Annonce

Der, hvor 6A vender
ÅRGANG 93 ”Rødovre? Hvor er det lige det ligger?”

”Rødovre? Hvor er det lige det ligger?” Jeg går ud fra, at jeg næppe er den eneste, der nogensinde har skullet svare på det spørgsmål. Og jeg må indrømme, at jeg altid bliver en smule usikker på, hvad det mest korrekte svar egentlig er. Forstad til København er for abstrakt, Vestegnen er vi alligevel for tæt på Damhussøen til, og det er nok en kende optimistisk at forsøge at påstå, at vi er en del af København.
For på trods af, at jeg selv mener, at man er relativt tæt på centrum, hvis der er en A-bus i nærheden, og at Indre By faktisk ligger i cykelafstand på en god dag, havde jeg for nylig en oplevelse, der endnu en gang beviste, hvor mange mentale kilometer, der er fra Østerbro til Rødovre.
Da jeg fik besøgende fra henholdsvis København og de nordlige forstæder, så jeg nemlig byen i den slags klare lys, der kun forekommer, når mennesker udefra oplever den for første gang.

Jeg havde på forhånd forklaret, at det var nemt nok – og ikke videre tidskrævende – at finde herud; 6a gik lige til døren. Så det var et mindre mentalt slag, at den første kommentar lød ”Hold da op, hvor er der langt”. Men det var jo også næsten helt til endestationen. En af pigerne var åbenbart faldet i søvn i bussen og blevet panisk bange for, at hun havde misset stoppet ved centeret. Altså lige indtil det gik op for hende, at bussen ikke kørte længere end til Rødovre.
Og hvis man kan nå at falde i søvn i Storkøbenhavns mest larmende bus, må der trods alt være en bid vej fra Danmarks dynamiske centrum og den kreative klasse på Østerbro til Rødovres halvsovende hovedgade Tårnvej, der vist mest af alt minder om rammerne i en afsluttende scene i en B-film. På en god dag.

Annonce

Og det blev da også kommenteret at både centeret – der ellers har været et af mine faste tilholdssteder i de tidlige teenageår – og vejen hjem til mig var næsten mennesketomme klokken kvart over 7 en helt almindelig torsdag.
Og så var der – oh skræk og rædsel for en indfødt københavner – ikke en eneste 7-11 at se. Men så igen; vrimler jo ikke ligefrem med fancy gadehjørner, de kan placeres på.

Endnu mere vantro blev deres blikke, da jeg fik nævnt, at der var ishockey, hvilket – i deres øjne – nok bedst kunne betegnes som vestegns-agtigt. En kommentar, jeg aldrig helt forstod. Jeg er langt fra fast inventar i Sumpen, men jeg er alligevel vokset op så tæt på arenaen, at jeg aldrig har sat spørgsmålstegn ved det naturlige i ishockey som et lokalt samlingspunkt. Og eftersom jeg alligevel ved, at vi oftere spiller mod Rungsted end mod Albertslund, ville termen vestegns-agtigt nok aldrig være en jeg selv brugte i den sammenhæng.

For selvom forstadskvalmen sommetider melder sig, og min familie kan virke en smule fejlcastet bag de snorlige ligusterhække – min far har i hvert fald lige så mange problemer med at bruge værktøj, som et typisk byggerbarn har med at bruge et vaterpas – er jeg nok alligevel så vant til de råbende fans, der hører ishockey-sæsonen til, tanken om Rødovre Centrum som samlingspunkt og is ved Damhussøen om sommeren, at jeg har svært ved at forestille mig, hvordan en opvækst uden det ville have været.
Nok bor vi ikke i metropolens kulturelle epicenter, men det er vel heller ikke en forudsætning for at lære at klare sig, og at byen kan virke sløv på en grå søndag, betyder ikke nødvendigvis, at man kommer sovende til tingene.
If I can make it here, I can make it anywhere.  

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top