Annonce


Powerplay skal blive bedre
brad-gratton_RMB-traening38_080811_BP.jpg
Foto: Brian Poulsen
Ishockey Vi bringer her anden del af interviewet med Rødovres canadiske træner, Brad Gratton. Han fremhæver de største positive overraskelser i truppen og er fast besluttet på, at powerplay skal blive meget bedre.

Brad Gratton omtalte sæsonens positive elementer i første del af interviewet, men den canadiske cheftræner vil også gerne rose støtten fra lægterne.

”En anden positiv ting var klubbens fans, der voksede med sæsonen. Der var flere fantastiske kampe, og det er tydeligt, at der begynder at komme flere unge til kampene. Jeg synes, fansene her er de bedste i hele landet, og vi værdsætter og respekterer dem meget. Vi er nummer et i deres hjerter, og de er nummer et fans,” siger han til rnn.dk. Flere spillere har også ytret stor tilfredsstillelse med opbakningen igennem sæsonen.

Annonce

Det var kendetegnende for Rødovres kampe, at Gratton i stor ustrækning benyttede sig af samtlige fire kæder. Han fortæller her vigtigheden af at have en fjerde kæde til kampene.

”Vores fjerdekæde var som en energikæde for os. Der var nogle kampe, hvor vi var sløve fra start, og så smed jeg fjerdekæden på isen. De fik nogle tacklinger ind og vækkede alle sammen op. De spillede hele sæsonen – på bestemte tidspunkter i kampene – og hjalp os i hele grundspillet med at aflaste topkæderne,” siger han og fortsætter.

”Det gælder også hele tiden om at have fjerdekæden klar i tilfælde af skader. Vi havde en del skader i begyndelsen af sæsonen, så det hjalp os at have en ekstra kæde. Alt i alt en ’win win’-situation for os.”

Store fremskridt
Der var flere spillere på Rødovres hold, der viste stort spil og højnede niveauet i forhold til sæsonen forinden. Dahm får igen nogle fine ord fra træneren, men der er også roser til flere andre.

”Jeg kunne rose alle spillerne på holdet, men ’Dahmer’ var rigtig vigtig for os og en nøglespiller. Ellers så jeg et stort skridt fra ’Bergie’ (Sebastian Bergholt, red.) i slutspillet. Han trådte virkelig op og så ud til at føle sig tilpas på isen. Det vil jeg også se fra ham i næste sæson,” forklarer Gratton og fortæller om store fremskridt hos en anden back.

”Tobias Hansen blev også bedre og bedre med sæsonen og er en typisk defensiv back. En stor dreng, og jeg tror hans deltagelse med landsholdet i Canada var en god ting for ham. Hvem havde i begyndelsen af sæsonen troet, at han ville nå så langt. Mathias Bau overraskede mig ligeledes, og han spillede sig op i de første to kæder. Han er en stor dreng og bliver en god spiller, men han skal skyde lidt mere.”

Rasmus Astrup og kaptajn Michael Smidt var i toppen af Rødovres topscorerliste fra begyndelsen, og så slog amerikanske Andy Contois også til med en masse point.

”Rasmus Astrup og ’Smitty’ havde nok en af deres bedste sæsoner, Andy (Contois, red.) spillede godt for os hele sæsonen og Mike Berry kom ind. Han startede lidt langsomt, men han blev bedre i slutspillet og spillede godt for os. ’Karvi’ (Jannik Karvinen, red.) spillede rigtig godt, men kom så ind i en lille downperiode. Før jul scorede han masser af mål, men han lavede stadig point derefter og spillede hårdt. Der er mange ting, man må have med i det her, men han er en god del af vores klub,” lyder det fra Brad Gratton, der som tidligere har rost tyrenes unge backer.

”Jeg kunne blive ved og ved med at hive spillere frem, men forsvaret gjorde det overordnet rigtig godt og så med kun én importspiller i Mike Rådde. Jeg tror ikke, der er andre hold i ligaen, der har en yngre backbesætning end os.”

Powerplay har været spøjst
Et af de mest omdiskuterede aspekter i Rødovres spil var powerplay. Udnyttelsesprocenten har været overordentlig lav igennem hele sæsonen, og det har naturligvis frustreret ’Gratts’.

”Powerplay har været en spøjs ting hele året. Før hver kamp trænede vi powerplay 20-25 minutter til træning og prøvede forskellige ting. Men vi mangler nogle bestemte typer, der kan gå ind og styre powerplay, og det er den største grund til, at det er gået, som det er. Vi mangler en back, der kan skyde og flytte pucken hurtigt op og lægge gode pasninger. Alle vil have sådan en type, men det handler bare om at have pengene til at få dem,” siger han og fastslår, at overtalsspillet skal forbedres.

”Powerplay er bestemt en af de ting, vi skal være bedre til næste sæson, for det kostede os lidt i slutspillet. Til gengæld har boxplay været godt i hele sæsonen, selvom vi brød lidt ned i slutspillet. Men jeg har været meget tilfreds med vores spil i boxplay igennem hele sæsonen. Og det har vi ikke engang trænet så meget på som powerplay. Vi arbejdede og arbejdede på det, og jeg ændrede på systemet – måske fire-fem gange i sæsonen – og flyttede spillerne rundt.”

Rødovre spillede en enkelt godkendt kamp i slutspillet hvad angår powerplay. Den blev spillet i Aalborg, hvor tyrene vandt med 2-3.

”Før kampen i Aalborg, hvor vi får nogle mål i powerplay, sagde jeg til spillerne, at der skulle skydes på alt. Men så går vi tilbage til ikke at skyde igen. Det er frustrerende for mig, men også for de personer, der ser på. Men tro mig – vi prøver hele tiden på at forbedre os. Vi manglede bestemte nøglespillere, men dem havde vi bare ikke,” ærgrer Brad Gratton sig.

Ønsker back med erfaring
Opskriften på succes i sæson 2012/13 ligger allerede klar på cheftrænerens bord. Han vil fortsætte med samme nordamerikanske, aggressive spillestil.

”Til næste sæson vil vi spille på samme måde med samme system og stil. Som sagt skal powerplay være bedre, men ellers tror jeg kun, at vi blev slået stort én gang i denne sæson, da vi tabte 2-7 på hjemmebane mod Herning. Men det er andre kampe i slutspillet, og vi havde nok ikke erfaringen, da det gjaldt,” vurderer Gratton og fremsætter de vigtigste dyder i et ishockeyslutspil.

”I slutspillet handler det altid om at være disciplineret og score på powerplay. Vi skal være bedre foran eget net, men også foran modstanderens net.”

Overvejelserne omkring næste sæsons hold er naturligvis i fuld gang, og der er allerede skrevet kontrakt med en halv snes spillere.

”For at være ærlig, er der nogle spillere, som vil være her til næste sæson, og andre vil ikke. Så vi ser tiden an i forhold til, hvilke typer af spillere, vi skal have ind ud over en back, der kan styre powerplay og har erfaring,” siger Brad Gratton, der i den kommende tid vil indgå i et samarbejde med Rødovres sportschef.

”Gert Hansen og jeg skal evaluere i den næste tid, men vi skal være kloge og ikke handle uhensigtsmæssigt. Det kommer også meget an på, hvad vi får ind via sponsorerne.”

Tredje og sidste del af interviewet med Rødovre-træneren bringer vi inden for de nærmeste dage. Her vil Brad Gratton omtale emner som overtro, assistenttræner-mulighed og så fortæller han om de kommende måneders familiepleje og ’koble af’-tid i hjemlandet Canada.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top