Annonce


Ansat snød firma for millioner
politi Betroet medarbejder lod firmaet betale for vare til eget forbrug. Svindlen løb op i 1,9 millioner kroner før det blev opdaget. Manden er sigtet for groft bedrageri.

Fladskærme, smartphones og sågar håndværkerarbejde. En 42-årig mand fra København lod det ejendomsfirma han var afdelingsleder i, betale for sine regninger. Svindlen fandt primært sted i 2010 og 2011, men blev opdaget af ejendomsfirmaet, som afskedigede manden og meldte sagen til politiet.

”Manden sad i en betroet stilling i firmaet og kunne derfor bestille varer og ydelser og godkende fakturaer uden ledelsens samtykke eller viden,” siger Henning Nielsen, leder af afdelingen for Økonomisk Kriminalitet hos Københavns Vestegns Politi.

Annonce

Han blev anholdt tirsdag den 27. marts på sin bopæl i København. Hans hjem blev ransaget og politiet har beslaglagt flere computere og dokumenter, som nu skal undersøges nærmere.

Manden er sigtet for groft bedrageri og har under afhøring erkendt svindlen. Han er løsladt igen, og Afdelingen Økonomisk Kriminalitet efterforsker nu sagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top