Annonce

Forsvaret er fundamentet
Fodbold Træner Christian Grønbæk var meget tilfreds efter første kamp i 2012 mod B93. Fokus var på forsvaret, og da nullet blev holdt, konstaterede Grønbæk af missionen var lykkedes.

Avartas træner Christian Grønbæk var efter kampen mod B93 godt tilfreds med indsatsen fra sine spillere, der havde hentet 0-0:

”Når vi holder nullet, så er det et tegn på stor sammenhæng i det defensive arbejde. Det er klasse. Vi giver én chance væk på 90 minutter. Det, synes jeg, er rigtig flot holdsamarbejde,” forklarede han og fortsatte:

Annonce

”Man kan ikke klandre spillerne, at spillet ikke flyder som Barcelona, det tillader banen ikke. Vi holder disciplinen og tilpasser os forholdene.”

Han synes uafgjort var et fair resultat på en kamp, hvor begge hold havde én chance for at score, men begge manglede skarpheden, da det gjaldt.

Ros til ”Cav”. På midten af banen spillede Casper Johansen – i daglig tale ”Cav” – en stor rolle ved siden af den nye spiller, Saban Özgodan, og der var også ros til den unge midtbane fra træneren:

”Cav spiller godt i dag. Det har han gjort hele vinteren. Han begynder at bide sig fast på holdet. Med det niveau man kommer med fra ungdomsafdelingen i Avarta, så tager det noget tilvænningstid at spille i 2. division. Det har Casper også måtte erfare. Nu er han ved at være der.”

Spillet på midten af banen blev ellers forstyrret af, at Michael Ø. Poulsen måtte forlade banen efter en halv time efter at have slået hovedet i hovedstødsduel. Grønbæk var ikke sikker på, hvordan dette påvirkede kampen:

”Hvis man skal sige noget om det, så får vi noget mere hurtighed på midten, men det er svært at sige for Michael spillede også fint. Det får ikke nogen betydning defensivt eller offensivt. Det blev ikke nogen fordel for B93. Det kan godt være, de har bolden meget, men man skal jo igennem 11 mand for at score. Det kom de ikke.”

Forsvar er det bedste angreb. Forårssæsonen bliver en kamp for overlevelse. I den kamp har defensiven øverste prioritet:

”Scoringer er vigtige, men vi må erkende, at glemmer man at forsvare, så kan vi gå ud og tabe 1-0 eller 2-0, og så kan man stå bagefter og synes, at man havde to gode skud på mål. Huset er bygget ved fundamentet,” lød det fra Grønbæk.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top