Annonce


Lars Eller tilbage i Rødovre
ishockey Det bliver et historisk stærkt dansk ishockeylandshold, der spiller mod Italien tirsdag den 1. maj i Rødovre Skøjte Arena. Der bliver blandt andet gensyn med Lars Eller, og backen Jesper Jensen, der glæder sig enormt til at spille på barndomsisen i Rødovre: ”Det har jeg set frem til længe,” siger han.

Danmark ser ud til at stille op med et historisk stærkt landshold ved VM i Stokholm i maj måned. Faktisk ser det endnu bedre ud end det landshold, der nåede kvartfinalerne ved VM i Køln for to år siden.

For det første stiller Danmark op med tre NHL-spillere, som er center Frans Nielsen (New York Islanders), backen Philip Larsen (Dallas Stars) samt Rødovredrengen Lars Eller (Montreal Canadiens).

Annonce

Måske vil de to Rødovredrenge Jannik Hansen og Mikkel Bødker ligeledes være til rådighed for landsholdet, og spille med i Rødovre den 1. maj. Det gælder især Jannik Hansen, som med Vancouver Canucks pt. er bagud 0-3 i kampe mod Los Angeles Kings. Taber Vancouver i nat på udebane i Los Angeles er det altså exit for Canucks, og Jannik Hansen kan pakke grejet og vende hjem til Rødovre for en stund.

Mikkel Bødker og Phoenix Coyotes er oppe mod en meget svær modstander i deres slutspilsrunde, nemlig Chicago Blawkhawks. Stillingen var 1-1 i kampe inden de i nat spillede det tredje opgør i Chicago.

Sverige byder ind. Men det slutter ikke med NHL-spillerne, for Danmark får også gode spillere fra Sverige. Især målmand Frederik Andersen er spændende. Han har stået en historisk god sæson for Frölunda i Elitserien, da han har slået rekorden i at holde nullet i flest kampe i løbet af en sæson. Desuden sluttede han statistisk nummer 1 af alle målmændene i Elitserien.

Men også Rødovres egen Morten Madsen vil, som altid, være en fremtræden spiller på landsholdet. Han kommer hjem i kanonform efter en hård sæson i Modo, der ligeledes spiller i Elitserien. Endnu en Rødovredreng vil pryde landsholdet. Det er Nicklas Hardt der til daglig spiller i den stærkeste finske række, og er en sand ’hardhitter’ med en god målnæse.

Glæder sig til kampen i Rødovre. Tilbage til Sverige som har flere danske spillere i den stærke næstbedste række, Allsvenskan. Der spiller bl.a. de to Rødovredrenge, backerne Mads Bødker og Jesper Jensen. Sidstnævnte rykkede op i Elitserien med Rögle, hvor han skal spille de næste to år. Men først gælder det kampen i Rødovre.

”Jeg glæder mig meget til at spille foran forhåbentlig mange Rødovrefans. Det har jeg faktisk tænkt på og set frem til siden jeg fik det at vide,” siger Jensen, som i det hele taget glæder sig over at være hjemme i Danmark.

”Det er altid hyggeligt at være hjemme og være sammen med alle drengene. Jeg må indrømme, at jeg har glædet mig så meget, for det er rart at tale dansk og være en del af den danske humor igen, for de altså nogle tørre drenge de svenskere.”

Jesper Jensen er enig i, at det er et historisk godt landshold, og forventningerne er da også derefter.

”Først og fremmest forventer jeg, vi skal blive oppe i A-gruppen, men målsætningen er at nå en kvartfinale. Det er realistisk med det her landshold og den nye struktur. Vi er helt klart de store underdogs i puljen, og med en rigtig god dag for os, hvor alt klapper, så kan vi også vinde over Sverige, Rusland eller Tjekke, hvis de modsat ikke kan få det til at fungere. Men det vil være størst at besejre Sverige, når man ved, hvor meget de går op i ishockey og VM. At tabe til Danmark vil være en større skandale for dem.”

For første gang nogensinde har Danmark en målmand med til VM, der har stået hele sæsonen på højt niveau i en af verdens stærkeste ligaer.

”Det betyder utrolig meget, at Frederik er på det niveau, som han er. For målmanden er den vigtigst spiller på holdet. Hvis man ved, at han tager de pucke, som han skal tage, så skaber det stabilitet og tryghed, som smitter af på hele holdet.”

Ud over Frederik Andersen vil de tre NHL-spillere også få stor betydning, ifølge Jesper Jensen.

”Det har naturligvis en stor betydning, at have tre spillere med fra NHL, som ved, hvad det hele går ud på, når man spiller mod verdens bedste. Men jeg tror også, at de kommer til at løfte andre spillere på holdet, da de vi spille bedre med bedre spillere. Dermed løftes hele holdet af deres tilstedeværelse,” siger Jensen, som beskriver, hvad han tror, bliver sin personlige rollen på holdet.

”Min rolle er at spille stabilt hockey, være god defensivt, men også være en af de offensive backer, som kan producere fremad. Meget som min rolle hos Rögle.”

Karvinen stadig med. Den tidligere Rødovrespiller og ligeledes back, Kasper Jensen, spiller også i Allsvenskan for Bofors. Ham bliver der også gensynsglæde med i Arenaen.

Af andre stærke danske spillere vil man også kunne se backen Daniel Nielsen og center Jesper Jensen, der spiller for Hamburg Freezers. Mest bemærkelsesværdige danske spiller fra den stærke tyske DEL-liga bliver dog Mads Christensen, som i øjeblikket spiller finaleserie med Eisbären Berlin.

Men også Morten Green og Stefan Lassen, Malmö Redhawks, samt Morten Poulsen fra Oskarshamn er spændende spillere, som vil vise deres værd den 1. maj i Rødovre Skøjte Arena.

Som ’dark horse’ er der også den store back Oliver Holton Lauridsen, der spiller i AHL for Adirondack Phantoms. Han kunne være et spændende bekendtskab på det danske landshold, men det er tvivlsomt om landstræner Pär Bäckmann vil have en spiller i truppen, som han ikke har kendskab til.

Og så må vi ikke glemme, at Rødovre Mighty Bulls egen Jannik Karvinen stadig er med i landsholdstruppen, der er samlet i Odense. Han får dog svært ved at bevare pladsen, når de sidste spillere kaldes ind i truppen både fra udlandet, men også fra den danske finaleserie mellem Odense og Herning, hvor spillere som Rødovredrengen Morten Andreasen samt Philip Hersby fra Odense og stortalentet Thomas Spelling fra Herning trænger sig på.

Mighty Bulls målmand Sebastian Dahm blev skåret fra i sidste uge, da Bäckmann valgte Frederik Andersen samt Patrick Galbraith og Simon Nielsen, der til daglig spiller i finsk ishockey.

Det er altså lutter danske ishockeystjerner, som man kan se på det danske landshold den 1. maj i Rødovre Skøjte Arena. Spørgsmålet er bare, om også Jannik Hansen og Mikkel Bødker er med på det i forvejen historisk bedste danske ishockeylandshold.

Billetter kan købes online på mightybulls.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top