Annonce


Avarta forstærker sig i sidste øjeblik
34-avarta-birkeroedLARSEN_250508_BP.jpg
Jesper Larsen er sygemeldt og gør derfor ikke comeback søndag for Avarta. Tilgengæld bliver der højest sandsynligt debut til to nye spillere. Foto: Brian Poulsen
Fodbold Blot dage før forårspremieren har Avarta hentet 4 nye spillere ind. Saban Özgodan er blandt de nye spillere, der også tæller en japaner. Jesper Larsen og Morten "Mojo" Johansen misser forårets første kamp.

Der har i ugen optil forårspremieren hersket en usædvanlig stilhed omkring Avarta. Lørdag kan Rødovre Lokal Nyt løfte sløret for hvorfor. Avarta har nemlig i sidste øjeblik hentet 4 nye spillere ind til truppen, der skal kæmpe om overlevelse i 2. division Øst gennem foråret.

Det erfarede Rødovre Lokal Nyt ved træningen lørdag. Det største af de fire navne er 22-årige Saban Özgodan, der tidligere har spillet 6 kampe for FCK samt kampe for alle U-landshold fra U16 og op. Træner Christian Grønbæk havde følgende beskrivelse af sin nye centrale midtbane spiller:

Annonce

“Han er en midtbanespiller, der er utrolig dygtig med bolden. Han kan sætte spille op og se alle løbene og alle afleveringer, så han er en spiller med en rigtig god spilforståelse,” sagde han og fortsatte:

”Og så er det også en spiller, der har trænet i lang tid på et højere niveau – inde ved FCK – så han har både lært at være professionel, men også at når man spiller fodbold, så spiller man for at vinde, og så skal man have nogle spidskompetencer. Det har han.”

Hurtig fløj. Haydar Said er en 20-årig fløj, der også kommer fra FCK’s afdeling. Han har dog hovedsageligt brugt tiden på klubbens andethold. Han får store roser med på vejen af sin nye træner:

”Han er rigtig, rigtig god med bolden. God på sin førsteberøring. God i sine udfordringer. Han er rigtig hurtigt på kort afstand. Der er ingen tvivl om, at når han lige får noget form, så får han også nogle rigtige gode løb. Lige nu er det meget med bolden og ved fødderne. Han er en lille spiltype, der ikke kun laver kunster, men faktisk kører mod mål.”

Skudstærk back. Danni Jensen var ligesom Saban Ozgodan med i FCK-truppen, der vandt mesterskabet sidste år. Han er oprindelig fra Taastrup, men har siden 2003 været i KB og FCKs ungdomssystem. Der er siden da blevet til 14 kampe for forskellige U-landshold. Han er i dag 22 år og spiller højre back. De første meldinger går på, at forsvarsspillere skal bruge lidt tid på at komme i form.

”Han har en spidskompetence i sit højreben, der både kan sparke frispark og hjørnespark. Han er rigtig god til at se opspillene, så han er også en offensiv back, der gerne vil gå med i spillet. Han har også en opdragelse, der gør, at han har helt anden indgangsvinkel til tingene,” lød præsentationen af Grønbæk, der også havde en eksotisk spiller i posen.

Eksotisk kant. Japaneren Takanori Nishimoto – eller bare ”Taka” – har tidligere forsøgt at få en plads i truppen i Hvidovre og FREM. FREM fandt ham ikke hurtig nok, mens Hvidovre ikke havde plads i truppen til ham. Christian Grønbæk kan dog godt bruge japaneren, der sidst spillede klubfodbold i Australien.

”Han er en japaner, der har fået arbejdsvisum sidste år i september. Han har været rundt omkring i nogle klubber, og der var ikke nogle, der ville have ham. Han er hurtig, god med begge fødder, god førsteberøring og har et godt blik for spillet,” fortalte Avarta-træneren, der også definitivt kan udelukke, at Jesper Larsen og Morten Johansen gør comeback for Avarta søndag. Morten Johansen er småskadet, men Jesper Larsen er sygemeldt.

Lørdagens opstilling. Opstillingen til søndagens kamp mod B93 bliver – med forbehold for sidste øjebliksskader – disse 11 navne:

Rasmus Pryts – Henrik Voldquardsen, Jesper Myhrmann, Jesper Kristoffersen, Casper Windfeld – „Taka“, Saban Özdogan, Casper Johansen, Michael Poulsen, Sebastian Nielsen – Morten Seifert.

Efter en lidt opstart var der lørdag igen smil på Chrstian Grønbæks læber. Der har foråret igennem været et lavt antal spillere til træning, ligesom der har været uro omkring enkelte spillere, men det er ifl. direktør Steffen Leholk bragt i orden.

Avarta åbner med 3 kampe på 9 dage, og der er ifølge Grønbæk gode muligheder for rotation i startopstillingen i starten af forårssæsonen, der kommer til at afgøre om Avarta igen næste år er at finde i 2. division Øst eller må tage turen til Danmarksserien.

Hjemmekampen mod B93 spilles i morgen(søndag) kl. 13:00 på Espelunden Stadion.

 

1 kommentar om “Avarta forstærker sig i sidste øjeblik”

  1. Morten Corlin siger:

    Grønbæk må have haft en hård vinter. Det kan ikke være rart ikke at kunne forberede sig optimalt i gennem vinter perioden. Men en fin start på foråret og point på kontoen. Flot arbejdet af træneren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top