skal nok blive sjovt. Jeg har været i træningslejr i fem-seks uger nu og tørster efter at spille nogle kampe, hvor det virkelig gælder,” lyder det.

Tidligere havde Danmark en enkelt skæbnekamp ved VM, men nu er turneringsformatet ændret, og det ser VM-forwarden frem til at prøve af.

”Det nye turneringsformat er fedt, synes jeg. Det gør jo, at vi har lidt flere kampe at give den gas i – i stedet for den ene skæbnekamp, som vi har haft hvert år. Og det er forhåbentlig til vores fordel,” siger Morten Madsen og glæder sig afslutningsvis over sin hockey-hjemby nummer ét.

”Det er rigtig fedt at blive sendt af sted til VM i sådan en kulisse som i dag. Der var god stemning, og det beviser bare, at Rødovre er en hockeyby. Og det bliver jeg glad og stolt over.”

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top