Annonce

Avarta tabte til konkurrent i bunden
Avarta-BSV_17_200512_BP.jpg

Avarta skal også spille i 2. division øst til næste sæson.

Foto: Brian Poulsen
Fodbold Avarta tabte søndag til konkurrenterne i bundstriden, BSV, med 2-0. Kampen blev afgjort af et ufarligt frispark efter en lille time uden store muligheder til nogle af holdene. BSV øgede til 2-0 på et kontraangreb og afgjorde dermed kampen.

Avarta – BSV: 0-2(0-0)

0-1 Dennis Holmberg(´55)

Annonce

0-2 Selvmål Seck Ousmand(´75)

Tilskuertal: 453

Avartas startopstilling(4-5-1): Rasmus Prytz – Casper Windfeld, Erkan Aslan, Henrik Voldquardsen(´69 Seck Ousmand), Danni Jensen – Alexander Lazerevic(´58 Nicolaj Kjergaard), Michael Ø. Poulsen(´45 Casper Johansen), Saban Özdogan, Morten ”Mojo” Johansen, Jesper Larsen – Morten Seifert

Espelunden lå badet i sol, da BSV og Avarta tørnede sammen til et bundbrag med 3 tiltrængte point som gulerod for enden. For engang skyld var Avarta i underskud af landsholdserfaring på bænken, hvor målmandstræner Peter Skov Jensen kunne hilse på tidligere holdkammerat Martin Laursen på BSVs bænk.

Begge hold vidste udmærket godt, hvor stor forskellen på sejr og nederlag er, og var derfor begge mest optaget af at forhindre modstanderen chancer end selv at komme til nogle. Den defensive indstilling blev krydret med en lang række forskellige måder at smide bolden væk på. Der var både eksempler på afleveringer til modstandere, spillere, der faldt i bolden, og driblinger direkte ind i en modspiller.

BSV havde deres to bagerste kæder tæt på hinanden, og Avarta kæmpede med at skabe plads med dybdestikninger og skud fra distancen. BSV ville hellere satse på hurtige omstillinger, og hjemmeholdet fik derfor lov at have bolden mest.

Gæsterne spillede sig frem til en del hjørnespark, men hver gang muligheden for en afslutning bød sig, fik Henrik Voldquardsen eller en anden Avarta-forsvar blokeret skuddet, og kampens første store chance lod derfor vente på sig.

Avarta bedste opspil startede hos Jesper Larsen, der frækt vippede bolden i dybden til Saban Özdogan, men BSV-keeper Thomas Seidelin kom hurtigt ud og gjorde det umuligt for Özdogan at få bolden over ham.

Efter at det indledningsvis var gæsterne, der skabte de største chancer, kom Avarta bedre med og havde flere gennembrud, men det blev ved lige ved og næste for ”De Grønne”.

Mod slutningen af halvlegen blev Michael Poulsen skudt ned af et af de mange optimistiske BSV-forsøg efter et hjørnespark. Herfra gik der 5 minutter uden spilafbrydelser, hvor Avarta ikke kunne skifte ud. BSV fik i den tid spillet sig frem til et skud fra en fri position på kanten af det lille felt, men Rasmus Pryts var vågen og tog i to omgange skuddet.

Efter pausen havde BSVs venstre back åbenbart ikke fået skruet hovedet på igen, da en høj ufarlig bold hoppede over ham og sendte Jesper Larsen frit af sted i dybden. Her kunne han lægge den skråt af til Morten Seifert Bierrings, der upresset og fri i feltet skød over mål.

10 minutter inde i anden halvleg blev kampen afgjort. Et ufarligt BSV-frispark 10 meter fra midtlinjen på Avartas halvdel blev sendt alt for højt ind i Avartas felt. Ingen af BSV-spillerne havde en chance for at nå bolden, der sejlede stille og roligt over mod den bagerste del af målet, som Rasmus Pryts havde forladt. Pryts opdagede for sent sin fejl, og kunne ikke nå at komme tilbage. Bolden sejlede derfor ind i netmaskerne til jubel for BSV.

Frustrationerne lyste nu ud af Avarta-spillerne. Og det fortsatte med de dårlige nyheder for Avarta. Hjemmeholdets måske bedste mand, Henrik Voldquardsen, måtte lade sig udskifte med ondt i låret. Anfører Morten Seifert Bierrings forsøgte at råbe sit hold op og piske holdet frem til et comeback, men Avarta lignede langt fra et hold, der desperat jagtede overlevelse.

BSV derimod havde selvtillid og gå-på-mod og fik i samarbejde med Seck Ousmand prikket en kontrachance i nettet til 2-0. Det afgjorde definitivt kampen, og flere af Avarta-spillerne kastede sig i græsset i ærgrelse.

I slutminutter kom Avartas bedste chancer, da først Saban Özdogan fik en fantastisk træf på en helflugter, der blev blokeret af en forsvarsspiller, og bagefter stak Morten ”Mojo” Johansen afsted imellem midtforsvaret hos BSV og prikkede bolden forbi Seidelin i BSV-målet, men læderkuglen trillede hen til stolpen i stedet for nettet, og Avarta gik derfor målløse fra banen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top