Annonce


Næste trofæ i sigte
el-hockey_03_080312_BP.jpg
Foto: Brian Poulsen
El-Hockey Orient Red Bulls vandt sidste weekend det danske mesterskab. Nu er sigtekornet sat på pokaltitlen.

Der var brede smil til Orient Red Bulls’ træning torsdag, efter de havde været i Århus og hente det danske mesterskab hjem til Rødovre.

Efter 8 års sikker placering i Rødovre, tog rivalerne Ålborg sidste år titlen til Jylland. Det var dog et helt tredje hold, der før stævnet havde spillet sig i front for den danske 1. division. Århus havde med solidt spil gennem hele sæsonen givet sig selv duksepladsen forud for sidste stævne.

Annonce

Hjemmehold snublede… Der var derfor lagt op til et trekantsdrama mellem de tre hold. Et trekantsdrama Red Bulls’ Lasse Thomsen på forhånd havde det godt med:

”Vi var jo tre point bagud, men vi havde en god fornemmelse. Vi havde trænet i lang tid op til det. Vi tabte sidste år efter at have vundet 8 år i træk. Vi havde noget, vi skulle ud og bevise,” forklarede han Rødovre Lokal Nyt til torsdagens træning, og gav samtidig sit bud på, hvor Århus, da det kom til stykket, snublede:

”Det var første gang, de stod med det pres. De har spillet stabilt og flot hele sæsonen.”

… Det gjorde Red Bulls ikke
Århus tabte de to første kampe, og Red Bulls stod derfor med alle kort på hånden før sidste kamp mod rivalerne fra Ålborg, der skulle vinde med 3 mål for at blive mestre.

Ålborg kom foran 1-0, men modsat Århus blev presset ikke for meget for Red Bulls:

”Selvfølgelig kom det op et eller andet sted, at nu var der ikke så langt. Men vi havde rimelig store chancer for at komme tilbage i kampen, og jeg synes egentlig, at vi havde styr på det,” fortalte Lasse Thomsen, der selv blev valgt til årets spiller for andet år i træk:

”Det er selvfølgelig stort, og jeg havde ikke selv regnet med det. Så det blev jeg selvfølgelig glad for og stolt over. Det er første gang i år at tre hold har spillet med om guldet, og at det har været så tæt, så der har været mange kandidater – også på mit hold,” lød det sympatisk fra Thomsen.

Næste mål: Pokaltitlen. Orient Red Bulls får ikke lang tid til at hvile på laurbærrene. I år har man hjemmebane til pokalstævnet. Allerede nu tager det fokus:

”Jeg vil sige, at vi er favoritter, men vi har ikke vundet pokalen på hjemmebane i mange år. Vi mangler den hjemmebanesejr. Vi har haft mange nerver på med alle de tilskuere på,” fortalte Thomsen. Stævnet bliver mere intensivt end normale stævner, da det kommer til at indeholde flere kampe:

”Det bliver en del hårdere. Vi skal bare spille efter vores eget spil og følge det taktiske oplæg. Vi ved, hvad vi kan. Så skal det nok komme af sig selv,” lød det selvsikkert, inden han sammen med holdkammeraterne begyndte træningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top