Leon: “Jeg løber aldrig 24 timer på et løbebånd igen”
WEB_kraeftindsamling_50_250.jpg
Leon Skriver Hansen samlede over 45.000 kr. ind til Kræftens Bekæmpelse. Foto: Brian Poulsen
rekord 45.000 indsamlede kroner og en ny Danmarksrekord. Leon Skriver Hansen var den store helt, da Rødovre igen satte indsamlingsrekord. Det er dog første, eneste og sidste gang Leon har løbet 24 timer i træk på et løbebånd. “Jeg løber aldrig 24 timer på et løbebånd igen,” siger han.

Leon Skriver Hansen var omgivet af venner, familie og løbekammerater, da han i forbindelse med landsindsamlingen til Kræftens Bekæmpelse indsamlede over 45.000 kr. og satte ny Danmarksrekord i 24-        timers løb på løbebånd.
Oplevelsen er nu ved at være ude af kroppen på den seje ultraløber. En oplevelse som Leon har det godt med, men som han samtidig ikke kunne finde på at gøre igen.
“Hele projektet var spændende, men det var ikke den store løbeoplevelse. Det var rigtig fedt at være med til at samle så mange penge ind og jeg var nok også gået mentalt i stå, hvis det ikke havde været for indsamlingen,” forklarer han, inden han tilføjer:
“Det var mentalt drænende og jeg løber aldrig 24 timer på et løbebånd igen. Selvom man selvfølgelig aldrig skal sige aldrig,” siger Leon.

Venner betyder alt
I løbet af de 24 timer var Leon kun af løbebåndet i 12 minutter sammenlagt.
I løbet af aftenen, natten og morgenen havde han venner, familie og løbekammerater ved sin side og det har haft stor betydning.
“Det betyder meget at have nogle omkring sig. Mine venner og familie har været en stor hjælp og jeg kunne ikke have klaret det uden dem,” fortæller han og fortsætter:
“Der var en helt fantastisk opbakning. Det var næsten helt overvældende. Man håber selvfølgelig altid at der dukker nogle op, men jeg havde ikke regnet med, at der kom så mange. Der var personer der heppede på mig, som jeg aldrig havde set før. Det var en fantastisk følelse,” siger han.

Annonce

Bange for at falde af
Det var de færreste ting der var overladt til tilfældighederne, da Leon begav sig ud på sit løbetogt. Diverse væsker og former for proviant stod klar til at smøre den veltrænede løbema- skine i de 24 timer.
“Jeg spiste fint og havde det godt i kroppen hele tiden. Man ved godt at klappen kan gå ned, men jeg havde en god fornemmelse hele vejen,” fortæller Leon, inden han røber, hvad han var mest bange for under rekordforsøget.
“Jeg var faktisk bange for at falde af løbebåndet. Det lyder dumt, men når man har løbet så mange timer i træk, så er det svært at løbe lige. Jeg skulle ikke løbe meget ud i den ene siden før jeg ville ryge af båndet og jeg ville altså slå mig, hvis det skete, så det var jeg bange for ville ske,” afslører Leon.

Kvalme og kakaomælk
Leon havde gjort sig mange tanker omkring, hvilke usundheder han skulle fylde sin krop med, når 24-timers løbet var overstået.
“Kroppen sender en masse signaler til ens hjerne om, hvad den vil have at spise og jeg havde egentlig planlagt at skulle have en stor burger, når jeg var færdig med løbet. Sådan blev det dog ikke, for da jeg var færdig havde jeg kvalme, og det eneste jeg fik ned var en liter kakaomælk,” fortæller Leon og fortsætter:
“Jeg havde uro i benene og var ikke rigtig sulten. Der gik flere dage før jeg kunne sove ordentligt igennem,” slutter han.
Leon Skriver Hansen skal senere på året repræsentere de danske farver ved VM i 24-timers løb i Polen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top