Annonce

Flot nominering til Mighty Bulls
Ishockey Rødovre Mighty Bulls er blevet nomineret til Årets Klub i Danmark, og så har den 18-årige målmand Frederik Jakobsen skrevet kontrakt med tyrene for den kommende sæson.

Efter en flot sæson med solidt organisationsarbejde og gode sportslige præstationer, er Rødovre Mighty Bulls blevet nomineret til Årets Klub i Danmark.

Tyrene skal op imod Odense Bulldogs og SønderjyskE om den fornemme hæder, og vinderen findes under det stort anlagte Dansk Ishockey Award-show i Cirkusbygningen i København den 23. maj.

Annonce

Rødovre er blevet indstillet med følgende begrundelse:

”Efter en periode med økonomiske problemer har selskabet de seneste sæsoner satset på ansvarlighed og mange spillere af egen avl. Det har givet pote – både økonomisk og sportsligt.”

Læserne på sporten.dk og al-bankligaen.dk har mulighed for at stemme på deres favoritklub via al-bankligaen.dk.

Ny keeper hos Mighty Bulls
Den blot 18-årige RSIK-målmand Frederik Jakobsen tager det næste skridt og bliver indlemmet i Rødovre Mighty Bulls i den kommende sæson. Målmanden har sat sin underskrift på en 1-årig aftale med tyrene.

”Frederik har fungeret som tredjemålmand og har trænet med os hele sæsonen. Jeg synes, at han er klar til at tage det næste skridt og derfor giver vi ham chancen,” siger Rødovre-træner Brad Gratton og fortsætter.

”Han er ung og sulten, og det er den rette indstilling. Jeg har fulgt Frederik på U20-holdet under sæsonen, og han gør det godt og virker afslappet i målet. Nu er det tid til, at han skal et niveau højere op og bevise, at han hører til i Mighty Bulls.”

Frederik Jakobsen bliver ny mulig backup-målmand for førstekeeper Sebastian Dahm. Jakobsen har i de seneste sæsoner spillet for Rødovres U20- og 1. divisionshold og har altså nu overbevist den canadiske RMB-træner om, at han skal have chancen hos eliten.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top