Annonce


Sportschefen: Jeg er absolut tilfreds
RMB-AaB-QF1_19_230212_BP.jpg
Rødovres sportschef, Gert Hansen, udtrykker stor tilfredshed med sin kaptajn Michael Smidt. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Det er snart tre uger siden, Rødovre Mighty Bulls gik på sommerferie. Vi har derfor evalueret sæsonen i selskab med klubbens sportschef, Gert Hansen. ”Jeg er absolut tilfreds med den indsats, holdet har leveret i denne sæson,” siger han og belyser desuden præstationen fra holdets fem udlændinge.

Rødovre Mighty Bulls gik på sommerferie for snart tre uger siden efter den syvende og afgørende kvartfinalekamp mod AaB Ishockey.

Vi har talt med klubbens sportschef, Gert Hansen, der evaluerer den overståede sæson. Vi bringer her første del af to med den tidligere elitespiller, som er ovenud tilfreds med holdets resultater i det forgangne år.

Annonce

”Jeg er absolut tilfreds med den indsats, holdet har leveret i denne sæson. Meget endda. Det er svært ikke at være tilfreds. Selv om holdet røg ud på en lidt ærgerlig måde i kvartfinalen, så er det stadig flot at præstere bedre end det, vi overhovedet havde turdet håbe på og forventet. Undervejs har vi endda været med til at slås om en anden- og tredjeplads i grundserien og har været tæt på at gå videre til en semifinale. Så ud fra et resultatmæssigt synspunkt, er jeg meget tilfreds,” siger han og glæder sig over opblomstringen af etablerede spillere.

”Der er også mange andre positive ting i det. Vi har fået flere af de etablerede og rutinerede spillere til at blomstre og egentlig præstere over niveau i forhold til sidste sæson. Det er også positivt, at det er lykkes at få så mange unge ind på holdet, og at de undervejs har fået meget spilletid. En del af dem er også blevet etableret på holdet, og det lover godt for fremtiden.”

Overordentligt positivt
Der har været flotte pointproduktioner fra Rødovres bærende spillere, og det har også sprunget sportschefen i øjnene.

”Michael Smidt har lavet væsentlig flere point i år end sidste år, og ud over at han er kaptajn og en leder for holdet, så har han også formået at lave flere point, og det er isoleret set også flot og imponerende. Det samme gør sig gældende med Rasmus Astrup, der også har gjort det godt på pointsiden,” udtaler Gert Hansen til rnn.dk.

Rødovre havde i indeværende sæson fem udenlandske spillere på holdet, og alle viste sig fra den positive side, mener Hansen.

”Andy Contois og Mike Berry har status som udlændinge i forhold til, at de er hentet ind som udlændinge, der decideret skal gå ind og forstærke holdet og gøre en forskel. Andy har været stabilt producerende hele sæsonen – også i slutspillet – og Berry kom hertil sent og var et stykke tid om at komme i gang, men han sluttede overordentlig positivt. Så for deres vedkommende er det også klart godkendt. Vi har i allerhøjeste grad fået noget for pengene, og det skal man også lige huske,” forklarer han og kommenterer på en tidlig canadisk afsked i sæsonen.

”Undervejs havde vi Kevin Seibel ombord, og det viste sig ikke at holde til det niveau, vi havde håbet og forventet. Det var en mindre vellykket ting, som vi så måtte tage konsekvensen af forholdsvis tidligt i sæsonen. I forhold til de to svenskere, Mike Rådde og Adrian Ekström, så har de også i allerhøjeste grad været positive oplevelser.”

Vil gerne beholde alle udlændinge
Den sidste udlænding, Mike Daugulis, tog et stort skridt op af stigen i denne sæson, hvor canadieren tydeligvis spillede med større selvtillid og kom stærkt tilbage efter en skade tidligt i sæsonen.

”Mike Daugulis er gået ind og udfyldt den rolle, som han er tiltænkt til. Hårdt fysisk arbejde og den, der skal gå forrest, når der skal mases på, og så tager han de fights foran målet, som også er en del af ishockey og kampene,” siger Gert Hansen.

Der har været delte meninger om Rødovres udlændinge i denne sæson, men fra klubbens synspunkt har der været overordnet tilfredshed med importspillerne.

”Som udgangspunkt vil vi gerne beholde alle udlændinge, og Mike Daugulis og Mike Rådde har jo allerede skrevet under for den kommende sæson. Kan vi få det til at hænge sammen med økonomi, ønsker og alt muligt andet, så er det ikke utænkeligt, at alle fem er her at finde igen. Det er nogle af de ting, vi arbejder med nu – om hvordan vi får holdet til at falde på plads,” fortæller Hansen og giver en kommentar til det faktum, at Rødovre havde ligaens mindste budget.

”Der er nogle af spillerne på holdet, der har spillet for lommepenge. Det er nogle af de vilkår, vi lever under for at få det til at hænge sammen. Det er en nødvendighed, og for mange af spillerne skal de se det som en investering i deres egen ishockeyfremtid. Vi har trods alt meget at tilbyde i form af spilletid og en træner, der kan lære dem noget.”

Udvisninger var gennemgående tema
Som bekendt tabte tyrene det syvende og afgørende kvartfinaleslag til AaB i begyndelsen af marts. Sportschefen prøver her at efterrationalisere på den oplevelse, han var vidne til i slutspillet.

”Jeg synes faktisk, at vi havde bevist tilstrækkeligt meget over for os selv i grundserien, men vi kunne godt selv lige have gjort det en tand bedre i slutspillet, så vi også havde slået dem. Men AaB vandt, og de var trods alt bedst over syv kampe,” erkender han. Men det famøse powerplay blev formentlig en af grundene til elimineringen.

”Jeg sidder tilbage med en følelse af, at det ligeså godt kunne have været os, der gik i semifinalen. Det var jo marginaler i sidste ende. Et gennemgående tema eller overskrift for serien var udvisninger. Det er jo både vores evner i powerplay, men også om modstanderen formår at score på deres powerplay.”

Som nævnt var backen Kevin Seibel altså hurtigt fortid i Rødovre, men han var ikke den eneste spiller, der frivilligt – eller ufrivilligt – måtte forlade tyrenes trup før tid.

”Jeg synes, det er negativt og ærgerligt, at vi har sagt farvel til nogle spillere i løbet af sæsonen. At Jesper Malle ikke kunne gøre sæsonen færdig på grund af en hjernerystelse, og at Emil Kruse og Kristoffer Hansen stoppede undervejs,” siger Gert Hansen, der gerne havde set dem alle tre blive i klubben.

”Det er jo selvfølgelig kedeligt, for vi havde gerne set, at alle tre spillere var med hele vejen igennem sæsonen. Derudover er der da mange ting, vi vil arbejde på og gøre bedre, for der er plads til forbedring. Men det vil vi arbejde os hen imod.”

På søndag bringer vi anden og sidste del af interviewet med sportschef Gert Hansen, hvor han kommenterer på forholdet til Rødovres canadiske cheftræner, Brad Gratton. Desuden forklarer han årsagen til, at klubben skriver flere toårige kontrakter, og så løfter han sløret for, hvornår han tror, truppen falder på plads til kommende sæson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top