Annonce


Målrig første semifinale
RFC_herrer_16_030312_BP.jpg
Foto: Brian Poulsen
Floorball Det holdt hårdt, men Rødovre FC overlevede et mareridt af en tredje periode, og kom ud af første semifinale mod Frederikshavn Bulldogs med en sejr. Carsten Bjerregaard lavede hattrick på trods af, at han ikke indgik i de to kæder.

Rødovre FC – Frederikshavn Bulldogs: 7-5(1-0,4-1,2-4)

09:59) 1-0 Martin Erichsen(Eklund)

Annonce

22:33) 2-0 Oscar Eklund(Erichsen)PP

24:39) 3-0 Carsten Bjerregaard(Erichsen)PP

33:40) 4-0 Carsten Bjerregaard(Andersen)PP

35:48) 5-0 Carsten Bjerregaard(Lund)

36:44) 5-1 Christian Jespersen(Bergren)

42:17) 5-2 Kim Høst(Bergren)

47:08) 5-3 Jan Bergren

49:14) 6-3 Jakob Andersen SH

50:05) 6-4 Alex Jensen PP

52:16) 6-5 Krister Bagenkop(A. Jensen)

54:41) 7-5 Michael Mathiesen(Eklund)

Rødovre Floorball Club åbnede semifinaleserien mod Frederikshavn Bulldogs i uvante rammer i Rødovrehallen, men det hindrede ikke de to hold, og specielt Frederikshavn, i at starte kampen med foden på speederen.

Der skulle dog en ’dødbold’ til at åbne scoringen. Tilbagevendte Tobias Nielsen blev tydeligt skubbet med staven i ryggen foran mål, og på det efterfølgende frislag stod Tobias Nielsen så i vejen for Bulldogs-keeper Anders Kjær, da Martin Erichsen sendte bolden i nettet. Syvende slutspilsmål for Erichsen i tre kampe.

Et overtal til Frederikshavn resulterede ikke i nogen udligning. Til gengæld gav kontraløb stadig nordjyderne gode chancer. Jyderne kunne dog ikke snyde Mike Trolle, der flere gange diskede op med flotte redninger.

Afledningsmanøvre. Rødovre var derfor foran, da anden periode startede. Og det tog dem ikke lang tid at udbygge føringen. Efter 2 minutter fik Rødovre endnu et frislag efter en udvisning. Den notoriske måltyv Carsten Bjerregaard luskede for første gang på banen for at spille i overtal. Med al fokus på ham kunne Oscar Eklund få plads til at bringe Rødovre foran igen.

Da Rødovre kort efter igen kom i overtal kunne Bjerregaard selv få mulighed for at score, da han blev sat på backpladsen, og der var ingen nåde fra Bjerregaard, der satte den højt i målet til 3-0.

Kampen ændrede ikke karakter af målene. Bulldogs afventede stadig, mens Rødovre var i kontrol. Overtallet havde givet hjemmeholdet momentum, og snart trak Frederikshavn endnu en udvisning. Igen var Bjerregaard klar med straffen, da han fra samme sted fik scoret til 5-0.

Blodtud. Kampen blev herefter tilsat lidt drama, da Tobias Nielsen i nærkamp fik en blodtud. Det gav et par skift i andenkæden til Carsten Bjerregaard. En sjælden Rødovre-kontra endte hos netop Bjerregaard, der fuldførte sit hattrick, og efter målet satte sig ned på bænken, og lod Tobias Nielsen komme tilbage i andenkæden igen.

Nu tog Frederikshavn endelig kontrol med kampen nede 5-0. Og det gav hurtig bonus da Christian Jespersen kort før pause kunne reducere til 5-1.

Reduceringen gav gæsterne blod på tanden, og det var en flok jyder, der luftede blod, som trådte på banen efter pausen. Blot 2 minutter inde i tredje periode kom gevinsten ved Kim Høst, der modtog en lang bold på tværs af banen, hvorefter han let og udækket vandrede ind foran mål og udplacerede Mike Trolle i Rødovre-målet.

I det andet mål besluttede landholdskeeper Anders Kjær at holde liv i gæsternes håb med flere akrobatisk redninger, bl.a. en dobbelt redning på eller skarp Michael Mathiesens forsøg.

Undertalsscoring. Det gav gevinst for Kjær, der kort efter kunne se Jan Bergren udnytte en 3-mod-1 mod Rødovres mål til reducering 5-3. Fornemmelsen af at et comeback var på vej bredte sig nu til langt ud på tilskuerpladserne.

Frederikshavn havde hele perioden Rødovre på hælene, og da Tobias Nielsen måtte ud og sidde i 2 minutter lignede det anledning til endnu en reducering. Sådan ville Rødovre-anfører Jakob Andersen det dog ikke. Ene mand opsnappede han bolden og stormede mod gæsternes mål, hvor han udplacerede Anders Kjær til 6-3.

Glæden blev dog kort for anføreren, der kort efter fik en udvisning. Bulldogs var dermed to mand i overtal, og Rødovre kunne kun holde stand til sekundet, hvor Tobias Nielsen igen kom med. Der kunne Alex Jensen i overtal bringe spændingen tilbage.

Comeback. Neglene på Rødovre-bænken kom helt i bund, da back Oscar Eklund tabte bolden på Rødovres halvdel, hvilket resulterede i en 3-mod-1, som Krister Bagenkop kunne udnytte til 6-5.

Eklunds boldtab på egen halvdel stod ikke alene, og hjemmeholdets spillere lignede ikke folk, der havde den store lyst på at spille floorball.

Anders Kjær gav dog Rødovre den helt store chance for at lukke kampen, da han kastede sig over bolden uden for sit felt. Straffeslag. Oscar Eklund løb meget langsomt mod Kjær, der gjorde sin skade god igen ved at læse Eklunds finte og redde straffeslaget.

Kampen afgøres. Eklund gjorde sin skade god igen ved kort efter at vinde bolden tæt på Bulldogs mål og aflevere den på tværs til Michael Mathiesen, der ikke brugte mange nano-sekunder på at sende bolden i nettet til 7-5.

Det blev til endnu et straffeslag til Eklund, der denne gang fik snydt og passeret Kjær fuldstændig, inden han skød bolden på overlæggeren. I slutminutter pressede Frederikshavn voldsomt på, men uden succes. Rødovre kunne dermed stikke af sted med første sejr i hvad, der uden tvivl bliver en meget tæt serie.

Anden semifinale er i morgen(søndag) kl. 15:00. Her er RFC tilbage i vante rammer i Rødovre Stadionhal.

1 kommentar om “Målrig første semifinale”

  1. Claus siger:

    Kampen søndag er kl 15.00

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top