Annonce


Kort om sport
Diverse Der venter en sand gyser på søndag i damernes 1. division i håndbold. Dramaet udspilles i Stadionhallen. CK Fix byder velkommen til nye medlemmer og ishockeyens ungdomshold kæmper om de årlige mesterskaber. RSIK er, sædvanen tro, med helt fremme.

En sand gyser
Der venter en sand gyser på søndag, når RH hjemme kl. 15 tager mod Tarm-Foersum i en direkte kamp om at undgå nedrykning. Taberen tager skridtet ned i 2. division, mens uafgjort er nok for gæsterne med mindre RHs protest efter kampen mod Skive tages til følge.
De to holds første opgør endte lige præcis uafgjort, da de mødtes i Tarm. Det kan med andre ord ikke blive mere spændende på søndag.

Vil du være cykelrytter
Rødovreklubben CK FIX starter for alvor sæsonen op i denne måned. I den anledning har de introaften på mandag den 19. marts kl. 19 i deres klublokaler på Jyllingevej 128.
”Vi vil fortælle om det at være cykelrytter, om træning, løb og alle de fælles aktiviteter vi har i klubben. Der vil både være ledere, trænere og ryttere til stede og naturligvis også børneryttere, som man kan få sig en snak med,” siger Lars Errebo, der er formand for CK FIX.

Annonce

Klubben har eksisteret siden 1914 og har gennem tiden fostret mange topryttere. Af nuværende kendte ryttere er der Rasmus Quaade, der kørte sig VM-sølv i enkeltstart samt Jonas Aaen, der p.t. kører som professionel for Team Saxo Bank.
”Vi råder p.t. over nogle af Danmarks bedste børne- og ungdomsryttere. Af de voksne ryttere har vi p.t. en af Danmarks bedste cykelcross ryttere, som netop har været med landsholdet til VM for U23,” siger Errebo.

CK FIX kan tilbyde et vist antal racercykler, som man kan leje, hvis man er ny børne- eller ungdomsrytter.

SM til U17
Den næste måned er mesterskabsmåned i dansk ishockey. Det betyder, at der kæmpes indædt om først Sjællandsmesterskaberne og dernæst Danmarksmesterskaberne, og Rødovre er, som altid, med helt fremme, når der spilles om medaljer.
Det første mesterskab blev sikret i torsdags, RSIKs U17 vandt den tredje kamp ud af ligeså mange mulige i en serie om SM mod Hvidovre. Den første kampe endte 11-9, dernæst 8-6, mens al tvivl om, hvem der er Sjællands bedste hold for U17 blev sat på plads i den tredje kamp, da Rødovre vandt med 7-1.
DM afvikles i denne weekend i Vojens, som er jyske mestre og favoritter til DM-titlen sammen med Rødovre. Outsidere er Herning.

SM til U13
RSIKs U13 fulgte fornemt op på U17s titel, da der blev spillet om SM på Amager i weekenden. Rødovre vandt den første kamp over de senere sølvvindere fra Herlev med 3-1, Den kamp skulle senere vise sig at være den moralske finale, da Rødovre efterfølgende vandt med 7-2 og 6-0 over henholdsvis Amager og Rungsted. Amager blev nummer tre og kvalificerede sig dermed til DM i Herning i weekenden den 23.-25. marts. Det er første gang i klubbens historie, at deltager ved et ungdoms-DM. Vojens er storfavoritter til titlen med Rødovre og Herlev som nærmeste udfordrere.

Bronze-kamp mod Rungsted
Ishockey. RSIKs 1. divisions-mandskab er forsvarende mestre, men de måtte kapitulere i semifinalen mod Hernings grundspilsvindere, der vandt 3-1 i kampe. Den sidste kamp blev et mareridt for Rødovre, der tabte 3-10 på egen is.
Herning møder Gentofte i finalen, mens Rødovre spiller om bronzen mod Rungsted, der havde 850 tilskuere på lægterne til den femte og afgørende kamp mod Gentofte i semifinalen.
Den første bronzekamp bliver spillet i aften i Rungsted, mens der er returopgør i Rødovre i morgen, torsdag, kl. 20.15. Nordsjællænderne får formentlig stor opbakning fra deres fans, men de får en svær nød at knække, da RSIK har fået Mighty Bulls talentfulde unge spillere til rådighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top