Annonce


Klar til ny springfarlig teatersæson
teater Rødovre Teaterforenings sæson for 2011/2012 sluttede i onsdag, men teaterhungrende borgere kan godt begynde at glæde sig. Den kommende sæson er planlagt og den byder på flere interessante forestillinger.

Rødovre Teaterforening kan se tilbage på en flot og mindeværdig sæson der både bød på spansk stand-up show med spisning, en anderledes danseforestilling og en række klassiske teaterforestillinger.
Foreningen har dog ikke længere blikket rettet med det forgangne. Teaterøjnene er for længst begyndt at pege fremad. For nyligt sendte teaterforeningen deres kommende program for sæsonen 2012/2013 på gaden og ligesom ved forrige år, så har Rødovre Teaterforening sammensat et program for enhver smag.
“Jeg synes vi har fået sammensat et program der rammer bredt og appellerer til mange. Vi vil gerne have børn og deres forældre i teatret og derfor har vi til den kommende sæson valgt at have flere børne- og familieforestillinger, bl.a. med ‘Krummerne’ og Louise Schouwa ‘Vitello’,” fortæller formanden for Rødovre Teaterforening, Svend Aage Branshøj.

Teater med fuld mave
Sidste sæsons forsøg med at tilbyde mad før en af forestillingerne, viste sig at være så stor en succes, at foreningen fortsætter det kulinariske tiltag i den kommende sæson.
“Spisningen var en enorm succes og derfor er vi glade for også at kunne tilbyde spisning til en af vores forestillinger i den kommende sæson,” siger Svend Aage Branshøj og fortsætter:
“Man kan sagtens få en totaloplevelse i Rødovre med spisning og teater. Derfor har vi til den kommende sæson allieret os med Restaurant Nuova Italia i Carlsro. Inden forestillingerne kan man få rabat i restauranten, hvis man viser sin billet. Restauranten ligger tæt på og på den måde kan man få sig en totaloplevelse uden at forlade byen,” siger han.

Annonce

Opera og komik
Udover børne- og familieforestillinger har Rødovre Teaterforening igen i år valgt at folde teatertilbuddene ud som en bred vifte. Der er klassiske teaterfarcer, opera og Shakespeares udødelige tragedie om Romeo og Julie.
“Vi vil gerne brede os ud og vi starter med et brag af en forestilling med Ghita Nørby og den verdensberømte blokfløjtevirtuos Michala Petri. Her skal der nok blive rift om billetterne,” slutter Svend Aage Branshøj.
Den kommende sæson byder på 16 forestillinger. Lørdag den 28. april har man mulighed for at sikre sig de bedste billetter til forestillingerne, når Rødovre Teaterforening inviterer til ‘Teaterbilletdag’ i Viften fra kl. 13.00 til 15.00.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top