Annonce


Ny udebanesejr sikrer gyser
RMB-AaB-QF1_14_230212_BP.jpg
Adrian Ekström scorede 2-0-målet i Rødovres sejr fredag aften i Aalborg. Nu venter 'finalen' søndag i Rødovre Skøjte Arena. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Kvartfinalen mellem Rødovre og AaB skal ud i en syvende kamp. Det står fast efter Rødovre-sejr på 1-3 fredag aften i Gigantium Isarena. Tyrene vandt fortjent i en kamp, hvor hjemmeholdet blegnede foran eget publikum. Semifinaledeltageren skal dermed findes søndag aften i Arenaen.

6. kvartfinale
AaB Ishockey – Rødovre Mighty Bulls 1-3
(0-1, 0-1, 1-1)
17:34 0-1 Andy Contois (Berry, Allesøe)
26:19 0-2 Adrian Ekström (Karvinen, Astrup) pp1
43:00 1-2 Rasmus Olsen (B. Møller, Degn) pk1
50:44 1-3 Simon Grønvaldt (Rådde)
Udv.: AaB 6×2 + 1×5 + 1×20 (Boll), RMB 3×2
Skud: 33-34 (9-13, 10-10, 14-11)
Tilskuere: 2.537

Rødovres kæder:
Målmand: Sebastian Dahm
1. Simon Grønvaldt – Sebastian Bergholt. Jannik Karvinen – Michael Smidt – Adrian Ekström
2. Mike Rådde – Tobias Ruelykke. Mike Berry – Rasmus Astrup – Andy Contois
3. Emil Bigler – Morten Allesøe. Mike Daugulis – Mikael Christensen – Mathias Bau Hansen
4. Søren Pærregaard. Patrick Rasmussen – Mikkel Nielsen – Ulrich Linnet

Annonce

Rødovre var uden Tobias Hansen. Hoveddommerne var Jan Bigum og Rasmus Toppel, og stillingen inden kampen var 3-2 til AaB Ishockey.

1. periode
Der var rokeret rundt i kæderne til aftenens kamp, og det ville blive spændende at følge de nye dispositioner.

 

Efter to minutter fik Michael Smidt kampens første store chance, men han ekspederede pucken over målet. AaBs Kasper Degn holdt dernæst godt fat i pucken i modsatte ende, og han serverede den for Tobias Kisum, der afsluttede i favnen på Sebastian Dahm.

 

AaB satte sig på kampens første minutter og havde et par gode muligheder. Men som i tidligere kampe fik Rødovres fjerdekæde istid fra begyndelsen, og de kørte frisk på med hård forechecking.

 

Mike Rådde missede en god chance, men han ramte helt skævt. Kort efter var det Jannik Karvinen, der var på spil foran AaB-målet, men han fandt heller ikke vej til nettet.

 

AaBs Tomas Nadasdi fik to minutter for slashing efter syv minutter. Men fik ikke så meget som en enkelt afslutning i powerplay, og hjemmeholder blev fuldtallige.

 

Der blev en ny mulighed for Rødovre i overtal, da målmand Gasper Kroselj sendte pucken ud over banden. Ikke længe efter lå pucken bag Kroselj, men scoringen af Mike Daugulis blev annulleret, da canadieren tog hånden til hjælp. Tyrene forsatte i overtal, men igen var ikke meget at komme efter.

 

Der blev gået til den i nærkampene, og ingen hold ville lægge sig ned med vilje. Adrian Ekström havde en god chance med syv minutter til pausen, men igen reddede målmanden. Rødovre fortsatte med at holde presset i nordjydernes zone.

 

Der opstod store chancer i begge ender, og kun takket være overbevisende målmandsspil, var stillingen stadig 0-0. Robin Bergman var ved at straffe en Dahm-retur, men målmanden bevarede overblikket og fik blokeret med fire minutter til pausen.

 

Rødovre bragte sig foran 0-1, da Mike Berry tæt under mål spillede pucken bagud til Andy Contois, der plantede pucken solidt i målet. Der var kun to et halvt minut til pausen. Tyrene havde fanget hjemmeholdet, der virkede rystet.

 

En ny stor chance opstod til Rødovre kort efter, men Jannik Karvinen misbrugte for helt åbent mål. I stedet fik han en skidt udvisning for tripping. Men halvandet minut senere udløb perioden med stillingen 0-1. En fortjent føring til Rødovre, der måtte starte anden periode i undertal.

 

2. periode
Rødovre blev fuldtallige efter et halvt minut, men AaB holdt presset. Der opstod en kæmpe chance til Tomas Nadasdi, men han sendte pucken over målet. En intens igen fra anden periodes start.

 

Perioden startede med dårlige markeringer i begge ender. Rødovre havde alle muligheder for at bringe sig yderligere foran, men AaBs dårlige forsvarsspil blev ikke udnyttet i denne omgang.

 

Der var en helt korrekt udvisning til Craig Switzer, der sendte Mathias Bau ind i banden og fik to minutter for boarding. I undertal tilfaldt den største chance Jaroslav Kmit fra AaB, da han blev sendt alene af sted med Sebastian Dahm. Men målmanden læste afslutningen.

 

Men blot to sekunder før udvisningens udløb øgede Adrian Ekström til 0-2, da han opfangede en puck fra Jannik Karvinen. Svenskeren sendte pucken ind tæt under mål, og så var tyrene i front med to.

 

Rødovre var klart mest oven på i kampen og havde udnyttet en sløv AaB-indsats med to scoringer. Hjemmeholdet fik dog et par gode minutter halvvejs i perioden, og var måske ved at indse situationens alvor.

 

Det skortede på de store chance i denne fase af kampen, men intensiteten var så bestemt til stede i slaget. Tobias Kisum fik en god chance med seks minutter til pausen, men Dahm havde stået godt i aften.

 

Mathias Bau havde et nærgående forsøg med fire minutter til pausen. AaB formåede ikke at gøre sig selv for alvor farlige, og så måtte Jaroslav Kmit tilmed gå i omklædningsrummet med en skade.

 

Lasse Jul Korsgaard fik en god mulighed tæt under mål, men igen lukkede Dahm effektivt af for hjemmeholdet.

 

Rødovre fik en to-minutters udvisning, da der var seks spillere på isen. AaB fik aldrig etableret sig i tyrenes zone, og så kunne holdene gå til pause med stillingen 0-2. En stor periode af Rødovre, der dominerede tingene på isen.

 

3. periode
Bjarke Møller fik to minutter for høj stok på Michael Smidt efter et halvt minut spils. Kaptajnen tog sig til underlæben, men der var umiddelbart ikke den store skade at se. Jaroslav Kmit fik to minutter for hooking med et minut tilbage af udvisningen. Rødovre fik et minut i fem mod tre. Pucken blev rykket godt rundt, men der manglede fart. AaB slog en kontra, og så kunne Rasmus Olsen score på sin egen retur til stillingen 1-2. Et rigtig energi-mål af den stærke AaB’er. Dermed et undertalsmål til hjemmeholdet.

 

Rødovre blev fuldtallige efter tre et halvt minut. Rasmus Astrup fik en rigtig god mulighed kort efter, men centeren fyrede pucken forbi. I den anden ende var der en stor chance til Kmit, men også han misbrugte.

 

Robin Bergman fik to minutter for boarding på Mike Daugulis. En ny chance for Rødovre i powerplay. AaB stod for den største chance i Rødovres powerplay, da Bjarke Møller kom af sted og fik sendt pucken nært forbi kassen. Stor, stor mulighed til AaB.

 

AaB havde fundet langt større vilje og fart efter deres reducerings-scoring, men tyrene kæmpede det bedste, de havde lært, for at holde dem stangen.

 

Simon Grønvaldt fik to minutter for tripping efter otte et halvt minut. AaB ramte stolpen efter en styring og fortsatte med at trykke på i Rødovres zone. AaB var flere gange tæt på en udligning, men da Simon Grønvaldt kom ud af straffeboksen løb han direkte ned og udplacerede Kroselj med et baghåndsskud. 1-3, og der resterede lidt over ni minutter af opgøret.

 

Mike Daugulis havde masser af plads, men han fik ikke ordentlig kontrol på pucken. Spillet bølgede frem og tilbage, og det var AaB som skulle frem over isen og hente to mål. Men Rødovre spillede virkelig for deres chance og holdt godt fat i defensiven.

 

Rødovre var heldige med ikke at få en spiller udvist for tripping, da Robin Bergman blev nedlagt få meter fra mål. Der var under fire minutter tilbage.

 

AaB tog en timeout med 1:45 tilbage på uret og tog også målmanden ud ved den efterfølgende faceoff. AaB pressede stort på, mens Rødovre havde svært ved at få pucken ud af zonen.

 

Tiden løb ud og dette med cifrene 1-3. Rødovre vinder fuldt fortjent over et overraskende dårligt AaB-hold, der blandt andet var ’shaky’ foran eget mål. Tyrene gik uimponeret til opgaven og sikrede sig dermed en syvende og afgørende kamp søndag aften i Rødovre Skøjte Arena.

 

De sidste fire kvartfinalekampe er endt med sejr til udebaneholdet, så dén statistik skal Rødovre forsøge at ændre på, hvis semifinalebilletten skal indløses.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top