Annonce

Drømmer om at besejre Sverige
morten-madsen2_211109_BP.jpg
For Morten Madsen vil det være en drøm at slå Sverige i Globen Foto: Brian Poulsen
Ishockey Rødovredrengen Morten Madsen glæder sig helt vildt til at spille kamp på barndomsisen i Rødovre. I interviewet med rnn.dk kommenterer han også holdet, mulighederne og fortæller om sin store drøm – at besejre Sverige i Globen.

Morten Madsen, som til daglig spiller i den nordsvenske klub Modo, er hjemme i Rødovre på en tiltrængt weekend. Efter en lang sæson med Modo har han været i en lang træningslejr med det danske landshold. Et landshold som ser ud til at være historisk godt med bl.a. fire NHL-spillere. Alligevel har Rødovredrengen fået den ære at være assisterende kaptajn for de danske spillere, der er så store forventninger til ved dette års A-VM.

Men inden det går løs på fredag i Stokholm, skal Danmark spille den sidste træningskamp, der, som bekendt, afvikles i Rødovre Skøjte Arena på tirsdag kl. 20.30.

Annonce

Hvis alle i truppen kommer på is, vil det være den tidligere hjemmebane for hele ni spillere:

  1. Simon Nielsen, målmand
  2. Kasper Jensen, back
  3. Mads Bødker, back og vokset op i Rødovre
  4. Michael Eskesen, back
  5. Jesper B. Jensen, back og vokset op i Rødovre
  6. Jannik Hansen, wing og vokset op i Rødovre
  7. Lars Eller, center/wing og vokset op i Rødovre
  8. Morten Madsen, wing og vokset op i Rødovre
  9. Nichlas Hardt, wing og vokset op i Rødovre

Dejligt at være hjemme
Morten Madsen nåede at spille på hjemmebane i Arenaen for både RSIK og RMB inden turen gik over sundet og op til Frölunda i Göteborg. Men han har ikke glemt sin barndomsklub, og ser da også frem til kampen tirsdag aften.

”Den kamp glæder jeg mig helt vildt til, for det er mange år siden, jeg sidst har spillet kamp i Rødovre. Det er ekstra specielt, når det er den hal, man har fået sin hockeyopvækst i og det bliver forhåbentlig foran en masse tilskuere,” siger Madsen og tilføjer:
”Jeg føler mig naturligvis mere hjemmevandt end i alle andre haller, som jeg kommer til rundt omkring i Europa, så det er dejligt at være hjemme.”

Ukendte italienere
I Rødovre spillede han blandt andet sammen med Jannik Hansen, Mads Bødker og Lars Eller, men dengang var det for RSIK. Nu er det med landsholdet, og det er den sidste kamp inden afgang til VM. En kamp som, trods alt, er udenfor betydning.
”Vi spiller for at vinde, som vi gør hver gang. Vi skal have finpudset de detaljer, som vi har trænet hele sidste uge. Vi skal også have fart i benene, men det vigtigste bliver, at vi føler os på rette vej,” fastslår Morten Madsen, som endnu ikke ved, om han kommer i kæde med nogle af sine tidligere holdkammerater fra RSIK tiden.
”Jeg kender ikke kædesammensætningerne endnu, for Jannik Hansen kommer først til mandag. Vi må vente og se på fredag ellers vil tirsdagen nok fortælle en del.”

Tirsdagens modstander siger ikke Morten Madsen noget som helst.
”Jeg har slet ingen kendskab til Italien, for de kommer altid med et nyt hold med en masse canadiske spillere, der lige er blevet italienere. Vi lærer dem at kende på tirsdag.”

Fokus på defensiven
Onsdag rejser Danmark til Stockholm, hvor de skal spille i Globen første gang fredag aften.
”Vi spiller altid i hallen ved siden af Globen, som hedder Hovet. Derfor har jeg aldrig spillet i Globen før, så det glæder jeg mig meget til. Globen er jo nærmest symbolet på Sverige,” siger Madsen og fortæller videre om sin drøm ved VM.
”Det vil være en drøm, at vinde over Sverige i Globen,” siger han og kommer ind på forventningerne:
”Vi skal i hvert fald op og vinde nogle kampe. En kvartfinale er da ikke uopnåeligt, og det bør vi sætte os som mål.”

Der er talt om, at det er et historisk godt dansk ishockeylandshold i denne sæson, og det er Morten Madsen enig i. Men hvad er forskellen på landsholdet i år, og det stærke hold som nåede kvartfinalerne ved VM i Køln?
”Vi har fået to års mere erfaring rundt om i Europa. Det betyder utrolig meget, at man har spillet meget mere på de internationale baner.”
”Desuden har vi Frederik Andersen, som er Elitseriens bedste målmand. Det bliver spændende se ham under VM.”
”Jeg synes også, at backerne ser gode ud. Jesper Jensen har udviklet sig helt vildt i Rögle, Daniel Nielsen har fået vigtig erfaring fra den stærke tyske række, Mads Bødker har spillet endnu en god sæson i Allsvenskan, Philip er kommet hjem fra NHL og det er første gang vi stiller op med en back med erfaring fra NHL. Stefan har også god erfaring og så har vi nogle solide backer i Hersby og Eskesen.”
”Det er vigtigt, for vi skal stadig fokuserer på defensiven, for vi er ’underdogs’ og spille vores offensive chance, når den byder sig. Men der er ingen tvivl om, at vi selvfølgelig spiller hver eneste kamp for at vinde, uanset hvem vi møder.”

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top