Annonce

Eller glæder sig til gensyn
lars-eller_MTL-NYR_56_160112_BP.jpg
Lars Eller glæder sig til at spille foran et dansk publikum i Arenaen på tirsdag. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Kan man se frem til en kamp foran 3000 tilskuere mod en flok ukendte italienere i en træningskamp, når man vant til at spille for 20.000 tilskuere i verdens stærkeste ishockeyliga og ofte er midtpunkt i ishockeyens mekka, Montreal. Lars Eller kan, og derfor glæder han sig til tirsdag aften kl. 20.30 i barndomsbyen, når Danmark spiller mod Italien.

Det bliver med en masse nostalgiske tanker, når den kun 22-årige Lars Eller løber på isen i Rødovre Skøjte Arena, fordi det har været NHL-stjernes barndomsklub til for syv år siden. Mange pucke er skudt i nettet, tacklinger sat og ufattelig mange ispas i Sverige og Nordamerika er vel overstået siden Eller sidst spillede kamp i Rødovre Skøjte Arena.
”Det er klart, at jeg ser frem til at spille i Rødovre, for det er ved at være mange år siden. Det er naturligvis noget helt andet end NHL, men jeg kan sagtens differencer og også glæde mig til at spille på min gamle hjemmebane.”
”Forhåbentlig kommer jeg til at se en masse kendte ansigter fra både familie og venner. Det er altså gode minder, som bliver genopfrisket. Det var en god tid og jeg har brugt rigtig mange timer af mine barne- og ungdomsår her. Så selvfølgelig glæder jeg mig og ser frem til kampen,” slår Lars Eller fast.

”Jeg må indrømme, det er dejligt at være hjemme, selvom jeg helst ville være til slutspil og vinde Stanley Cup. Men når situationen er, som den er, er det rart at komme hjem til gutterne fra landsholdet og spille med dem igen. Denne gang er der også jo rigtig mange fra Rødovre, som jeg også har spillet med i ungdomsårene.”

Annonce

Medierne har skreget os op
Ligesom Morten Madsen har Lars Eller heller ikke det store kendskab til Italien, hvilket ikke er dagligdag for ham
”Nej,” siger han og griner inden han fortsætter: ”Jeg har slet ingen kendskab til Italiens landshold, og det har de formentlig heller ikke om os, så det går nok begge veje. Det er noget helt andet i NHL, for der er man bevidst om, hvilke spillere man skal spille mod, og man har endnu mere styr på, hvilke spillere man kommer op i mod som kæde og hvem man kommer til at stå overfor.”
”Men det betyder ikke så meget, at vi ikke kender til Italien. Vi skal fokusere på vores spil, få kæderne spillet sammen og øvet vores spil i kampsituation,” mener Lars Eller, som ser positivt frem mod VM, men har dog sine forbehold.
”Medierne har jo skreget os op, og det er vi til dels selv skyld i. For det første har v har selv sagt, vi har det bedste hold nogensinde. For det andet har vi aldrig underpræsteret ved et VM, og det skruer selvfølgelig forventningerne i vejret.”
”Jeg mener, vi er på niveau med Tyskland, Norge og Letland. Sverige og Rusland skal vi stadig kigge langt efter, men vi kan slå dem på en god dag,” mener Lars Eller.

Centeren som skal være wing
Den normale position for Lars Eller er center, men landstræner Per Bäckmann har indtil nu placeret Eller som wing i 1. kæden, hvor Frans Nielsen er center. Bäckmann har udtalt, at Eller skal have en mere offensiv rolle, så skal Eller være VM-topscorer?
”Nu må vi se, hvad wingpladsen kan indebære,” siger han og griner inden han bliver mere alvorlig i stemmen.
”Jeg regner med, at jeg skal tage et stort ansvar, får meget spilletid og bidrager mest muligt til holdets succes. Går det godt holdet, går det som regel også godt for mig.”
”Jeg har i øvrigt ikke noget imod at være wing. Men hvis jeg selv kan vælge, vil jeg foretrække at være center,” siger en ærlig og ydmyg Lars Eller.

Hvilket hold vil du helst vinde over under VM?
”Jeg vil rigtig gerne vinde over Tyskland og Norge, men selvfølgelig også Sverige. Dem har vi aldrig vundet over før, og så vinde på deres hjemmebane… Det vil jeg gerne,” slutter Lars Eller.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top