Annonce


”Bliver en fordel for Rødovre”
WEB_erik-nielsen_11_02112_B.jpg
Foto: Arkiv
formand for kl Rødovres borgmester, Erik Nielsen vil ikke bruge den nye formandspost i Kommunernes Landsforening til at placere Rødovres temaer højst på dagsordenen. ”Til gengæld kan den nye post smitte positivt af på mange af de store lokale projekter,” siger han.

Mens Jan Trøjborg var formand for Kommunernes Landsforening, fik Horsens Kommune om muligt endnu mere opmærksomhed end normalt. Men sådan vil det ikke nødvendigvis blive med Rødovre, der allerede inden Erik Nielsens udnævnelse til formand for KL, har igangsat store projekter, som skal tiltrække borgere og virksomheder til byen,” mener Rødovres borgmester Erik Nielsen.

Han påpeger dog, at den nye post stadigvæk kan få stor betydning for Rødovre.
“Overordnet er det sådan, at jeg skal arbejde mere ud over kommunegrænsen, og det må da gerne betyde, at Rødovre kommer mere på landkortet, men det er noget, der vil ske lidt af sig selv, tror jeg,” siger Erik Nielsen, der fremhæver det vigtige i, at byen nu har flere personer placeret, dér hvor tingene sker.

Annonce

”Det handler om at kunne få indflydelse, og der er vi heldige nu at have en formand for KL, en bosidende minister og en minister valgt i kredsen. Ikke fordi man kan pleje sin kreds, men fordi, der så er mange personer med indflydelse, der har et godt kendskab til byens problemer og muligheder,” understreger Erik Nielsen i en kort pause inden de store dagblade skal have dagens interview.
Både før, men også under Trøjborgs formandstid, er Horsens blevet landskendt og har tiltrukket sig opmærksomhed og arrangementer ud over det sædvanlige. Skal der højhussprængninger til i Rødovre, før vi får samme opmærksomhed, eller gør KL-posten det nemmere?
”Det vil jeg ikke sige, at der skal. Kommunalbestyrelsen i Rødovre har lavet store konkurrencer, som jeg gerne vil fremhæve igen. De store områder i Syd og Islev er allerede i støbeskeen til at blive sat i gang. Det bliver ikke nemmere på grund af KL, men fordi vi har en god beliggenhed og sammenhæng, men formandsposten kan måske hjælpe ved at ændre ved det billede, som en del af journalistkorpset bruger til at beskrive Rødovre som en søvnig forstad uden værdier,” siger Erik Nielsen og uddyber:

”De initiativer vi selv har sat i søen kan bære med eller uden opmærksomhed fra KL, og blandt almindelige mennesker har vi et fint omdømme og en stor tilflytning.”
Med den næste tids vigtige opgaver i KL-regi, kan du så godt nå alle ting i jobbet som borgmester i Rødovre?

”Ja det kan jeg, og det skal jeg. Det er hele grundlaget og forudsætningen, og det er dér hovedkræfterne kommer til at blive brugt. Lige nu er vi i gang med store forhandlinger i KL, som jeg alligevel skulle have deltaget i, men det er klart, at jeg får mere travlt, fordi jeg skal præsentere dem for regeringen,” siger Erik Nielsen.

”Selvom jeg får en mere sigende nationalinteresse, slipper jeg ikke grebet om Rødovre. Der vil dog kommer små ændringer i den måde vi arbejder på rent praktisk, så jeg kan koncentrere mig mere om den politiske vej. Udvalgsformændene får en noget større rolle i fremtiden, hvilket passer mig fint. Jeg hører til på asfalten eller græsplænen sammen med de andre borgere,” understreger han.
Er der områder, hvor det er en ulempe både at være borgmester i Rødovre og formand for KL?


”Det er svært at sige. Tidligere formænd i KL har gjort opmærksom på, at det altid kommer til at gå ud over formandens kommune, når der er store reformer, men det håber jeg, at tiden vil vise ikke passer i længden. Omvendt så må formanden have orden i sin baghave, så derfor kommer der automatisk et større fokus i forvaltningerne, der også hele tiden vil blive automatisk opdateret med ny lovgivning,” spår Erik Nielsen.
Du plejer at være en af de skarpeste kritikere, når aftaler med regeringen sætter kommunerne under pres, kommer det til at ændre sig nu, hvor du skal forhandle direkte med regeringen?

“Jeg synes ikke jeg råber højt, men jeg siger til, når tingene har en negativ konsekvens i Rødovre, og hvis jeg samtidig kan argumentere for, at der er noget forkert i det på landsplan, så ændrer det sig ikke. Men det er klart, at jeg nu skal udtale mig i to spor, og så skal tonelejdet ligges derefter, så har man en bedre sandsynlighed for at komme ud af et forhandlingsrum med et bedre resultatet. Jeg har aldrig været optaget af hvilken partifarve, der sender dårlige tinge ned over kommunerne, og bliver det heller ikke nu. Styrken ved lokaldemokratiet er, at vi varetager borgernes interesser, og så kan nationale partier og ideologi nogle gange komme i vejen for det fælles bedste,” slutter han.

4 kommentarer om “”Bliver en fordel for Rødovre””

  1. Morten siger:

    Pamper

  2. Kenneth siger:

    Hvem er Morten Pamper og hvad skrev han ????

    Håber naturligvis at det at borgmesteren er blevet formand for KL vil være til fordel for kommunen, lad det ihvertfald IKKE blive en sovepude, hvilket jeg dog ikke tror atr det bliver. Det er jo en fornuftig og forstandig mand der bliver formand. Der ser da ihvertfald ud til at være komment en kompetent mand på opsten (som Trøjborg) og det skader helt sikkert IKKE.

    God vind Erik Nielsen

  3. Morten siger:

    Med alle Eriks tillidsposter, er det nok rigtig meget tid til Rødovre. Han får alene ca. 300.000 kr. for at sidde i KL, så der må være rigtog meget arbejde i KL.

    Tillidsposter:
    Beredskabskommissionen (formand)
    Bevillingsnævnet (formand)
    Erhvervsrådet (formand)
    Fondsbestyrelsen (formand)
    Valgbestyrelse, Folketingsvalg, Europa-Parlamentet og Folkeafstemninger
    Valgbestyrelse, Kommunale valg
    Omegnskommunernes Samarbejde
    Medlem af bestyrelsen for Vestforbrænding I/S.
    Medlem af bestyrelsen for Kulturinvesteringsrådet for Vestegnen
    Medlem af bestyrelsen Vandsamarbejde Sjælland “Vores vand”

    Andre tillidsposter:
    Medlem af Kommunekontaktrådet; Region Hovedstaden
    Medlem af RealDania Byudviklingsforum
    Medlem af RealDania Repræsentantskab
    Medlem af bestyrelsen for Boligselskabet DAB
    Medlem af KL Formandskabet
    Medlem af KL Bestyrelse
    Formand for KL Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg
    Delegeret ved KL´s Kommunalpolitiske Topmøde
    Medlem af Kredsbestyrelsen for Københavns Vestegns Politi
    Medlem af Socialdemokraternes Hovedbestyrelse
    Medlem af Socialdemokratiets Mæglingsudvalget

    ——————————————————————————–

    Vederlag for hverv i 2011

    Omfatter alle andre hverv end medlemskab af kommunalbestyrelsens udvalg eller underudvalg, der udføres efter valg eller forslag af kommunen.

    KL’s bestyrelse
    KL Formandskab
    KL udvalgsformand

    Vestforbrænding bestyrelse og arb.udv.

    DAB

    Realdania byudviklingsforum

    Realdania repræsentantskab

  4. Kenneth siger:

    @Morten,
    De bestyrelser du der remser op tager vel i omegnen af 30/35 dage om året.

    Hvis du synes at pengene er for mange er der kun een ting at gøre meld dig ind i systemet og forsøg at lave det om. – Det er jo ikke beløb borgmesteren har sat for arbejdet.

    Det er da godt at der er nogle der gider alt dette arbejde som på een eller anden måde kommer os borgere til gode.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top